Dagbog fra Bali: Knytnæven i paradiset

Berlingske Tidendes journalist dækker klimatopmødet på Bali. Men han ser også mødet gennem egne briller.

Miljøaktivister er i gang med en aktion på Balis Kuta Beach. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jewel Samad / AFP

KUTA BEACH: Søndag morgen i Kuta Beach, Balis løsslupne surfer- og turistparadis.

Ølflasker og cigaretskod på trappesten vidner om nattens fest, mens balinesiske kvinder på fortovet arrangerer deres små ofringer til guderne i palmeblade, med blomster, en lille kiks og en røgelsespind.

Klimakonferencen holder fridag. Men i turistboderne falbyder de handlede fortsat deres enorme udbud af varer: Skræddersyede jakkesæt, solbriller, surfbrædder, bikinier, håndskårne peniser og smagløse kopier af nazistiske hjelme.

Symbiosen mellem den balinesiske happy-hindu-attitude og turisternes hæmningsløse fest- og shopping-iver synes total.

Wanjea, 32 år og motorcykelchauffør, sælger ’transport’ til den, der har brug for det.
Lige nu sidder han blot og betragter den stille men tiltagende trafik af taxier og turister på hovedgaden JI Legian.

Ude på kørebanen markerer en brolagt mosaik det sted, hvor den islamistiske terrorisme lørdag 12. oktober 2002 smadrede sin vredladne knytnæve i synet på det frisindede Bali.

Det er Balis ’ground zero’, som Wanjea siger

Nogle sekunder forinden havde en selvmordsterrorist sprængt sig selv og sin rygsæk i luften på Paddy’s Bar ovre på den anden side af gaden. Eksplosionen fandt sted ved midnatstid, hvor festen var på sit højeste, og de opskræmte turister væltede ud i den smalle gade i panik.

Netop på dette tidspunkt sprængtes bomben hér foran diskoteket Sari Club. Adskillige bygninger blev jævnet med jorden. 200 mennesker blev dræbt. 300 såret. 23 nationer berørt.

I dag samles mødre, fædre, bedstemødre og søskende – måske pårørende, måske blot turister - med dæmpede stemmer og triste miner ved monumentet på gadehjørnet over for grunden, som husede Sari Club, og som i dag fem år efter endnu er ubebygget.

”Lise Tanghus Knudsen, Laerke Cecilie Bødker og Anette Overgaard Knudsen,” lyder tre af navnene skrevet med guldskrift på den sorte mindeplade.

Wanjea slår øjnene ned, når han taler om dagen for godt fem år siden.

”Det var måske folk fra Java. De er måske vrede på Vesten. Måske er det noget med politik,” siger Wanjea, der selv er hindu som hovedparten af Balis befolkning på godt 3 mio. mennesker.

”Jeg så ham fjernsynet. Han havde sådan et skæg og en kalot.”

Wanjea henviser til den radikale imam Abu Bakar Bashir fra organisationen Jemaah Islamiyah, der menes at have været hjernen bag attentatet.

Bashir fik 30 mdr. fængsel for deltagelse i en terroristisk sammensværgelse – en straf der på grund af sin mildhed blev mødt med vrede både på Bali og i Australien, som mistede det højeste antal statsborgere ved attentatet.

Tre år senere – i oktober 2005 – gentog Jemaah Islamiyah udåden i Kuta få hundrede meter fra Sari Club. Denne gang døde 20 mennesker – heraf 15 indonesere.

Terrorangrebene har ramt Balis turistindustri, der udgør omkring 40 pct. af den officielle økonomi, hårdt. Og grundige undersøgelser af taxiers undervogne med spejle og check-points ved luksusenklaven Nusa Dua, hvor klimakonferencen finder sted, viser, at terrorfrygten stadig hænger ved.

”Men det begynder at gå bedre,” siger Wanjea.

Og ’Gudernes ø’ går fortsat for at være et eksempel på fredelig sameksistens mellem mennesker af et hav af racer og religioner.

Muslimer og kristne har deres moskéer og kirker blandt hinduerne, der udgør et markant overtal. Og man ser kun relativt få af de muslimske hovedtørklæder, som er så udbredte på Java og i de andre dele af Indonesien, hvor den muslimske tro i dag overskygger den hinduisme, som var den mest udbredte i det store ø-rige, indtil hindu-kongen Bali Aga gik i eksil med sit Majapahit-kongedømme Majapahit på Bali.