Angrebet i Berlin: Det ved vi - og det mangler vi svar på

12 personer er dræbt, og den tyske anklagemyndighed efterlyser nu officielt en ung tuneser. Den formodede gerningsmand er dræbt - Berlingske giver dig her overblikket i sagen.

Mandag aften kl. 20.14 pløjede en lastbil ind i en menneskemængde, der var forsamlet til julemarked på Breitscheidplatz ved Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche i det centrale Berlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: CLEMENS BILAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er der sket?

Mandag aften kl. 20.14 pløjede en lastbil ind i en menneskemængde, der var forsamlet til julemarked på Breitscheidplatz ved Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche i det centrale Berlin.

Vidner har beskrevet, hvordan lastbilen kom kørende op over fortovet med omkring 60 km/t og ind i mængden.

12 personer blev dræbt, mens over 48 blev såret – flere af dem alvorligt.

Hvem står bag?

Den føderale anklagemyndighed i Tyskland efterlyste officielt den mistænkte 24-årige tuneser Anis Amri for angrebet. Papirer med tuneserens personoplysninger er fundet i lastbilen, det samme er tuneserens fingeraftryk på lastbilens dør.

Anis Amri blev dræbt under en skududveksling med en italiensk betjent i Milano, Italien, kl. 3 fredag nat. Det har den italienske indenrigsminister bekræftet.

Myndighederne udlovede forinden en dusør på 100.000 euro (svarende til omkring 743.000 danske kroner) for oplysninger, der kunne føre til en pågribelse af den eftersøgte.

Kort tid efter angrebet blev en anden mand anholdt 2 km fra gerningsstedet, efter at vidner havde kontaktet politiet, da de havde set den pågældende mand hoppe ud af lastbilen og flygte fra gerningsstedet. Manden blev hurtigt løsladt, da politiet ikke havde beviser, der kunne linke ham til lastbilen.

På et mere overordnet plan har terrorbevægelsen Islamist Stat (IS) allerede offentligt taget skylden for angrebet. Det oplyste gruppen via sit nyhedsbureau Amaq tirsdag, hvor IS omtalte gerningsmanden som »en soldat af Islamisk Stat«.

Der er dog ifølge de tyske myndigheder ikke på nuværende tidspunkt noget i efterforskningen, der peger i retning af IS.

Var det terror?

De tyske myndigheder var i lang tid tilbageholdende med at betegne angrebet som terror, men meldte tirsdag morgen ud, at der var tale som et angreb udført med vilje.

På et pressemøde senere tirsdag præciserede forbundskansler Angela Merkel:

»Vi må – som tingene ser ud nu – antage, at der var tale om et terrorangreb,« sagde kansleren.

Siden har tyske myndigheder arbejdet ud fra den antagelse, at der er tale om et terroranslag.

Hvem var ofrene?

12 personer har mistet livet i angrebet. Blandt dem er flere udlændinge, men umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at der er danskere blandt dem. Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.

Det offer, som har fået mest opmærksomhed, er den polske lastbilchauffør. Han er en 37-årig mand, der til dagligt boede med sin kone og 17-årige søn i Polen, og som var på vej med et læs bygningsstål fra Torino i Italien og til selskabet ThyssenKrupp i Berlin.

Han sad som passager i sin sorte Scania-lastbil, da gerningsmanden kørte lastbilen ind i menneskemængden, og døde ifølge obduktionen først efterfølgende af et skud. Forinden havde han angiveligt været i slåskamp og er desuden blevet stukket med en kniv.

Hvor står efterforskningsarbejdet nu?

Politiet troede længe, at man havde anholdt den formodede gerningsmand umiddelbart efter angrebet mandag aften. 2 km fra gerningsstedet blev en 23-årig pakistaner anholdt, som vidner mente at have set flygte fra lastbilen umiddelbart efter, den kørte ind i menneskemængden.

Men på grund af manglende tekniske beviser lod man ham gå tirsdag, og indstillede i stedet sigtet mod den unge tuneser, da papirer med hans personoplysningerer fundet i lastbilen.

Et vidne mente onsdag aften at have set tuneseren, 24-årige Anis Amri på havnen i Grenaa i Danmark. Samtidig modtog Østjyllands Politi »oplysninger« som kunne pege i samme retning, og en større politiaktion blev derfor sat i værk. Torsdag oplyste politiet, at intet tyder på, at manden var den efterlyste tuneser.

Fredag morgen mente et andet vidne at have set manden i Aalborg, og en stor aktion blev ligeledes her iværksat.

Det viste sig dog kort tid efter, at manden er blevet dræbt under en skududveksling i den italienske by Milano. Det skete omkring kl. 3 fredag nat, da betjente rutinemæssigt bad den 24-årige tuneser om at fremvise ID-papirer.

De italienske og tyske myndigheder samarbejder nu om den videre efterforskning.

Hvilke konsekvenser har angrebet?

I Tyskland går debatten allerede om håndteringen af de mange flygtninge og migranter, der de seneste år er kommet til landet.

Ikke lang tid efter tragedien, placerede lederne af Europas indvandrer- og EU-kritiske partier således ansvaret for angrebet hos den tyske kansler og kritiserede i samme ombæring igen Merkels indvandrerpolitik.

Angrebet fik også tirsdag den konsekvens, at ekstra politi blev beordret ud til flere julemarkeder i europæiske storbyer.

Det var blandt andet tilfældet i København, hvor bevæbnet politi patruljerede og patruljerer ved flere af byens julemarkeder. Desuden er der flere steder i byen blevet sat store betonklodser op. De skal fungere som forhindringer, så det er sværere for lastbiler at nå ind til store menneskemængder.

Betonklodserne står blandt andet foran hovedindgangen til Tivoli og ved alle de store pladser langs Strøget, herunder også Rådhuspladsen og Kgs. Nytorv.

LÆS MERE