Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Nej, nej og ja.
Thomas Rode holder ikke op på Kong Hans som følge af den sidste uges polemik og debat omkring foie gras.
Thomas Rode holder heller ikke op på Kong Hans, fordi han ikke kan få stedet gjort stenalderagtigt nok.
Men ja, man må gerne ønske tillykke med opsigelsen, for han har selv valgt det, og han er glad.
- Der er virkeligt ingen dramatik i det her. Men efter sommerferien kunne jeg for første gang ikke rigtigt finde gnisten og give mig selv et spark, så vi kunne give den gas ind i efteråret. Jeg har spurgt mig selv hver eneste dag jeg har arbejdet her, om jeg skulle være her, og for første gang begyndte jeg at tænke, at det skulle jeg måske ikke. Jeg har talt med Jacob Grønlykke om det for en måneds tid siden, og vi har fundet den rigtige afløser Mark Lundgaard, der både er en god tidligere kollega og en god ven, så jeg er glad, men da også rørstrømsk i dag.
Han har været køkkenchef på Kong Hans i 17 år, siden han i 1996 overtog posten efter Daniel Letz, og han har med egne år stort set ikke haft en fridag
- Jeg har knoklet siden jeg besluttede mig for, at jeg ville være kok og en dygtig en af slagsen, og jeg glæder mig til at prøve nogle af de ting, som andre gør. At holde fri med min kone og slappe af eller at gå en tur en fredag aften gennem byen og kunne sige 'skal vi ikke drikke et glas vin' uden at have dårlig samvittighed over, at der stod nogle nede på restauranten og fik den max i røven, fordi der manglede en mand.
Da Thomas Rode begyndte på Kong Hans, var en af hans livretter til personalemad spaghetti med røde pølser og ketchup, afslørede han i sin erindringsbog "I Kongens Klæder", der udkom i 2012. Det er den ikke længere, for Thomas Rode er blevet, kan man vel næsten tillade sig at sige, besat af stenaldermaden, som han lever strikt efter selv og i en vis grad har indført på restauranten. Dog kan man stadig få desserter med sukker og brød, hvis man ønsker det
- Det er slet ikke derfor, jeg holder op, jeg er meget glad for det kompromis, vi har indgået, hvor en dygtig konditor har videreudviklet vores stenalderbrød, som jo er over hele byen, og som har lavet nogle desserter, der virkeligt sparker røv uden sukker, men hvor man kan få desserter med sukker og brød, hvis man vil det. Om det bliver ved med at være sådan, når jeg holder op, det aner jeg ikke. Vi får se.
Han vil fortsætte med at skrive og holde foredrag om stenalderkost, lige som han vil være tilknyttet Løgismose som konsulent
- Jeg glæder mig til at kunne fokusere udelukkende på en ting. Jeg har måske haft det lidt svært med al den tid, jeg brugte på stenaldertingene, ikke fordi jeg ikke var på restauranten, der har jeg altid lagt meget tid, men fordi jeg har taget dem andre stedet. Det kan slide på privatlivet, kan man sige, og vi er for glade for hinanden til at ville ødelægge det, og jeg vil også gerne være mere på i forhold til mine børn.
Han har ingen konkrete planer om at åbne et nyt sted
- Jeg skal se, hvad der sker. Jeg har aldrig haft en pause eller taget et halvt år fri. Jeg har bare knoklet. Nu skal jeg ryge nogle joints og gå rundt ude i skoven og se hvad der så skal se. Det glæder jeg mig til. Jeg har aldrig prøvet at holde fri.
Thomas Rode holder op på Kong Hans i sommeren 2014, men Mark Lundgaard tiltræder allerede 1. april 2014. De to vil køre parløb i en periode
- Det glæder jeg mig til. Jeg vil gerne give butikken videre helt nulstillet og perfekt, så han får den i bedre stand, end jeg gjorde.