EU-lande opgiver at sætte mål om klimaneutralitet i 2050

I stedet for at fastsætte et fælles mål om klimaneutralitet, henviser EU-lande til FN-klimaaftalen.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: Tim Wimborne

EU's stats- og regeringschefer kan ikke blive enige om at binde alle EU-lande til et mål om klimaneutralitet i 2050, selv om et overvældende flertal af landene ville netop dette.

Det er anden gang på tre måneder, at ambitionerne om klimamålet falder til jorden i mødelokalet med de 28 stats- og regeringschefer.

I konklusioner fra torsdagens møde har man erstattet årstallet, der har delt stats- og regeringscheferne i en meget stor og en meget lille gruppe, med en henvisning til FN-klimaaftalen i Paris. Det bekræfter en diplomat.

Dog har de noteret, at et stort flertal af EU-landene skal være klimaneutrale i 2050.

Konklusionerne fra topmødet er endnu ikke offentliggjort, da mødet ikke er slut.

For miljø- og klimaorganisationer har det været helt afgørende, at EU-landenes stats- og regeringschefer gav hinanden håndslag på 2050.

Dermed ville Europa kunne lægge pres på resten af verden på et FN-klimamøde i New York 23. september.

Det så længe ud til, at 2050 faktisk ville blive et fælles EU-mål. Årstallet fremgik af udkast til konklusionerne sidst på eftermiddagen torsdag.

Det hedder i dokumentet, at man vil bestræbe sig på at være klar med en langsigtet strategi for klimaet i begyndelsen af 2020.

Klimaneutral eller CO2-neutral betyder, at balancen mellem udledning af drivhusgasser går i nul med optagelsen af drivhusgasser.

Polen har ført an i modstanden mod at fastsætte 2050 som mål. Enkelte andre lande har støttet Polen. Men de seneste uger har flere lande - herunder Tyskland - tilsluttet sig lejren af tilhængere af 2050.

I den internationale FN-klimaaftale fra Paris i 2015 hedder det, at man vil holde den gennemsnitlige temperaturstigning godt under to grader celsius målt mod førindustrielt niveau.

Man vil også forsøge at bestræbe sig på, at den maksimalt når 1,5 grader celsius.

Det støtter EU's stats- og regeringschefer med torsdagens aftale.

Men beregninger fra EU-Kommissionen viser, at EU skal være klimaneutralt i 2050, hvis man skal leve op til FN-aftalen.

Eksperter og klimaaktivister har påpeget, at det gør enorm forskel, om EU fastsætter et mål om klimaneutralitet i 2050, da EU-Kommissionen dermed vil tage konkret højde for dette, når nye forslag fremlægges.

Det vil også give investorer tryghed til at bruge penge på klimainitiativer, hvis der er et konkret politisk pejlemærke.

/ritzau/