Overfaldsmand afhøres om Roujan-drabet

Københavns politis drabsafdeling forventer i den kommende uge at afhøre en 39-årige mand i forbindelse med drabet på den syv-årige Roujan Ismaeel i 1995.

Manden blev lørdag i Københavns Dommervagt varetægtsfængslet i foreløbig 13 dage sigtet for at stå bag et groft overfald mod en 13-årige pige i en elevator i Lundtoftegade på Nørrebro i København torsdag eftermiddag. Pigen blev skåret med en saks i munden samt slået og sparket på af manden.

Både overfaldets voldsomhed og et signalement af manden bringer minder frem hos politiet om drabet på den syv-årige Roujan Ismaeel, der den 13. juni 1995 blev myrdet i en opgang i Rådmandsgade - også på Nørrebro. Et vidne i drabssagen så dengang manden slå og sparke løs på den lille pige i trappeopgangen. Manden blev beskrevet som dansk, ca. 30 år og med halvlangt, lysblond hår og muligvis med et overskæg.

Den 39-årige, der nu er fængslet og sigtet for sakseoverfaldet på den 13-årige pige i elevatoren i Lundtoftegade svarer stort set til signalementet. Han bor selv tæt på den ejendom, hvor overfaldet fandt sted.

Under afhøring af manden vil politiet i den kommende uge forsøge at få kortlagt hans gøren og laden i tidsrummet, hvor Roujan blev myrdet for at slå fast, om manden har et alibi.

" Vi skal jo undersøge det, vi nu kan og have hele Roujan-sagen vendt, som vi altid gør, når vi støder på en person, vi mener, kan være interessant," siger vicekriminalinspektør i drabsafdelingen Carsten Damsgaard til Ritzau.

Drabsafdelingen har afhørt manden i sagen om elevatoroverfaldet torsdag, og han nægter sig fortsat skyldig. Manden siger, at han dagen igennem tog blandt andet heroin, kokain og amfetamin. Han fastholder, at en blodig jakke med fuglemotiv, som politiet under anholdelsen fandt i hans lejlighed, er én, han har fundet i en container. I jakkens lomme fandt politiet en blodig saks, og selve jakken med fuglemotivet svarer til den beskrivelse, som den 13-årige pige har givet af mandens påklædning under overfaldet.

I forbindelse med drabet på Roujan i 1995 blev der ikke fundet spor fra drabsmanden, hverken i form af hår, blod, sæd eller spyt, som politiet ellers kunne have lavet en dna-profil ud fra. Derfor har drabsafdelingen ikke nogle prøver, som man kan sammenligne den 39-åriges blod med.

For nylig blev sagen om drabet på Roujan Ismaeel rekonstrueret endnu engang på tv. Efter udsendelsen på TV3 strømmede det ind med henvendelser til poltiiet, men ifølge vicekriminalinspektør Carsten Damsgarrd er der ikke umiddelbart nogle oplysninger derfra, der peger i retningen af den 39-årige.

" Men det skal vi for alvor i gang med at kigge på, og vi skal have tid til at fordybe os i tingene," siger Carsten Damsgaard.

Roujan blev slået med et våben, men det er ikke lykkedes politiet at finde ud af, hvilket slagvåben, der blev anvendt. Den 13-årige pige fra Nørrebro blev torsdag skåret med en saks, og politiet er også opmærksom på, om der kan være sammenfald i den del af efterforskningen.

" Vi skal have undersøgt det hele - så kort kan det siges," siger Carsten Damsgaard.

I elevatoren i Lundtoftegade blev der efter overfaldet på den 13-årige pige fundet fingeraftryk og aftryk fra fodtøj. Politiet vil nu undersøge, om nogle af aftrykkene skulle stamme fra den 39-årige.

"Det håber vi, at der er nogle, der gør," siger Carsten Damsgaard.

Den 39-årige truede efter overfaldet i elevatoren den 13-årige pige til at tie stille om overfaldet. Han trak en finger langs sin hals for at signalere, at han ville skære pigens hals over, hvis hun sladrede. Pigen har ifølge politiet endnu ikke skulle udpege sin overfaldsmand, hverken på fotografier eller ved en konfrontation. Ritzau