Interview: Britisk udenrigsminister: Der er grænser for ytringsfriheden

De danske profettegninger og den islam-kritiske film i Holland udgør ekstremerne i dialogen mellem Vesten og den muslimske verden. Det mener den britiske udenrigsminister, der understreger, at det er domstolene – ikke regeringerne – der fastlægger ytringsfrihedens grænser.

Berlingske Tidende mødte Storbritanniens udenrigsminister, David Miliband, da denne var på kort besøg i Danmark tidligere på ugen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Benita Marcussen

Har man lov til at skabe panik i et overfyldt teater ved at råbe, at det brænder, når det faktisk ikke er tilfældet?

Med det modspørgsmål returnerer den britiske udenrigsminister, David Miliband, et spørgsmål, som er relateret til den aktuelle krise foranlediget af de danske avisers genoptrykning af en af de omstridte profettegninger og af den hollandske højrepolitiker Geert Wilders islam-­kritiske kortfilm.

Spørgsmålet, som David Miliband blev stillet, da Berlingske Tidende mødte ham onsdag under hans lynvisit i København, lød kort og kort:

Er der fare for, at fænomener som de danske profettegninger og den anti-islamiske film i Holland underminerer forsøget på en bedre dialog mellem Vesten og den muslimske verden?

»På en måde er de to ting en del af dialogen. De udgør ekstremerne i dialogen. Ytringsfrihedens grænser er et ældgammelt filosofisk spørgsmål: Har man lov til råbe »det brænder« i et overfyldt teater? Det er engang for længe siden blevet sagt, at min frihed til at strække min arm ud standser ved dit ansigt, men det vigtige – som jeg ser det – er, at vi bliver ved med at være bevidste om vore fundamentale rettigheder, hvoraf ytringsfriheden er meget vigtig, men at vi samtidig er klar over, at der er grænser, når ytringsfriheden bruges til at promovere had over for andre religioner eller racer. Og nok så vigtigt: Det er ikke regeringerne, men domstolene, der afgør, hvor grænsen går,« siger David Miliband, der repræsenterer et land, der som det første for alvor fik problemer med en global sag om ytringsfrihed. Det var i slutningen af 1980erne, da den britisk-­indiske forfatter Salman Rushdie på grund af sit omstridte værk, De Sataniske Vers, fik en fatwa på halsen.

Versene gav Storbritannien alvorlige skrammer i den muslimske verden, ligesom Danmarks omdømme har taget skade på grund af profet-karikaturerne, men David Miliband understreger, at der efter hans mening ikke er tale om et såkaldt Civilisationernes Sammenstød, som der ellers tales og skrives så meget om.

»Det, vi oplever, er ikke et sammenstød mellem civilisationerne, som vi i den britiske regering bruger mange kræfter på at afværge. Der er langt mere, der forener end skiller folk på tværs af religiøse forskelle,« insisterer den britiske udenrigsminister, der ikke vil svare på, hvorvidt briterne er bedre forberedt på kriser svarende til profet-sagen herhjemme og islam-filmen i Holland, fordi Storbritannien i mange år har haft et stort muslimsk mindretal.

»Hvis jeg sagde det, ville jeg invitere til problemer. Men der er ingen tvivl om, at dele af Storbritannien er ekstremt kosmopolitisk. Og personligt synes jeg, at det er godt og berigende. Men vor svaghed har nok været, at vi ikke som sådan har opbygget et fælles statsborgerskab på tværs af forskellene. Vi har ikke som Frankrig assimilering som mål.«

Afghanistan
Regeringerne i Storbritannien og Danmark er i flere globale spørgsmål tætte allierede. Det gælder ikke mindst i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan, hvor landenes soldater kæmper side om side mod Taleban-militsen.

Hvordan ser briterne på det, der er et stort problem herhjemme – nemlig at en række NATO-lande ikke vil bidrage med soldater til Helmand?

