Baggrund
Af Mikkel Thrane
Da den 19-årige Rikke Friis Hansen blev myrdet i sin lejlighed i Avedøre i juni 1991, havde politiet et spor at gå efter.
Drabsmanden havde efterladt et udtværet, blodigt fingeraftryk på en lyskontakt i Rikke Hansens badeværelse.
Fem år og mange tusinde arbejdstimer senere blev drabsmanden anholdt og dømt. Fem år, hvor Hvidovre Politi blandt meget andet stemte dørklokker hos 15.000-20.000 mænd mellem 15 og 60 år i Avedøre og bad om lov til at tage deres fingeraftryk. Og hvor godt 60.000 fingeraftryk i politiets fingeraftryksregister blev manuelt undersøgt.
Afsløringen af drabsmanden kom, da en stædig rad hos Centralbureauet for Identifikation endnu engang satte sig til at sammenligne fingeraftryk. Pludselig gik mange hundrede timers arbejde op i en højere enhed, da et fingeraftryk fra en tidligere voldtægtssag matchede det blodige aftryk fra lejligheden, og det varede ikke mange minutter, før Hvidovre Politi kunne afslutte den årelange morderjagt og anholde den dengang 33-årige mand, der senere tilstod og blev dømt for drabet.
Sagen fra Hvidovre er blot et af mange eksempler på det enorme arbejde, der lægges for dagen, når politiet går i gang med at efterforske og opklare et drab.
I en anden drabssag fra 1990erne, hvor den prostituerede Angela Milgart blev slået ihjel af en kunde, undersøgte drabsafdelingen ved Københavns Politi 3.353 røde Nissan Micra'er, som var den bil, den unge kvinde var blevet samlet op af, umiddelbart før hun blev myrdet. Et halvt år senere blev drabsmanden anholdt og dømt.
"Nogle drabssager ligger jo lige for, men ofte er der et ekstremt stort arbejde i dem. For eksempel i sager, hvor offentligheden er blevet bedt om hjælp. Det er en uvurderlig hjælp, men det kræver, at politiet undersøger alle de henvendelser, man får," siger chefkriminalinspektør ved Københavns Politi, Per Larsen.
Han nævner blandt andet det meget opsigtsvækkende drab på den 36-årige Inga Nørgaard Jensen, der blev seksuelt mishandlet og dræbt i et krat ved Vallensbæk Station i marts 1993. Her fik politiet op mod 6.000 henvendelser. En af henvendelserne pegede på en 21-årig mand, der senere blev fældet af en DNA-test. Han fik 16 års fængsel.
Men også i sagen om den syv-årige Roujan, der blev mishandlet og slået ihjel i en trappeopgang i Rådmandsgade på Nørrebro i juni 1995, har politiet fået mange henvendelser fra offentligheden.
Her har politiet udført et særdeles omfattende efterforskningsarbejde, som stadig ikke har givet resultat. Men Københavns Politi arbejder fortsat med sagen og frigav i begyndelsen af i år nye og hidtil hemmeligholdte oplysninger for at komme videre med sagen.
"Det er en voldsom arbejdsbelastning, men det kan være, at der i bunken af henvendelser ligger nøglen til opklaringen af sagen, så der er kun én vej frem. I princippet slutter efterforskningen i en drabssag aldrig, før gerningsmanden er dømt. Man vender jo bunkerne igen og igen," siger Per Larsen.
I Danmark er der siden 1980 gennemsnitlig begået 60 drab om året, og en analyse af drabene i Danmark fra 1991 til 1995 viser, at cirka 85 procent af drabene opklares. I Kriminalistisk Årbog 1996 skriver kriminologen Flemming Balvig således: "Op mod halvdelen af drabene opklares inden for de første 24 timer efter gerningstidspunktet. Det betyder omvendt, at mellem en fjerdedel og en tredjedel af de drab, der ikke opklares inden for de første 24 timer, forbliver uopklarede."
I Blekingegade-sagen udførte politiet også et enormt stort efterforskningsarbejde. På den ene side var der det lukkede arbejde, som PET tog sig af, mens man sideløbende kørte en mere traditionel efterforskning, hvor politiet ledte efter gerningsmændene til røveriet på Købmagergades Postkontor og det efterfølgende drab på en politibetjent.
I denne sag, om varede i flere år, gravede politiet også adskillige steder på Sjælland i jagten på våben og på udbyttet fra en række af de røverier, man mente at banden stod bag.
"Vi er ikke så ressourebevidste, når det handler om en drabssag. Og i mange af de her sager er der brugt enorme ressourcer. Men når de her sager dukker op, så bliver der også inddraget næsten alt disponibelt mandskab. Det gælder jo om at få folk på gaden og lave det første stykke arbejde, hvor man ofte får de største og bedste resultater," siger Per Larsen.
