Vejrudsigten er nådig, københavnerne er sultne (og tørstige), og 21. april er der igen mulighed for at glemme alt om madlavning og indtage frokosten eller middagen ude i byen.
Med den seneste aftale kan restauranterne både tilbyde gæster et bord inde og ude. Med den væsentlige forskel, at man skal vise et coronapas, hvis man vil sidde indenfor.
Men fortvivl ej, hvis ikke du har fundet tid til test. Så kan du nemlig stadig slå dig ned på de restauranter, der har udeservering. Her er vores anbefalinger til steder, der alle serverer et godt måltid - også under åben himmel.
Kødbyen

Vesterbros hippe hangout er klar til at tage imod københavnerne:
Kødbyens Fiskebar
Fiskebaren har siden 2009 serveret det bedste fra havet. Den er også med, når genåbningen træder i kraft, og så er der både fisk og skaldyr på menuen. Og cocktails, hvis man skulle have brug for en ekstra promille efter måneder bag lukkede døre.

Hvor: Flæsketorvet 100, 1711 Kbh. V
Fleisch
Hos Kødbyens kombinerede slagter og restaurant, Fleisch, er der fuldt menukort til frokost og aften med klassikere som jerseyhøjreb og pighvar med hestebønner. Her er også forårsbebudere som asparges med hollandaise og rabarber på menuen, og så er der basis for smørrebrød på frokosttallerkenen. Eventuelt ledsaget af en god cocktail.

Hvor: Slagterboderne 7, 1716 Kbh. V
Gorilla
Med 150 pladser udendørs åbner Gorilla med et opdateret menukort – som altid med masser af pastaretter, der kombineres med eksempelvis knivmuslinger, karl johan, okseskank eller kanin. Er man særligt sulten, er den store gorillamenu med 10 serveringer også en mulighed. Og så er der forårsindslag som hvide asparges med morkelsauce og spejlæg.

Hvor: Flæsketorvet 63, 1711 Kbh. V
Paté Paté
Kødbyens ældste restaurant, Paté Paté, er kendt for sit sydfranske køkken, der samtidig har inspiration fra Spanien. Restauranten åbner med en særlig udendørs menu, der blandt andet tæller oksetatar, stegt rødspætte, østers og falafler – og i større skala Beef Wellington med nye grøntsager og pebersauce, for ikke at tale om kokosmarengs og flødeboller fra Mark Hermann.

Hvor: Slagterboderne 1, 1716 Kbh. V
Det øvrige København
Pastis
Det livlige, ærkefranske brasserie Pastis i Gothersgade er efterhånden blevet en af byens klassikere. Pastis har plads til 50 gæster ad gangen på den overdækkede terrasse foran restauranten, så indehaveren, Mikkel Egelund, tager springet og kaster sig ud i udendørsservering. Det bliver med fuld menu, for Mikkel Egelund er bange for, at de mange stamgæster vil blive sure, hvis ikke de kan få klassikere som steak frites, kanin med cassoulet og bouillabaisse.

Hvor: Gothersgade 52, 1123 Kbh. K
Bar La Una
I Oehlenschlægersgade på Vesterbro finder man Bar la Una, som kalder sig selv vinbar, men i realiteten er et klassisk osteria. Maden er autentisk italiensk uden unødvendig fims og råvarerne fra små, danske kvalitetsproducenter. Bar la Una kører med fuld menu ude (20 pladser), det samme gælder naboen Bevi Bevi (12 pladser).

Hvor: Oehlenschlægersgade 53A, Kbh. V
Ricemarket
Af Kiin Kiin-koncernens mange asiatiske restauranter åbner kun én for udendørsservering, og det er Ricemarket på Kultorvet, fordi den i forvejen kører frokost og udeservering. Ricemarket, som kalder sig selv en pan-asiatisk bistro, åbner ude med den fulde a la carte-menu (hovedretter mellem 145-195 kroner), som er mest præget af det thailandske køkken.

Hvor: Hausergade 38, Kbh. K
Almanak
Almanak, som ligger i The Standard-komplekset (den gamle flyvebådsterminal) i Havnegade, har en stor terrasse ud til Inderhavnen. Her åbnes for frokost i weekenderne fra kl. 12-14 og fra kl. 14-16. Køkkenchefen, Christian Hoffmann, har sammensat tre forskellige klassiske smørrebrødsfade, som tæller blandt andet sild, tatar og kyllingesalat.

