Kina sejler mod Arktis

Flere kinesiske skibe vil fremover sætte kurs mod Arktis. Både politisk og kommercielt har Kina øget sin tilstedeværelse i regionen. Naturressourcer og nye skibsruter, der bliver blotlagt med isens tilbagetrækning, skal komme alle nationer til gode, mener den kinesiske regering.

Den kinesiske isbryder »Xuelong« var allerede i 2012 på sin første sejlads fra Kina til Svalbard gennem Nordøstpassagen og var således frontløber i en udvikling, hvor landet satser på den korte sejlrute over Arktis. I sidste måned udgav Kinas søfartsstyrelse således Arktisk Navigationsguide, som skal hjælpe landets skibsfart gennem de isfyldte farvande. Foto: Xinhua/Sipa USA Fold sammen
Læs mere

BEIJING: Den kinesiske søfartsstyrelse præsenterede sidste måned en moppedreng af en ny udgivelse på 365 sider. Den hedder Arktisk Navigationsguide og er designet til at hjælpe kinesiske skibe gennem Nordvestpassagen. Guiden indeholder et væld af søkort og beskrivelser af vind- og vejrforhold på ruten mellem Stillehavet og Atlanterhavet nord om det nordamerikanske kontinent. Det kan være en farefuld færd gennem tætte stræder, der kan fryse til selv i de varmeste sommermåneder.

Faktisk er det kun inden for det sidste par år, at temperaturstigninger og isens tilbagetrækning i Arktis har gjort det muligt at slippe nogenlunde sikkert igennem. I århundreder har opdagelsesrejsende og handlende forsøgt at finde vej gennem ismasserne for at lokalisere en hurtigere skibsrute end turen rundt om Kap Horn ved Sydamerikas spids. Mest kendt er historien om den britiske kaptajn John Franklins ekspedition, der forsvandt sporløst i 1845, og hvis skib først blev fundet af canadiske forskere i 2014. Samme år sejlede det første fragtskib uden assistance af isbrydere fra Deception Bay i den canadiske provins Québec til det nordlige Kina – en rute der er 40 pct. kortere end via Panamakanalen.

Derfor vurderer Kina, at tiden er moden til at hjælpe flere kinesiske skibe på vej gennem Nordvestpassagen.

»Der vil være skibe med kinesisk flag, som sejler via denne rute i fremtiden. Når ruten begynder at blive almindeligt anvendt, vil det direkte ændre den globale maritime transport og få stor indflydelse på den internationale handel, verdensøkonomien, kapitalstrømme og udnyttelse af ressourcer,« udtalte talsmanden for den kinesiske søfartsstyrelse i forbindelse med publiceringen af den nye navigationsguide.

»Et næsten arktisk land«

Kinas nordligste punkt ligger i Heilongjiang-provinsen ved Amurfloden. Aller øverst på et kinesisk kort kan man finde en by kaldet »den arktiske landsby«. Den ligger helt op mod den russisk-sibirske grænse, hvor temperaturen om vinteren kommer under minus 30 grader. Men Kina er ikke med i gruppen af arktiske lande. Der er langt til den nordlige polarcirkel. Alligevel har Kina de seneste år gjort meget ud af at kalde sig et »næsten arktisk land« og på stort set alle tænkelige fronter øget sin tilstedeværelse i regionen. Kina har søgt om og opnået observatørstatus i Arktisk Råd, adskillige kinesiske forskningsprojekter er i gang, og Kinas udenrigsministerium har øget fokus på området.

»Kinas interesser knytter sig primært til to ting. Det ene er sejlruterne, og det andet er naturressourcer. Det er ikke, fordi Kinas interesser på den måde adskiller sig fra andre landes interesser i Arktis, men Kina er bare et utroligt stort land med rigtigt meget shipping og en meget stor efterspørgsel, hvad angår naturressourcer,« siger Kristian Søby Kristensen, seniorforsker med speciale i arktisk sikkerhedspolitik ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.

Derfor er Kina godt i gang med at positionere sig, så landet er klar til bedst muligt at udnytte mulighederne i takt med, at polar-isen trækker sig tilbage. Når det sker, bør alle lande have samme adgang til sejlruter og naturressourcer, mener Beijing.

»Min holdning er, at arktiske ressourcer bør blive tildelt i henhold til behovene i verden og ikke kun ejes af visse lande. Vi kan ikke bare sige, at dette er dit, og dette er mit,« har Qu Tanzhou, direktør for Kinas Administration for Arktis og Antarktis, tidligere forklaret til den canadiske avis The Globe and Mail.

