Hvem skød Kennedy – og andre historier fra overdrevet

Jeg burde have anet uråd, men ignorerede alle faresignaler. En mand ved navn Madsen kunne vel ikke være komplet idiot og hans ven vel heller ikke. Også fordi de præsenterede sig som journalister, der var i gang med at kulegrave diverse sager.

Var det Lee Harvey Oswald, der skød John F. Kennedy? Berlingskes Washington-korrespondent har været den årlige prisuddeling og legatoverrækkelse i den nationale presseklub i Washington D.C. - og her blev han præsenteret for flere saftige historier. Fold sammen
Læs mere
Foto: STF

Der er to gange om året, hvor jeg her i USA har brug for min smoking. Den ene er den årlige prisuddeling og legatoverrækkelse i den hæderkronede og berømte klub for denne verdens ypperste journalister – den nationale presseklub i Washington D.C. Den anden er en årlig middag samme sted, som hovedsageligt drejer sig om at drikke sig fuld og spise god mad og sladre om dem, der ikke er til stede.

Men årets prisuddeling tiltrækker desværre alle mulige og umulige personer, som kun perifert har noget med aktiv journalistik at gøre. De slipper ind i klubben, fordi de kender en af dem, der får en pris.

Dette år var jeg inviteret til prisuddelingen af ingen ringere end min hustru, som sidder i en af legatkomiteerne – den der uddeler priser til unge, lovende journalister. Denne gang havde min bedre halvdel og hendes priskolleger valgt en ung kvinde, som ud over at være døv og lide af en sjælden nervesygdom, der betyder, at hun ikke kan mærke forskel på kulde og varme og heller ikke registrerer smerte, havde vist så afgørende journalistiske talenter, at hun fik et legat til at læse videre.

Den unge journalistspires gribende beretning og takketale fik mit gamle kyniske journalisthjerte til at banke lidt hurtigere. Tårerne hang i øjenkrogene over en så dejlig og samtidig rædselsvækkende historie. Rørt, som jeg var, glemte jeg for et øjeblik, at jeg var bordherre til en informationsmedarbejder fra et af denne verdens diktaturer, der gudhjæpemig havde den frækhed at klappe, da en anden af priserne gik til vores fængslede kolleger rundt om i verden.

Hvis ikke jeg generelt er et høfligt menneske, havde jeg sagt noget til hende. Men hun var gæst. Som jeg, selv om jeg også er fuldt medlem af klubben. Så det ville ikke være passende at bede hende om at forsvinde.

Nå, nu skulle man ikke lade sig slå ud så let. For da prisuddelingen var overstået, meddelte vores formand, at klubbens meget personlige medlemsbar var åben for alle. Også diktatorernes spindoktorer og andet rak fra det washingtonske overdrev. De blev nu lukket ind i de allerhelligste haller og kunne nyde betjeningen fra vores bars dygtige, men hamrende uforskammede bartendere.

Denne dag var de bare yderst høflige over for gæsterne og modtog os andre, som de plejer: Med ophøjet sarkasme og en personlig fornærmelse til alle, de kendte i forvejen. Jeg stod og hang og fik mit glas vin og havde modtaget min andel af fornærmelser, da jeg opdagede, at min hustru var faldet i snak med en mand i den anden ende af baren.

Jeg gik ned til dem og blev præsenteret for Madsen – en amerikaner hvis bedstemor havde været i den danske modstandsbevægelse. Bedstemoderen havde været redaktør på Land og Folk.

Madsen var en fin fyr. Han talte selvfølgelig amerikansk med det bredest tænkelige mål. Og hans kollega var med. Også en tilforladelig mand, der på amerikansk vis slog mig på skulderen og sagde, at vi skulle have en whisky. Jeg var overbevist om, at jeg var faldet i godt selskab.

Jeg ignorerede alle faresignaler. En mand ved navn Madsen kunne vel ikke være komplet idiot. Og hans ven vel heller ikke, også fordi de præsenterede sig som journalister, der var i gang med at kulegrave diverse sager.

Ganske vist burde jeg have anet uråd, fordi presseklubbens næstformand på et tidspunkt kom hen og hilste på mig og min kone. Hun hilste til gengæld ikke på de to andre. Tværtimod sendte næstformanden dem »blikket«, da de prøvede at være joviale. Det blik hun normalt kun sender af sted i de sidste timer af den årlige pressemiddag, hvor alle han-journalister flokkes om den unge kvinde.

»Nå, hun har bare haft travlt«, tænkte jeg uden at vide, hvad der lige om et øjeblik ramte mig.

Madsens ven begyndte at fortælle om sit arbejde. Madsen talte med min hustru. Men vennen fortalte mig om, hvordan han lige netop havde arrangeret et møde om den amerikanske efterretningstjeneste NSAs aflytninger af amerikanerne, men at der ikke var kommet ret mange.

»Det var da ærgerligt«, sagde jeg deltagende, for det er en historie, der faktisk interesserer amerikanerne. Og stadig anede jeg ikke uråd, indtil han standsede talestrømmen og spurgte, om jeg aldrig havde undret mig over, at Barack Obama havde været ansat i – og så nævnte han et firma i Chicago, som jeg aldrig havde hørt om.

»Næh, sagde jeg«, som sandt var.

»Det er en CIA-rugekasse for folk, som er udvalgt til senere at få samfundets højeste poster, og de har planlagt hans vej til præsidentposten allerede dengang,« sagde Madsens ven.

Ganske vist var jeg i gang med en whiskey, men jeg kunne mærke, at det her ville blive en lang aften, hvis ikke jeg slap væk. Men så let skulle jeg ikke slippe.

Jeg fik historien om Obamas vej til præsidentposten, mordet på Kennedy, Lee Harvey Oswald, som »aldrig affyrede et skud« og månelandingen, som aldrig er sket.

Og hvordan jeg slap ud? Min hustru havde fået samlet nogle andre, der kunne udtynde Madsens ditto synspunkter, så hun var ikke i knibe. Og hun reagerede med irritation, da jeg forsøgte at knibe hende diskret bagi. Til sidst gjorde jeg det, jeg burde havde gjort i starten. Tage den brutale udgang.

»Ærlig talt gider jeg ikke høre mere vås«.

Afleveret med så høj en stemme, at min hustru ikke var i tvivl om, at det var afgang.

Og mandens slutbemærkning?

»Du behøver ikke at råbe så højt. NSA kan alligevel høre alt, hvad vi siger«.