Dyster udsigt for boligpriserne

Priserne på boliger vil ikke kunne følge den almindelige prisudvikling i de kommende tre år, vurderer de økonomiske vismænd.

Afmatningen på boligmarkedet vil for alvor sætte sig. I de kommende tre år vil den gennemsnitlige stigning i boligpriserne ikke kunne følge med den almindelige prisudvikling. Det forudser de økonomiske vismænd i deres efterårsrapport. Mens inflationen næste år vil blive på 2,4 procent, vil boligpriserne i gennemsnit kun stige med 1,4 procent. I 2009 vil inflationen være 2,6 procent, mens kontantprisen på boliger kun stiger med 1,9 procent. Værst ser det ud i 2010 med en inflation på 2,1 procent, men hvor boligpriserne kun stiger 0,5 procent.

Med til billedet hører, at inflationen vil være højere i de to kommende år end i de to foregående år. Det er høje oliepriser og kraftige lønstigninger på op mod fem procent, der får inflationen i vejret. Lønningerne stiger, fordi der mangler arbejdskraft.

/ritzau/