»Jeg ser to problemer i den debat. For det første får man indtryk af, at svaret på problemerne er at sende flere udenlandske styrker til det sydlige Afghanistan. Men faktisk handler det ikke kun om sikkerhed. Det handler også om politiske og økonomiske tiltag. Og samtidig handler det ikke i første omgang om udenlandske soldater, men om at satse på de afghanske styrker. Det er vigtigt at holde sig for øje,« siger David Miliband, der peger på tre problemer i Afghanistan, der giver anledning til bekymring:

Opbygningen af lokale, demokratiske institutioner, koordineringen af det internationale samfunds indsats samt dårlig koordinering af den militære, civile og økonomiske indsats.

Der er også dem, der peger på manglende – ligefrem dårlig regeringsførelse fra myndighederne i Kabul?

»Der er ikke tvivl om, at korruptionen er et problem, som regeringen i Kabul skal tackle. Den skal levere, ligesom vi – donorlandene – skal levere, og her mener jeg, at vi skal tjene som det gode eksempel ved at koordinere vores indsats bedre, end det sker,« siger David Miliband.

Pakistan
I nabolandet Pakistan er der nu efter valget ved at blive dannet en ny regering, og den synes at lægge afstand til den måde, hvorpå USA bekæmper terrorisme. Hvordan ser du på det?

»Pakistan og landets betydning for det, der foregår i Afghanistan, er et meget overset problem. Men frygten har været, at manglen på en regering i Pakistan kunne forværre problemerne med Taleban-militsens operationer hen over den afghansk-pakistanske grænse. Nu har en ny regering en mulighed for at anerkende, at terrorisme også er et problem for Pakistan. Det vigtigste er, at vi får en stabil pakistansk regering, der vil indgå et reelt partnerskab med regeringen i Kabul,« siger David Miliband, der mener, at omverdenen skal støtte den afghanske hær, som med 80.000 mand bekæmper Taleban-militsen og andre islamiske militante grupper i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan.

Iran
Som fast medlem af FNs Sikkerhedsråd har Storbritannien en afgørende indflydelse på det internationale samfunds svar på Irans omstridte atomprogram.

FN vedtog for nylig endnu en skærpelse af sanktionerne over for Iran, men det synes ikke at få regimet til at indstille berigningen af den omstridte uran.

Hvad er svaret, hvis Iran ikke giver efter?

»Det vigtigste er at gøre det klart for iranerne, hvad de opnår ved ikke at forsætte med at berige uran. Sagen er jo, at det store flertal af iranerne faktisk ønsker at engagere sig med omverdenen.«

Det blev ikke afspejlet i resultatet af parlamentsvalget for nylig, hvor de konservative kræfter, der står for konfrontation med Vesten, vandt stort?

»Det var jo et valg i anførselstegn. Jeg mener, at det var op mod 2.000 kandidater, der ikke fik lov til at opstille. Og hør nu her: Iranerne har et utrolig uddannet og kultiveret samfund og lad være med at undervurdere, i hvor høj grad de unge iranere gerne vil engagere sig med omverdenen.«

Men noget tyder på, at sanktionerne bare får iranerne til at holde sammen mod en fjende udefra?

»Ja, det er svært det her. Men Mellemøsten har en masse problemer i forvejen. Det har ikke brug for et våbenkapløb oveni, og det er det største problem ved iranernes berigning af uran,« siger David Miliband.

Der er dem, der mener, at problemet kan løses, hvis regimet i Iran får en garanti for, at det ikke bliver væltet af udefrakommende magter?

»Jeg er ikke interesseret i regimeskift, men i en ændret adfærd,« siger den britiske udenrigsminister, der gerne vil kommentere endnu et emne, som han finder vigtigt.

»Både Storbritannien og Danmark har vundet på globaliseringen. Derfor er det meget vigtigt, at vi holder sammen og argumenterer for større åbenhed – ikke mindre åbenhed. Svaret på globaliseringens problemer – ustabilitet, ulighed, usikkerhed er ikke mindre åbenhed, og her skal Danmark og Storbritannien stå sammen – også i en europæisk sammenhæng. Sikkerheden ved vore grænser, klimaforandringer, migration og handel er alle sammen emner, der skal tackles gennem en styrket europæisk rolle i det globale. Et Fort Europa er ikke svaret,« fastslår David Miliband.