For journalister er afgåede topfolk en slags raritet ...

En gang om ugen reflekterer en af Berlingskes­ korre­spondenter eller en af redaktionens øvrige medarbejdere over et sted i verden, hvor de har slået sig ned, eller som de har et særligt forhold til. I denne uge taler Uffe Gardel med José Manuel Barroso og lytter til ham, selv om han ikke længere er EU-kommissionsformand.

04udlGardeltrotter.jpg

Engang i midten af 1990erne hørte jeg Elvis Costello på Roskilde Festival. Det var en døsig søndag eftermiddag, festivalens sidste dag. Costello optrådte sammen med Debbie Harry. Musik-teltet var halvfyldt, man kunne gå nogenlunde frit rundt, og såmænd også frem til scenekanten, hvis man ville det. Stemningen var afslappet og klubagtig.

Og pointen med denne lille erindring? Jo, ti år forinden havde Costello og Harry været topnavne i europæisk musik. De spillede på de store koncertsteder, ledsaget af hele det service- og sikkerhedsapparat med tilhørende skrigende fans, som omgiver de store rockstjerner. Nu var de steget ned fra firmamentet. De så ud til at more sig glimrende.

For journalister er afgåede topfolk en slags raritet. De tæller ikke rigtigt, fordi de jo ikke har den magt, de havde. Alligevel er det interessant at møde dem. Da de var i aktiv tjeneste, befandt de sig i luftlag langt over en avisjournalist fra et inferiørt land i Nordeuropa. Nu kan man tale med dem; de er blevet reduceret til menneskelig størrelse.

Forleden var jeg til en af disse internationale konferencer, som regelmæssigt bliver afholdt i den danske hovedstad; denne var en konference for regnskabsfolk og finanschefer. Den slags arrangementer er fagnørdede, men før alle seminarerne om Basel III-regler og fundingstrukturer og den slags havde arrangørerne inviteret den tidligere EU-kommissionsformand José Manuel Barroso til at diskutere Europas fremtid med chefredaktøren for bladet the Economist. Altså sådan en lille inspirations-opkvikker, før man skulle i gang med cash management og betalingssystemer.

Det gik livligt for sig; Economist-chefredaktøren, en spinkel kvinde i blå ærmeløs kjole, var udpræget pessimistisk på det gamle kontinents vegne, ikke mindst på grund af den forkludrede migrantkrise. Barroso var sit gamle jeg, gestikulerende og i hopla.

»Disse mennesker tager jo ikke til Rusland. Eller til andre af Assads venner. De vil til Europa, for her er godt at bo,« sagde han glad og så altså hele migrantkrisen som en slags folkeafstemning, hvor syrerne med fødderne stemmer ja til EU.

Bagefter gik jeg ud for at finde en kop kaffe. Dér stod Barroso. Han var ved at blive interviewet – ikke af verdenspressen, men af konferencens egne kommunikationsfolk. Bagefter var der en enkelt anden journalist fra et obskurt irsk webmedie, som lige skulle stille et par spørgsmål. Ingen af alle finanscheferne og cash management-eksperterne så ud til at have noget, de ville spørge Barroso om. Folk gik ubekymrede forbi manden, der for mindre end et år siden var en af de mægtigste i verden. Berlingske trængte sig på med et par spørgsmål.

Barroso lignede sig selv.

»Ærligt talt, vi er omkring 500 millioner mennesker, som bor i Europa. Det kan lade sig gøre,« svarede han på mit spørgsmål om, hvad vi skal stille op med de millioner, som kan være på vej mod Europa.

»Når det så er sagt, så er jeg opmærksom på de bekymringer, det kan fremkalde i nogle af vores samfund, men hvad er alternativet? Skal vi lade de mennesker drukne i havet eller skubbe dem tilbage igen?«

Og så understregede han, flere gange og helt uden at jeg spurgte, at det altså ikke er EU, som er i krise.

»Vi ville have denne krise med eller uden EU og Schengen. Når disse desperate mennesker prøver at finde en vej ind i Europa, så vil de finde den med eller uden EU, med eller uden Schengen. Ideen om, at det er et problem skabt af EU, er fuldkommen intellektuelt uærlig,« sagde den forhenværende kommissionsformand.

Interviewet kom aldrig i avisen. »Nej,« sagde redaktøren, »han siger jo sådan set ikke noget nyt, og vi har jo lige haft Lykketoft om flygtningene, såeh ...«

Sådan er dét. Når man er gået af, er man kun sig selv. Embedet er væk, personen er tilbage, og personen bliver bedømt alene på sine egne gerninger og meninger. Ikke alle toppolitikere og topdirektører er lige dygtige til at håndtere denne reduktion i størrelse og betydning. Ikke alle tidligere regeringschefer glider lige naturligt ind i rollen som elder statesman.

Det er heller ikke alle lande, det er lige godt at være forhenværende i. I Frankrig er præsidenterne næppe ude af Elysee-palæet, før der indledes politiefterforskning mod dem. I Danmark skal de forhenværende helst bare tie stille. Det var Poul Schlüter så god til, og derfor blev han så populær som eks.

Så er det nemmere i Tyskland; her har man ligefrem en hædersbetegnelse for de forhenværende: Altkanzler hedder en afgået regeringschef, og medmindre de som en Gerhard Schröder sætter al ære over styr, behandles de med respekt. Uanset partistøtteskandalen er Helmut Kohl stadig »Kanzler der deutschen Einheit«, og 96-årige Helmut Schmidt er Altkanzleren over alle gamle kanslere. Siden han gik af for en menneske-alder siden, har han skrevet bøger; om politik og om livet. Den sidste udkom i foråret og hedder »Was ich noch sagen wollte« – »Jeg skal lige huske at sige«. Bogen er blevet godt anmeldt og bliver sikkert læst.

Men Helmut Schmidt er et særtilfælde. Moralen er vel, at det man vil sige, det skal man huske at få sagt, mens der stadig er nogen, som lytter.