Jernbaneulykke i Irak koster 11 børn livet

Hel familie dræbt, da deres bil blev ramt af et godstog i en jernbaneoverskæring ved den irakiske by Hilla.

En jernbaneulykke ved den irakiske by Hilla har kostet 12 mennesker livet, de 11 var børn, oplyser det lokale politi.

De 12 mennesker var stuvet sammen i en bil, som forsøgte at nå forbi en jernbaneoverskæring. Men bilen blev ramt med stor kraft af et frembrusende godstog.

Lokomotivføreren stak af fra ulykkesstedet, siger politiet.

- Det forekommer som om Opel-bilen, som familien kørte i, brød sammen midt i jernbaneoverskæringen, og toget fra Basra til Bagdad smadrede ind i den, siger en betjent.

/ritzau/