For eventyrere har der til alle tider været noget sært dragende over verdens arktiske egne. De hvide isørkener på Arktis, Antarktis og Grønland har i århundreder haft en nærmest magnetisk tiltrækning på folk som Fridtjof Nansen, den første til at krydse den grønlandske indlandsis, Roald Amundsen, den første til at nå Sydpolen, og Robert Falcon Scott, der døde i kapløbet med netop Amundsen om som den første at nå Sydpolen. Alle har de indskrevet sig i den store mytebog over mænd, der i jagten på berømmelse og verdens horisonter har stridt sig gennem is og kulde.

Søndag blev endnu et kapitel skrevet i den fortælling, da britiske Henry Worsley døde. Worsley er formentlig kun lidet kendt i Danmark, men i Storbritannien blev hans død mødt med kondolencer fra det britiske kongehus og nekrologer i alle landets betydende medier, og det af én bestemt grund: Som den første mand i verden ønskede han at krydse Antarktis fra kyst til kyst, alene og uden hjælp udefra undervejs, kun iført et par ski og medbringende forsyninger til alle de 75 dage, som ekspeditionen var beregnet til at tage.

Tæt på målet

Inspirationen til turen kom fra en anden berømt Antarktis-eventyrer, Sir Ernest Shackleton, der tilbage i 1915 med sin ekspedition strandede på Antarktis i forsøget på som de første at krydse det iskolde kontinent. Henry Worsley ønskede at markere hundredåret for Shackletons ekspedition og samtidig rejse 100.000 pund, ca. en mio. kroner, til britiske krigsveteraner.

55-årige Worsley, selv tidligere officer i den britiske hær, startede sin lange solorejse tilbage i november, og længe gik det godt. Mutters alene i den store isørken lykkedes det ham at tilbagelægge næsten 1.500 kilometer, men i sidste uge blev han i 40 graders kulde ramt af sygdom. Udmattet og dehydreret måtte han erkende sin rejses endeligt og tilkalde hjælp blot 50 kilometer fra at have nået sit mål.

Et fly hentede den udmattede Worsley og bragte ham til et hospital i den chilenske by Punta Arenas, og et øjeblik så det ud til, at han ikke som Scott skulle ende sine dage på verdens koldeste kontinent. Den sidste officielle udtalelse fra Worsley vidner dog om, at han formentlig godt vidste, at mere end blot afslutningen på en heroisk rejse var nær.

Ifølge flere britiske medier udtalte han således kort efter at være blevet reddet, at »det er med sorg, at jeg må rapportere, at jeg er ved vejs ende.«