Hvor: Havnegade 44, Kbh. K
Strandmøllekroen
Denne klassiske kro har en stor terrasse ud til Øresund i Klampenborg, hvor man åbner for frokostservering. Den let begrænsede menu står på smørrebrød, både af den klassiske skole med sild og rødspættefilet og af den mere innovative slags, hvor man blandt andet kan finde stykker som frikadeller på sortfodsgris og jomfruhummer med Rød Løber-ost.

Hvor: Strandvejen 808, 2930 Klampenborg
Lumskebugten
Erwin Lauterbachs Lumskebugten ved Nordre Toldbod åbner for udendørs frokostservering. Menuen er endnu ikke helt klarlagt, men normalt er der tale om en blanding mellem relativt klassisk smørrebrød med enkelte innovative indslag suppleret med lette fiskeretter, og så har Lauterbach som altid er par vegetariske og veganske menuer.

Hvor: Esplanaden 21, Kbh. K
56 grader
Der er masser af pladser til gæster i et dejligt miljø uden for 56 grader ved Refshaleøen, som holder udeåbent torsdag til søndag fra kl. 12.00-20.00. Kortet er tilpasset situationen med et caféagtigt tilsnit med retter som blandt andet salat, sandwich og tatar.
Hvor: Krudtløbsvej 8, Kbh. K
Ravelinen
Hvis vejret er bare nogenlunde, er det helt rigtige sted at sidde ude Ravelinen ved volden på Christianshavn. Stemningen minder umiskendeligt om de små familiehaver ved Frederiksberg Have med rødternede duge på bordbenene og perlegrus på jorden. På frokostkortet finder man først og fremmest en lang række forskellige stykker smørrebrød, mens aftenkortet er domineret af varme numre som tarteletter, wienerschnitzel og bøf.

Hvor: Torvegade 79, Kbh. K
Maison
I 2019 slog Maison dørene op for frankofile og andre med hang til bourgogne og klassiske retter som østers, rosérejer, jomfruhummer, pighvar, peberbøf og landkylling. Det er Rasmus Oubæk – også kaldet bearnaisekongen – der sammen med Jesper Marcussen står bag den franske kombinerede restaurant og vinbar, der er med i næste uges udendørs genåbning.

Hvor: Dronningens Tværgade 43, 1302 Kbh. K
Pluto
Her er plads til cirka 80 udendørs gæster, og hvis ellers man har husket at booke bord, går man ikke forgæves fra på onsdag. Også her er der 10 serveringer »FamilyStyle«, som sammensættes af køkkenet, og desuden a la carte og et hav af snacks som gillardeau-østers, croquettes og vagtellår. Mens der var coronalukket, indrettede Pluto desuden en vinbar i nabolokalet, hvor man også kan bestille både mad og drikke.

Hvor: Borgergade 16, 1300 Kbh. K
PS Bar & Grill
Sovino Brands står bag 11 restauranter i København – blandt andre PS Bar & Grill henholdsvis på Østerbro og i København K. De åbner begge onsdag med et menukort, der både indeholder snacks og større retter som ribeye, oksemørbrad eller fisk, der kan nydes på terrassen.

Hvor: Pilestræde 12A, 1112 København K / Østerbrogade 106, 2100 Kbh. Ø
Trattoria Fiat
Det samme gælder en af Sovinos andre restauranter Trattoria Fiat, der – som navnet antyder – har kastet sin kærlighed på det italienske køkken. På menuen finder man blandt andet en række pastaretter, grillet blæksprutte, gratineret aubergine, pizza bagt i stenovn og sprød kejserhat.

Hvor: Kongens Nytorv 18, 1050 Kbh. K
Ravage
Også på naborestauranten på Kongens Nytorv er der mulighed for at få et udendørs måltid. Her står menuen på alt fra »havets frugter« til lammekrone, pariserbøf og rødspætte. Vinkortet er franskinspireret, men kommer også omkring Californien, New Zealand, Østrig og Italien.

Kongens Nytorv 16, 1050 Kbh. K
Mere mad under åben himmel

Og … fik du ikke booket bord, er der rig mulighed for at gå om bord i enten Reffen eller Broens Madmarked, der åbner med nyheder fra hele verden. Og fra noget så københavnsk som Aamanns, der er rykket ind i et såkaldt containerkøkken, hvorfra restauranten langer højtbelagt smørrebrød i en særlig street-foodvariant over disken.