Dagbog fra Bali: En klimaforandring, der vil noget

Berlingske Tidendes udsendte medarbejder Caus Kragh skriver fra FNs klimakonferende på Bali, hvor han trak co2-spor fra Bruxelles til "Gudernes ø".

Ikke kun udenlandske miljøaktivister er på Bali. De lokale kan også selv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Tumbelaka / AFP

Dette er en klimaforandring, der vil noget.
Silende decemberregn i Bruxelles skiftet ud med tropehede på Bali.

På hovedgaden i Kuta står julemanden og sveder over for den store shopping mall, hvor turisterne hygger sig med paneret kylling fra KFC og caffe latte fra Starbuck’s.
Nede ved stranden sender en gigantisk gummiged dieselskyer i hovedet på de britiske turister, der uden tvivl føler sig hjemme i Manchester, hvis det da ikke lige var for temperaturen på cirka 30 grader og 85 pct. luftfugtighed.

Turen til klimakonferencen på Bali begyndte fredag morgen kl. 5.00. Brusebad, ristet brød og espressokaffe. Taxaen til lufthavnen i Bruxelles ringer på hoveddøren 5.30 som aftalt.

Til ære for Dem, kære læser, trak Berlingske Tidende i løbet af 24 timer et spor af co2 fra Bruxelles over Frankfurt og Kabul i 37.000 fods højde via Taiwan til byen Denpasar på ’Gudernes ø’, som Bali kaldes i turistbrochurerne, der ikke fortæller meget om byggekranerne og masseturisme i Kuta.

Er det ikke netop absurd – kunne man spørge - at rejse så langt væk for at skrive om, at verden bør nedbringe udledningerne af co2? Er det ikke absurd, at op imod 15.000 mennesker – heraf masser af overbeviste naturfreaks - rejser fra hele verden for at fortælle hinanden alt det, vi godt ved i forvejen: At vi skal køre i mindre biler. At vi skal spare på strømmen. At vi skal isolere husene. At vi skal nedbringe co2-udslippene fra jetflyene.

Men på den anden side: Formålet med den globale klimaøvelse er vel ikke, at vi alle skal gå i islandske sweatre; at vi kun skal spise kartofler, gulerødder og hvidkål og at ferien fremover skal foregå med hestevogn i Himmerland.

Globalisering er i øvrigt andet end klimaforandringer.
Taxa-chaufføren i Bruxelles er af tyrkisk oprindelse, og spørgsmålet kommer med det samme, da han hører, at jeg er dansker.
”Hvad jeg syntes om tegningerne af Muhammed?”
”Joh, nu var det jo kun de radikale imamer, der for alvor var sure,” begynder jeg.
”Ja, det er også rigtigt. Men man skal ikke håne hinanden,” siger han
”Nej, men på den anden havde vi jo brug for Voltaire og alle mulige andre til at kritisere den katolske kirke for 2-300 år siden.”
Chaufføren har tilsyneladende et horn i siden på Saudi-Arabien.
”De har så travlt med deres religion. Men det handler jo om penge. Hvis 1,3 mia. muslimer skal til Mekka, så er der mange penge at tjene. Og så er det Bin Laden-familien, der har bygget det hele.”

Også på Bali har Saudi-Arabien i løbet af den første uge fået tørt på. Det store olieproducerende arabiske land fik således prisen som ’dagens fossil’ af miljøgruppen Avaaz, der er en af de mange NGO’er, der gør deres stemme gældende på den indonesiske ferieø.

I Taipeh lufthavn trækker det for alvor sammen til klimakonferencen i gruppen af rejsefæller. I begyndelsen er tyskerne i overtal. Fodformede sandaler, løstsiddende bukser og enkelte orangefarvede tshirts, som en slags hilsen til de hinduistiske munke på Bali.

Lidt senere ankommer en gruppe amerikanere, og snart er en flok midaldrende kvinder - der efter udseendet at dømme snarere stemmer demokratisk end republikansk – allerede i gang med diskussionen om, hvad konferencen om klimaforandringerne skal føre til.

Fra Taiwan går turen i den store nye airbus fra China Airlines ned over Filippinerne og Manila, inden vi flyver ind over Bali i så lav højde, at de lokale fiskere må finde sig i tsunami-lignende bølger.

Tropeheden rammer de nyankomne som en mur. Men da først sveden er skyllet af, og den blå himmel betragtes fra vandret liggende stilling i poolen, er det i første omgang svært at beklage sig over klimaforandringen.