Fotomodel fanget i Kremls spind

Den 23-årige Anna Duritskaja er det vigtigste vidne til drabet på Putin-kritikeren Boris Nemtsov. Nu udsættes hun selv for et karaktermord.

For to et halvt år siden mødte Anna Duritskaja den 32 år ældre russiske politiker Boris Nemtsov. Idyllen endte 27. februar, da fire skud ramte den russiske oppositionsveteran i ryggen. Foto: Daria Buznikova/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 23-årige Anna Duritskaja var så bange, at hun ikke turde at komme til sin kærestes begravelse. Få timer før den russiske oppositionspolitiker Boris Nemtsov skulle stedes til hvile i Moskva, hastede hun mod lufthavnen og videre til sit hjemland, Ukraine.

»Jeg frygter for min sikkerhed,« sagde den unge kvinde med dirrende stemme til den russiske radiokanal Ekho Moskvy.

Forud var gået fire døgn, der havde hvirvlet Duritskaja længere og længere ind i de senere års mest spektakulære mordsag i Rusland. Hendes kæreste gennem knap tre år, Boris Nemtsov, blev skudt og dræbt for øjnene af hende. Mordet skete på åben gade, da de to var på vej hjem efter en middag på en restaurant ved den Røde Plads i Moskva. Det var hende, der ringede efter politiet, og det er hende, der er kronvidnet til mordet på en af den russiske præsidents mest vedholdende kritikere.

Er blevet truet på livet

Få timer forinden havde Boris Nemtsov kaldt Ruslands præsident, Vladimir Putin, for en »patologisk løgner« i et radiointerview. Nemtsov forberedte desuden offentliggørelsen af en rapport om den mørklagte indsættelse af russiske soldater i Ukraine. Den 55-årige partileder var også blandt arrangørerne af en planlagt oppositionsmarch to dage senere.

 

Men sorgen over Boris Nemtsov er ikke det eneste, den 23-årige ukrainske statsborger har måttet bære siden mordet. Anna Duritskaja er blevet truet på livet. Hun er nu under politibeskyttelse i Ukraine. Og i det politisk betændte efterspil til drabet er hun blevet mål for noget, der ligner et karaktermord i de statslige russiske medier.

Ruslands statslige TV-kanaler har beskyldt hende for at være mere escortpige end kæreste til den dræbte, selv om den eneste kilde til den påstand er en ukrainsk journalist med tætte bånd til Kreml.

»Hvor mange elskere havde Anna Duritskaja?« spurgte den regeringskontrollerede Kanal 1 i den bedste sendetid.

Kanalen beskyldte også den unge kvinde for at have haft et forhold til en kendt ukrainsk ultranationalist. Det sidste viste sig at være løgn.

 

Også Ruslands magtfulde efterforskningskomité, der hører direkte under præsident Putin, har fremsat en lang række teorier, der alle har at gøre med skumle ukrainske hensigter om at »destabilisere« Rusland frem for mistænkte blandt Vladimir Putins støtter. En af efterforskningskomitéens teorier er, at mordet på Boris Nemtsov er et jalousidrab og Anna Duritskaja dermed er en mulig årsag til mordet.

»De fleste af efterforskernes teorier handler om Anna Duritskaja,« lød det på Kanal 1, der også luftede muligheden for, at hun kunne være »ukrainsk agent«.

Intet i Duritskajas fortid tyder på nogen særlig interesse for politik. Hun kommer fra beskedne kår i landsbyen Bila Tserkva en times kørsel uden for den ukrainske hovedstad. Hendes mor er sygeplejerske og faderen bygningsarbejder. Som 19-årig var hun i nogle måneder tilmeldt et kontaktbureau, der lovede ukrainske kvinder en gylden fremtid sammen med en mand fra Vesten.

Hun læste senere på Kievs Økonomiske Universitet, men drømte om at blive skuespiller. Under sine studier forsøgte hun at gøre karriere som model. Den karriere tog dog aldrig fart. Den jordbundne pige fra landet gad ikke gå på sultekur, og hun klædte sig aldrig overdådigt, siger en barndomsveninde til den russiske avis Komsomolskaja Pravda.

»Hun er ikke så politisk. Hun er ikke interesseret i det. Hun levede som de fleste unge. Biografture, fester og sociale netværk,« siger veninden til avisen.

Afhørt i timevis af russisk politi

For to et halvt år siden mødte hun den 32 år ældre russiske politiker Boris Nemtsov. I begyndelsen var hendes mor stærkt imod forholdet, senere ændrede hun mening.

»Ingen har behandlet hende så godt. Han var hendes livs kærlighed,« sagde moren, Inna Duritskaja, til den ukrainske TV-kanal 1+1 om Boris Nemtsov.

 

Idyllen endte 27. februar, da fire skud ramte den russiske oppositionsveteran i ryggen. Anna Duritskaja blev afhørt i timevis af russisk politi. Siden blev hun holdt i husarrest i en lejlighed i Moskva i tre døgn, fortalte hun den russiske TV-kanal Dosjd. Hun så ikke morderen, siger hun. Kun den lyse bil, som politiet har identificeret som flugtbilen. Hun ryster på hovedet ad teorien om, at mordet på oppositionspolitikeren skulle være et jalousidrab.

»Jeg tror ikke, at det var jalousi. Den slags trusler var der ingen af,« sagde Anna Duritskaja i interviewet.

Der var til gengæld andre. Boris Nemtsov har modtaget flere dødstrusler fra Putin-loyale nationalister, siger hans advokat Vadim Prokhorov til avisen Daily Telegraph. En truede kort før mordet med at »smadre hans hoved med en hammer«.

»Jeg tror, der foregår en efterforskning, men det er også mit indtryk, at de koncentrerer sig om teorier, der er belejlige for Putins regime,« siger Vadim Prokhorov.