Jeg håber altid på at blive overrasket af en artist, især hvis det ikke tidligere er lykkedes. Derfor steg mine forventninger også, da jeg lyttede til »Uanset«, åbningsnummeret på Rasmus Seebachs fjerde album, »Verden ka’ vente«.
Alene lyden af smadret glas, der sætter nummeret i gang, signalerer, at der måske er noget nyt, noget mere vovet på færde hos dansk pops velopdragne kronprins.
De blålige, 80er-inspirerede synths og det minimalistiske beat på versene kunne en Miguel, en Solange eller en Sky Ferreira sagtens have sunget over. Seebach synger med en overbevisende rytmisk energi og variation og vrænger endda en smule af tekstens elsker/kæreste, som han spørger, »Var det ikke en del af charmen, at der var gang i byen?«.
Uden antydning af kant
Men Seebach spiller sit stærke kort tidligt og mister hurtigt den antydning af kant, som »Uanset« indeholder. Han har ikke registret til at bære den soul-smørrede sag, »Verden ka’ vente«, hvor han foreslår sin »skat« at gå til chefen og bede om en fridag. Så hun kan putte med Seebach.
»Der er brug for dig herhjemme / find på noget nu / kom i gang«, synger Seebach utålmodigt. Heldigvis får han tilføjet, at det jo er, fordi kvinden er så bedårende. Han undviger på den måde den nedladenhed man kan finde hos den canadiske pop-sanger og rapper Drake, der kan finde på at spørge en ligeledes travl kvinde: »Flights in the morning / What you doing that’s so important?«.
Hver gang Seebach forsøger at stikke lidt dybere end damer og byture, resulterer det i klodset klæbrige sange. På »Livet går videre« er der hevet en Chipmunk-ificeret vokal ind, hvis indisk inspirerede fraseringer sikkert skal give en snert af spirituel tyngde. Men den indsigt, Seebach kommer til, er allerede afsløret i titlen.
Den største faldgrube
De klaverbårne ballader er albummets største faldgrube. Hvad enten det er fundering over parforholdet som skæbnefortælling på »Stod det skrevet« eller betragtninger over livet og døden på »Flyv fugl«, forbliver teksterne karakterløse.
Inden albummet er omme får Seebach også lige lejlighed til en Ibiza-klub-basker og til et fortyndet take på pigegruppe-soul-pop på »For sidste gang«.
Han prøver hist og her at skyde en kommentar ind om det digitale rotteræs, han gerne vil logge af fra, og om forpligtelsesfobi i moderne forhold. Alt for ofte ender han dog med at leve op til selvbeskrivelsen på »Okay« for ja, han er »egentlig ik’ så spændende nu«.
Hvem: Rasmus Seebach.
Hvad: »Verden ka’ vente«, ArtPeople.
