Sigtet tidligere afhørt om Roujan

Den 39-årige mand, der i weekenden blev varetægtsfængslet for et groft overfald på en 13-årig pige, er tidligere afhørt af Københavns Politis drabsafdeling i forbindelse med drabet på den 7-årige Roujan Ismaeel i 1995.

Manden er sigtet for at stå bag et groft overfald mod en 13-årige pige i en elevator i Lundtoftegade på Nørrebro i København i sidste uge. Pigen blev skåret med en saks i munden samt slået og sparket på af manden.

Den syv-årige Roujan Ismaeel blev den 13. juni 1995 myrdet i en opgang i Rådmandsgade - også på Nørrebro. Vicekriminalinspektør Carsten Damsgaard oplyser, at den 39-årige er blevet afhørt tidligere i forbindelse med Roujan-sagen, og hans fingeraftryk er blevet undersøgt. Intet førte dengang til bestyrket mistanke mod manden, som drabsafdelingen nu alligevel vil undersøge igen.

"Der var ganske meget vi undersøgte omkring ham dengang i 1996 - 1997, og nu vil vi så kigge ham efter en gang mere. Men det er vigtigt at sætte tingene i perspektiv: Der er altså rigtig mange mennesker, der ligesom den 39-årige er blevet afhørt i Roujan-sagen," siger Carsten Damsgaard.

"Så på sin vis er det rutine for os at undersøge en mand, som var været voldelig og har interesseret sig for børn negativt, i forbindelse med andre sager," siger vicekriminalinspektøren.

Under afhøring af manden vil politiet i den kommende tid forsøge at få kortlagt hans gøren og laden i tidsrummet, hvor Roujan blev myrdet for at slå fast, om manden har et alibi. Ritzau