Klassisk musik er fuld af fantastiske typer. Ingen af stjernerne er helt som de andre. Ingen er helt efter bogen.
Alexander Lazarev står i spidsen for fejringen af DR SymfoniOrkestrets granitbryllup med dansk musikliv. Han gjorde det fredag og lørdag i koncerthuset, og resultatet ligger som altid på P2s hjemmeside til fri aflytning.
Men at opleve ham live er nu noget helt særligt. Den russiske stjerne faldt nærmest ind på scenen i torsdags og havde fra det øjeblik husets stopfulde sal i sin hule hånd. Han dirigerer dramatisk med begge hænder vildt gestikulerende, næsten som en tryllekunstner. At dirigere med pind kan der ikke blive tale om - han ville vel bare smide den væk.
»Helios Ouverture« af Carl Nielsen med ham på podiet har vel aldrig virket mere velformet eller strålet mere gyldent. Sjostakovitjs sarkastiske symfoni nummer fem fra 1937 har vel aldrig lydt mere festlig eller fanfareagtig. Hvis man har lidt ondt bagefter, kan det højst være i ørerne – men det er ikke Lazarevs skyld.
Tvetydig tonekunst
Sjostakovitj var ikke just i kridthuset på diktatoren og storforbryderen Josef Stalins tid. Han ville ikke støtte regimet og skrive musik om kollektivernes indkøb af nye traktorer. Han ville skrive moderne.
Men partiorganet »Pravda« langede ud efter ham på en forside i 1936 og kaldte hans værker »forplumring i stedet for musik«. Det lignede et vink med en vognstang: Hvis han fortsatte med de avantgardistiske takter, var det med fare for liv og lemmer.
Så han skabte sin femte symfoni og lod den ligne en hyldest til bolsjevismen. Han vendte på en tallerken og gjorde, hvad der blev sagt. Eller gjorde han?
Resultatet blev i virkeligheden en dybt tvetydig tonekunst: På den ene side ubekymret og venlig for partispidsernes øren. På den anden, fuld af en sarkasme, som samtlige musikere i Sovjetunionen hørte som systemkritik af en endnu dybere slags.
Alexander Lazarev er selv russer og opvokset under det gamle styre. Han kender historien og husker den alt for godt. Man kan høre det.
Dansk virtuos
Og unge Andreas Brantelid som aftenens solist på cello er så stik modsat af væsen: Diskret, beskedenheden selv, kontrolleret i hver eneste bevægelse.
Men han ejer nøjagtig samme nærvær og nemme for de skrå brædder og matcher rent musikalsk den fire årtier ældre dirigent til fulde. Når man har hørt Elgars koncert for cello og orkester med ham, har man hørt alle sider af det vidunderlige værk. Rent fysisk i form af alle toner – for sikke den dybe Stradivarius synger i hans hænder. Mere åndeligt i form af komponistens poesi og lidt skrøbelige personlighed.
Elgars musik er indbegrebet af Storbritanniens storhedstid. Han satte om nogen lyd på »landet, hvor solen aldrig gik ned«. Men hans landsmænd så ham som lettere gammeldags og hans idealer som hengemte.
Så da Første Verdenskrig var overstået, gad man ham ikke mere. Elgar komponerer stort set intet resten af sit liv. Bortset fra cellokoncerten.
Tak til ham. Og tak til Lazarev og Brantelid. Ingen af de to gæstestjerner gør det store væsen ud af sig selv. Begge tjener til gengæld tilhørerne bedre end de fleste. Tillykke til os med dem og til DRs herlige hundredmandsorkester med fødselsdagen!
Hvem: DR SyfoniOrkestret med Alexander Lazarev og Andreas Brantelid.
Hvad: Musik af Carl Nielsen, Elgar og Sjostakovitj.
Hvor: DR Koncerthuset, fredag.
