Al-Qaeda hævdes bag blodige attentater i Algier

Bomber eksploderer foran forfatningsdomstolen og en FN-bygning i Algier. Al-Qaeda-relateret gruppe står bag, siger landets regering. Adskillige dræbte.

To bilbombeattentater i Algeriets hovedstad, Algier, blev udført af Salafistgruppen for Bøn og Kamp (GSPC), oplyser landets indenrigsminister, Noureddine Yazid Zerhouni, med henvisning til den nordafrikanske gren af terrornetværket al-Qaeda.

- Vi er sikre på, at GSPC står bag, sagde Zerhouni på et pressemøde, hvor han tilføjede, at 24 mennesker med sikkerhed blev dræbt ved attentaterne. 177 personer blev kvæstet.

Tidligere tirsdag sagde hospitalskilder, at mindst 67 var dræbt ved de to bilbombeattentater.

Den første bombe eksploderede i en skolebus foran landets forfatningsdomstol, og flere studerende i bussen meldes dræbt. Den anden bombe gik af foran FN's Flygtningehøjkommissariats (UNHCR) bygning i den velhavende bydel Hydra.

- Jeg er ikke i tvivl om, at FN var målet, siger FN's flygtningehøjkommissær, Antonio Guterres, til BBC.

I Geneve oplyste en talsmand sent på eftermiddagen, at mindst en FN-ansat er blandt de dræbte, mens andre 13 savnes. Tirsdag aften meddelte algiersk tv imidlertid, at fem mennesker er bragt levende ud af ruinerne fra FN-kontoret.

/ritzau/