Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Klidmostre, økoflippere, glaspustere, keramikere, manbuns og store skæg søger ny guru

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Ny guru søges

Jarl Cordua

Åndelig vejleder for Alternativet, Uffe Elbæk, bekendtgjorde for nylig i et gadekryds på Frederiksberg, at han til februar - og efter et langt tilløb i stil med Frank Sinatra - endelig vil overlevere sit politiske projekt. Klidmostre, økoflippere, glaspustere, keramikere, manbuns og store skæg må derfor nu dages og vælge ny guru i deres midte.

Opgaven bliver til tonerne af John Paul Young at danse ny kærlighed i luften og ind i den hensygnende bevægelse. I den sidste tid har stemningen omkring Alternativet ellers snarere ledt tanker hen på Døden fra Lübeck  i grønt strutskørt og Danse Macabre omkring spærregrænsen.

Groft sagt kommer til at savne Elbæk og navnlig den alternative tilgang til politik, hvor han med stor selvsikkerhed konsekvent satte foden forkert. Her vil især hans legen statsministerkandidat og fravalget af rød bloks forståelsespapir stå som monumenter over fejlbedømmelserne. En ny leder stævner nu ud på en selvsikker selvmordsmission. Groft sagt ønsker: God vind.

Tak til Mossad

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

For nylig løb en af de største anti-terroroperationer af stablen i Danmark. Politiet og Politiets Efterretningstjeneste var på pletten og hentede 20 formodede terrorister ind til afhøring. Politiet holdt et stående pressemøde, men man nægtede at svare på spørgsmål. Ikke desto mindre var selv politi-skeptiske politikere som Morten Østergaard fulde af ros over indsatsen.

Nu er det kommet frem, at alle oplysningerne om de 20 mulige terrorister er skaffet til veje og bearbejdet af den dygtige israelske efterretningstjeneste, Mossad, via kilder i Syrien. Det står også klart, hvorfor dansk politi var så tavse om baggrunden for operationen. Groft sagt opfordrer nu til, at alle danske politikere sporenstregs sender en tak til Mossad og Israel. Uden hjælpen herfra var det ikke gået.