Diplomater: Historisk atomaftale med Iran er underskrevet

Efter mere end to ugers forhandlinger i Wien har Iran og 5+1-landene indgået en aftale om det iranske atomprojekt

Spidserne i den iranske delegation samlede på balkonen på hotel Palais Coburg i Wien, hvor maratonforhandlingerne har fundet sted. Fra venstre viceudenrigsminister Abbas Araqchi, udenrigsminister Mohammad Javad Zarif, viceminister for europæiske og amerikanske affærer Majid Takht-Ravanchi og Hossein Fereydoun, præsidentens bror. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOE KLAMAR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Aftalen, der ifølge vestlige og iranske diplomater allerede er underskrevet, forventes officielt annonceret af EUs udenrigschef Frederica Mogherini og Irans udenrigsminister Javad Zarif klokken 12.45 dansk tid.

Udenrigsministrene fra den såkaldte 5+1-gruppe, der består af Tyskland og de fem permanente medlemmer af FNs sikkerhedsråd, Storbritannien, USA, Rusland, Kina og Frankrig, forventes at holde et sidste møde i hovedkvarteret for FNs Internationale Atomenergiagentur (IAEA) i Wien klokken 10 dansk tid.

»Alt det hårde arbejde har båret frugt, og vi har lukket aftalen. Gud velsigne vores folk,« udtaler en iransk diplomat til Reuters. I går tweetede den iranske præsident, Hassan Rouhani, at behandlingerne havde båret frugt, men det tweet blev hurtigt slettet igen, da der stadig var enkelte detaljer, der skulle på plads mellem forhandlingsparterne.

Iran og 5+1-landene indgik en rammeaftale i april. Men i løbet af den seneste forhandlingsrunde er tidsfristen blevet udsat fire gange, fordi parterne ikke kunne nå til enighed.

Siden 2004 har Vesten forhandlet med Iran for at nå en aftale, der har til mål at sikre, at Iran ikke udvikler sig til en militær atommagt. Men det var først efter Hassan Rouhanis valgsejr i 2013, at Iran opprioriterede forhandlingerne og muliggjorde en aftale, der i høj grad også er lykkedes på grund af den amerikanske præsident Barack Obamas ambitioner om at nå en aftale.

Iran og USA har ikke haft diplomatiske forbindelser siden præstestyret tog magten i Iran i forbindelse med revolutionen mod shahen i 1979.