Kært flipperbarn har mange navne. Aramis, Lorenzo Woodrose og Guf er alle aliaser for Uffe Lorenzen, som har været en flittig aktør på den danske undergrundsscene i mere end 20 år.
Lad os for nemheds skyld kalde ham for Guf her, da flest nok kender ham under det kælenavn. Med tiden har han fået status som dansk syrerocks ukronede konge.
Som frontfigur i garagerockerne Baby Woodrose og neohippie-kultbandet Spids Nøgenhat har Guf skabt sin egen trippede niche i moderne dansk rock.
Som et syrebarn af en svunden tid har han upåvirket af tidens trends dyrket sin kærlighed til 60erne og 70ernes udkoksede psykedeliske klange, hvor bands som The 13th Floor Elevators og Love samt danske syrepionerer som Furekåben er hørbare referencer.
Men at musikertilværelsen langt fra altid er rosenrød, illustreres i dokumentarfilmen »Born To Lose – En film om Lorenzo Woodrose« og biografien »Mere Lys – Historien om Spids Nøgenhat«, der på hver sin måde tegner et grundigt og (k)ærligt portræt af mennesket og musikeren Guf og det miljø, han på godt og ondt står i centrum for.
For det koster at dedikere sig helhjertet til den bevidsthedsudvidende sag, hvor svampetrips, joints, bajere og syrerock skal forenes med deltidsarbejde og betalt husleje.
Instruktør Palle Demant har fulgt Guf fra 2011 og fire år frem. Det er der kommet et smukt outsiderportræt ud af, som i sin intimitet tåler sammenligning med mesterlige musikerportrætter som Jeff Feurzeigs »The Devil and Daniel Johnston« og Keven McAlesters uforglemmelige film »You’re Gonna Miss Me« om den plagede, texanske psych-konge Roky Erickson.
I filmen kommer vi helt tæt på Guf. Både når det er med rock’n’roll-stilen på, og når det bliver grå hverdag. Vi er med på svampejagt, hvor den store mand falder – så lang han er – da han forsøger at forcere et elhegn.
»Det er nemmere at bestille dem på nettet,« griner han.
Man får indtrykket af en blød hippiefyr, der ikke er forfængelig omkring sin fremtoning. Den type, som køber morgenmad med hjem til sin sovende kæreste, efter at han har festet til den lyse morgen i øvelokalet.
Og ham, der bliver tydeligt berørt over tabet af sin nære ven og samarbejdspartner Ralph A. Rjeily, som taber kampen til en kræftsygdom. Det hele serveres usentimentalt og uden filter.
Gode anmeldelser betaler ikke regningerne
Vi er med, når Guf vågner med slemme turné-tømmermænd på hotellet, hvorefter han og en bandkollega straks fyrer op under dagens første rumcigar.
Men vi kommer også med, når Guf står bag baren og langer fadøl over disken på Café Sveik for at tjene til dagen og vejen. Til Baby Woodrose-koncert i provinsen, hvor der kun dukker 20 mennesker op, og når rudekuverterne hober sig op på morgenbordet.
Regninger, der som bekendt ikke kan betales med gode anmeldelser, DMA-statuetter eller psilocybin svampe (spids nøgenhat, red.).
Filmen portrætterer samtidig en splittet mand, der både ønsker og frygter anerkendelsen fra den mainstream, han i perioder er i berøring med. »Vi er jo fødte tabere,« konstaterer han.
Måske? Men de har nu klaret sig rigtig flot på deres egne præmisser. Og i filmen lykkes det i hvert fald strålende at indfange »verden ifølge Guf«.
Thomas Løppentin og Lars Krogs bog »Mere Lys – Historien om Spids Nøgenhat« er ligeledes en gennemsympatisk udgivelse, der detaljeret blotlægger Spids Nøgenhats gøren og laden.
Den begynder med det hedengangne københavnske stoner- og psychorkester On Trial, hvor flere af medlemmerne tidligere slog deres folder og strækker sig frem til Spids Nøgenhats overraskende (ikke mindst for dem selv!) gennembrud med albummet »Kommer Med Fred«, der sensationelt indbragte dem to DMA-statuetter i 2014.
Bogen har karakter af lige dele klassisk historiefortælling og mundtlig beretning, hvor bandet og folk omkring det fortæller deres version af de trippede løjer.
En knuselskelig underdog-historie om en flok skæve eksistenser med en sær kemi og kærligheden til syremusikkens kraft til fælles. Men historien indeholder også stoffer, dødsfald og årelange interne magtkampe. Sødt og surt.
Der er små skønhedsfejl hist og pist. Man kan eksempelvis godt savne en lidt mere analytisk tilgang fra forfatterne, som forholder sig meget refererende.
Men generelt er her tale om en yderst læseværdig udgivelse, ikke mindst grundet Morten Aron Larsens flotte og flippede illustrationer.
Så hvis man har bare den mindste interesse i dansk syrerock, er både film og bog musts.
Fem stjerner
Hvad: »Born To Lose – En film om Lorenzo Woodrose«.
Instruktion: Palle Demant. Medvirkende: Uffe »Guf« Lorentzen m.fl.
Hvor: Premiere 2. december i Grand.
Fire stjerner
Titel: »Mere Lys – Historien Om Spids Nøgenhat«.
Forfatter: Thomas Løppenthin og Lars Krogh.
Sider: 148 (med illustrationer). Pris: 250 kr.
Forlag: Bad Afro.
