Berlingske-anmelder dumper Winnie & Karina

I morgen er der premiere på "Winnie & Karina - The Movie", men Berlingske Tidendes anmelder er ikke særlig begejstret.

Foto: Claus Bech, Scanpix

Winnie og Karina er to rapkæftede og noget hjernedøde personager, som er blevet et stort hit på TV med bl.a. showet "Piger på prøveløsladelse".

De er skabt af komikerne Linda P. og Christina Cederqvist, som nu folder sig ud i en hel film "Winnie & Karina - the movie", der har premiere i morgen.

Her ryger de to piger ud af fængsel og ind i kommunal jobtræning på en kristen TV-station, og så går alting selvfølgelig op i hat og briller.

Berlingske Tidendes filmanmelder Ann Lind Andersen er dog ikke særlig imponeret over filmen.

- Det er vulgær lavkomik af den slags, hvor der er 27 forskellige ord for pik og sperm. En smule trættende i længden, selv om der er noget morsomt og opløftende i de to kvinders deres verbale opfindsomhed, skriver hun i sin anmeldelse.

Ann Lind Andersen hæfter sig ved, at filmen er hastet igennem og at det primært synes at være fordi, man har villet spinde guld på de to komikeres popularitet.

- Det hele virker så forarmende pointeløst og sjusket, at filmen kun får to stjerner. De er til pigerne på de anstrengende prøvelser, konkluderer Ann Lind Andersen.

Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende i morgen.