Ekspert i jordskælv: Dødstal skyldes kollapsede huse

De mange omkomne i Ecuador skyldes, at bygningerne ikke er konstrueret til kraftige jordskælv, siger ekspert.

Det har kostet mange mennesker livet, at husene i Ecuador ikke er bygget til at modstå jordskælv af den styrke, som natten til søndag dansk tid ramte ud for landets Stillehavskyst med en styrke på 7,8.

Det vurderer forsker i seismologi ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU, Imad Mualla.

- Når så mange bliver dræbt, er det hovedsageligt, fordi bygningerne er for dårlige, siger han.

- Blandt andet er en bro kollapset. Det tyder på, at både broen og bygningerne ikke er designet til at modstå jordskælv.

Søndag aften meldes der om mindst 233 dræbte, mens antallet af sårede ligger på knap 600 ifølge nyhedsbureauet AFP. Det er en tredobling af dødstallet i forhold til den melding, myndighederne kom med efter den første nats redningsindsats.

Jordskælvet har forårsaget store materielle skader, især i havnebyen Guayaquil.

- Ingeniørerne i Ecuador har måske heller ikke forventet, at der ville ramme et så kraftigt jordskælv, siger Imad Mualla.

Han er selv en af hjernerne bag et lille dansk firma Damptech, som arbejder med at sikre blandt andet bygninger og broer mod jordskælv, storme og flodbølger.

Jordskælvet i Ecuador er det værste i nyere historie, og landets vicepræsident, Jorge Glas, oplyser, at der er indført undtagelsestilstand.

/ritzau/