Canadisk farvand

Canada er et af de lande, der følger nøje med i Kinas voksende tilstedeværelse mod nord. Canada anser Nordvestpassagen for at være canadisk farvand, så landets udenrigsministerium reagerede prompte, da Kina forleden lancerede sin nye guide til sejlads på ruten. Andre landes skibe skal være velkomne, men Canada har uindskrænket ret til at regulere landets indre farvande, lød det formanende fra ministeriet.

Endnu har ganske få kommercielle skibe sejlet via passagen, der stadig er frosset til det meste af året. Noget mere trafik er der på den anden nordlige passage, der løber nord for Rusland og kaldes Nordøstpassagen. Den er over 5.000 kilometer kortere end ruten via Malaccastrædet og Suezkanalen på den vigtige fragtrute mellem Asien og Europa. Og den er væsentligt mere tilgængelig end Nordvestpassagen. Med hjælp fra russiske isbrydere er passagen farbar flere måneder årligt, mens de russiske myndigheder også udsteder tilladelser til uledsaget sejlads i isfri perioder.

Allerede i 2012 sejlede den kinesiske isbryder »Xuelong« – Snedragen« – fra Kina til Svalbard gennem Nordøstpassagen. Året efter sendte den kinesiske shippinggigant COSCO det første kinesiske containerskib ad samme søvej. Endnu en testsejlads fulgte sidste år, hvorefter COSCO annoncerede planerne om en fast rute via Nordøstpassagen. Forholdet mellem Rusland og Kina er de seneste år blevet styrket, men den kinesiske interesse for Arktis vækker ikke stor jubel i Kreml. Sidste år udtalte den russiske forsvarsminister, at nogle ikke-arktiske lande »stædigt stræber efter Arktis og tager visse politiske og militære skridt i den retning«.

Kinesisk bastion

Endnu er det svært at spå om, i hvor stort omfang Kina de kommende år vil benytte de to passager gennem Arktis. Optimistiske bud fra kinesiske myndigheder har tidligere lydt på, at mellem fem og 15 procent af Kinas internationale handel vil blive transporteret via Nordøstpassagen i 2020.

Det kommer dog næppe til at ske. I alt sejlede 18 skibe i 2015 igennem den østlige passage og 13 igennem den vestlige. Og selv om det tal forventes at stige markant, sejler der til sammenligning omkring 40 skibe igennem Suezkanalen. Dagligt.

Danmarks Rederiforening vurderer da også, at der kan gå mange år, før den kommercielle sejlads gennem de nordlige ruter for alvor kommer i gang. Andre faktorer end isens tilbagetrækning spiller også ind. Den lave oliepris gør det mindre interessant at satse på den kortere, men mere uforudsigelige rute over Arktis. Samtidig er Kinas efterspørgsel på naturressourcer på et lavere niveau end tidligere. Det har også betydet færre kinesiske aktiviteter i Grønland, end mange havde ventet – og frygtet. Tilbage i 2013 fik udsigten til kinesisk minedrift i Grønland Venstres Claus Hjort Frederiksen til at advare imod udviklingen.

»Der er en langt større geopolitisk interesse. De kan være interesserede i at få en bastion i det arktiske område. Det er jo det, den politiske kamp går ud på i øjeblikket,« udtalte han til Berlingske og påpegede, at Kina både har økonomi og tålmodighed til at sikre indflydelse i området:

»Jeg er meget bekymret ved tanken om, at man giver kineserne adgang til Grønland. Ud over at kineserne har mange penge, opererer de med langsigtede perspektiver.«

I dag lægger udenrigsminister og næstformand i Venstre Kristian Jensen en mere diplomatisk linje over for Kinas rolle i Arktis.

»Vi har en konstruktiv dialog med Kina om bæredygtig udvikling i Arktis og de nye muligheder, som for eksempel søfart giver os. Det er også derfor, vi sammen med bl.a. Japan og Sydkorea i 2013 støttede Kinas optagelse som observatør i Arktisk Råd. Det er afgørende, at vi får de store aktører med til en bæredygtig udvikling af regionen, hvor også de arktiske folk er inddraget,« siger udenrigsministeren.

Kina i Grønland

Kinesiske mineselskaber er stadig til stede i Grønland, hvilket bl.a. gælder det gigantiske statsejede firma China Non-Ferrous Metal Mining Group. Og hvis den kinesiske appetit på råvarer tager til igen, vil interessen fra Kina hurtigt kunne følge med.

»Man kan have den bekymring, at Kina har store økonomiske og politiske muskler, der kan bruges, hvis kineserne finder en interesse i det. Og nogle gange kan det være svært at se, hvornår private kinesiske interesser slutter, og statslige kinesiske interesser begynder. Så en massiv kinesisk tilstedeværelse i Grønland vil også give politisk indflydelse og muligvis kunne lægge politisk pres på grønlandske beslutningstagere,« siger Kristian Søby Kristensen fra Center for Militære Studier.