Kvinde, drabsmand og helt

Hun dræbte en mand og blev en helt. Deng Yujiao giver Kinas magthavere problemer.

Deng Yujiao hviler sig på et hospital i Badong i Hebeiprovinsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP

BEIJING: Deng Yujiao er 21 år gammel. Hun arbejder i en salon, hvor hun laver pedicure. Og for to uger siden dræbte hun en lokal embedsmand.

Sagen om Deng Yujiao har endnu en gang sat spørgsmålstegn ved det kinesiske retssystem. Og den har sat fokus på de upopulære embedsmænd, som misbruger deres magt over almindelige borgere.

Hun har fået massiv opbakning af fortalere for kvinders rettigheder, menneskeretsforkæmpere og –advokater. Sagen har gjort Deng Yujiao til en helt og et symbol, og med titusinder af tilhængere er hun pludselig blevet kernen i en af de største sociale bevægelser i de seneste år.

Sagen begyndte den 10. maj, da Deng Yujiao var ved at vaske sit tøj. Hendes salon ligger i et hotel, hvor der også er karaokebar og spa. Hun havde lagt mærke til, at den høje mand holdt øje med hende, men pludselig kom han ind i rummet og låste døren.

»Jeg vil have et bad,« sagde manden, Deng Guida. Han var chef for det lokale erhvervskontor i Badong, der er en mindre by, som ligger i Hubei provinsen.

»Ok, jeg går med det samme,« svarede Deng Yujia.

»Hvor går du hen? Du skal i bad med mig,« sagde den 44-årige mand, greb fat i hende og smed hende ned på en sofa. Han skubbede hende rundt, forsøgte at tage sine bukser af. Han befamlede hende, men hun fortsatte med at gøre modstand.

»Hvor mange penge vil du have? Bare sig det. Vil du tro på det, hvis jeg sagde, at jeg i dag banker dig til døde med penge,« råbte Deng Guida. Han tog et bundt sedler frem, som han begyndte at smække hende med i ansigtet og på skulderen.

Kampen fortsatte, og hun kunne ikke slippe væk. Til sidst fandt hun en frugtkniv, som hun stak i maven på ham. Han vaklede mod døren. Og faldt om på gulvet.

Sådan er historien ifølge en afhøring af Deng Yujiao, som den respekterede avis Nanfang Dushibao har haft adgang til.

Anholdt og tvangsindlagt
Politiet i Badong, hvor hotellet ligger, arresterede hende straks. Hun blev anklaget for mord. Men efter to dage tvangsindlagde politiet hende på et psykiatrisk hospital.

I december sidste år afslørede avisen Beijing Wanbao, at politiet i Shandong provinsen brugte psykiatriske hospitaler – inklusiv behandling med piller og bæltefiksering – til at nedbryde anholdte, indtil de tilstod.

Politiet i Badong ignorerede bevismaterialer som Deng Yujiaos iturevne trusser og bh. De forsøgte at presse hendes mor til at fyre datterens advokater, Og de truede familien med fængsel, hvis de fortsatte sagen. For hver gang, der er kommet nye oplysninger frem i sagen, er sympatien for den 21-årige pige vokset og historien vokset sig stadig større.

Især på internettet. Blandt andet ligger der en video på Youtube, som fortæller, hvordan vi alle kunne »lære af Deng Yujiao« som person. Underlægningsmusikken er med tyk ironi taget fra en kendt propagandafilm om kvindelige soldater.

Det er især gennem blogs og de uhyre populære diskussionsfora, at historien spreder sig. For de kinesiske medier har fået forbud mod at skrive om den. Blandt andet fordi skurken, Deng Guida, var chef for det lokale kontor, som skulle fremme byens erhvervsliv. Kineserne forbinder ofte embedsmænd med korruption og magtmisbrug. For ikke alene forsøgte han at voldtage Deng Yujiao, men hvor kom bundtet med sedler fra, spørger flere om.

To journalister, der efterforskede sagen, er også blevet tæsket af Deng Guidas kolleger. Fordi »journalisterne skader byens image«, som en af de lokale embedsmænd sagde. Journalisten skrev om det på Twitter efter overfaldet.

Selv om medierne ikke må skrive om Deng Yujiao, er flere journalister alligevel taget til byen. Sammen med utallige bloggere, aktivister og almindelige borgere. Men de lokale myndigheder har slået en ring om byen. Hoteller må ikke tage imod gæster udefra. I dag er Deng Yujia løsladt mod kaution. Kritikerne mener, at det er på grund af det massive folkelige pres, at politiet pludselig har ændret mening.

På torsdag er det 20 år siden urolighederne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. De seneste måneder har myndigheder over hele landet fået besked på at undgå social uro. Politiet ser ud til at trække anklagerne tilbage. Men det er stadig uvist.

Som en person, der kalder sig selv »Wuliangping« skriver på et diskussionsforum:

»Retssystemet er et redskab for den herskende klasse, som de bruger til at kontrollere den fattige befolkning, så tro ikke, at det vil give os nogen retfærdighed.«