Nu jagter det tyske politi en ung tuneser

Tysk politi jagter nu en tunesisk mand. Angiveligt er mandens ID-papirer fundet i lastbilen, der pløjede ind i julemarkedet i Berlin.

Foto: HANNIBAL HANSCHKE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den føderale anklagemyndighed i Tyskland efterlyser nu officielt den mistænkte 24-årige tuneser Anis Amri i forbindelse med angrebet på et julemarked i det centrale Berlin mandag aften. Det skriver flere tyske medier blandt andet Die Welt.

Papirer med mandens personoplysninger skulle angiveligt være fundet i den lastbil, der pløjede ind i en menneskemængde og dræbte 12 personer, og derfor søger politiet nu efter manden. Tyske medier spekulerer i, om identitetspapirerne kan være faldet ud i lastbilen under tumult med den polske chauffør, som blev fundet dræbt i lastbilen efter angrebet.

Tuneseren er angiveligt allerede kendt af politiet for mindre forseelser, skriver flere medier, der også bringer et sløret billede af manden.

Ifølge nyhedbureauet Ap har den mistænkte benyttet sig af seks forskellige navne og tre forskellige nationaliteter, der dog alle fører tilbage til den 24-årige tuneser. Hans dokumenter, der er blevet fundet i lastbilen, er ifølge BZ udstedt i Kleve i Nordrhein-Westfalen.

Indenrigsminister: Stop spekulationerne

Die Welt skriver endvidere, at manden synes at have boet i både Berlin og i den tyske delstat, Nordrhein-Westfalen, der grænser op til Holland og Belgien. Det siges at han til tider bor i et flygtningecenter i Emmerich, skriver avisen. Ifølge Süddeutche Zeitung søgte han asyl i Tyskland i april. Samme avis skriver, at tuneseren angiveligt omgås en salafist og prædikant ved navn Abu Walaa, som blev anholdt i november.

Den tyske indenrigsminister Thomas de Maiziére bekræftede allerede onsdag formiddag, at der var en ny mistænkt, skriver Ritzau. Nu er det altså klart, at der er tale om den 24-årige tuneser. Dog holder myndighederne fortsat kortene tæt til kroppen, og Thomas de Maiziére anmoder pressen om at stoppe spekulationerne.

Flere andre anholdte

Flere tyske medier skriver desuden, at en anden mand onsdag morgen blev anholdt i sagen, men siden løsladt igen.

Politiet troede ellers længe, at man havde anholdt den formodede gerningsmand umiddelbart efter angrebet mandag aften.

2 km fra gerningsstedet blev en ung pakistaner anholdt.

Angiveligt var det blandt andet et vidne, som har fortalt politiet, at han så manden forlade lastbilen og flygte, som politiet byggede deres antagelse på. Vidnet fulgte efter den formodede gerningsmand ind i Tiergarten 2 km fra Gedächtniskirche, hvor politiet efterfølgende anholdt manden.

Den 23-årige pakistaner nægtede sig skyldig, og han figurerede ikke på nogen terrorlister, har indenrigsminister Thomas de Maziére fortalt. Han blev løsladt tirsdag aften.

Tysk politi har modtaget over 500 henvendelser i sagen fra vidner, og 80 af de henvendelser betragtes som særligt interessante. De bliver i øjeblikket gennemgået.

Politiet understreger, at borgerne skal tage kontakt til politiet, hvis de oplever noget mistænkeligt, og ikke selv tage affære. »Det er vores job«, lyder det.

12 personer blev dræbt og 48 såret, herunder flere alvorligt, da en lastbil mandag aften drønede direkte ind i et julemarked i det centrale Berlin. Politiet arbejder ud fra teorien om, at der er tale om et terrorangreb.