EUs 2020-budget er godkendt og klar til klimakamp

Over 252,2 milliarder kroner skal gå til klimainitiativer i EUs 2020-budget.

EUs budget for 2020 er endelig på plads og har blandt andet et øget fokus på klimakampen.

Sent mandag aften afsluttede parlamentet og EU-landene budgetforhandlingerne i Bruxelles og kom frem til et budget i 2020 på godt 168,7 milliarder euro - svarende til cirka 1261 milliarder kroner.

Det fremgår af en pressemeddelelse tirsdag.

»Næste års budget øger støtten til EUs prioritetsområder og de programmer, der har opnået de bedste resultater.«

»Det sikrer også en realistisk tilgang, som tager hensyn til skatteydernes interesser og behovet for at løse de nye udfordringer, der måtte opstå i 2020,« siger EU-landenes chefforhandler for 2020-budgettet, Kimmo Tiilikainen, i meddelelsen.

21 procent af budgettet bliver øremærket til fordel for klimatiltag og eksisterende programmer som eksempelvis EUs innovationsprogram, Horizon 2020.

Det får et løft på 8,8 procent sammenlignet med 2019 til omkring 100 milliarder kroner.

Energisegmentet i EU-infrastrukturfonden CEF, der fokuserer på vedvarende energi i infrastrukturen, får også et løft på 35 procent sammenlignet med 2019 til omkring 9,5 milliarder kroner.

De aftalte tal bygger på den forudsætning, at Storbritannien fortsat vil deltage fuldt ud i finansieringen og gennemførelsen af EUs budget for 2020.

EUs budget fordeles på forpligtelser og betalinger.

Førstnævnte er EUs juridiske forpligtelse til at bruge penge på eksempelvis tilskud eller kontrakter i enten det indeværende eller kommende år.

Betalingerne dækker udgifter, der skal betales i det indeværende år.

For 2020 har EU budgetteret forpligtelser for 168,7 milliarder euro og betalinger for 153,6 milliarder euro.

Parlamentet og EU-landene har nu 14 dage til at afgive en skriftlig godkendelse af budgettet.

/ritzau/