Bar og pasta

David Fischer har forvandlet en gammel brun ølhule på Østerbro til byens mest genuine trattoria.

"Pasta-værtshus" kalder kokken David Fischer sit nye spisested på Østerbro. Foto: Rune Evensen Fold sammen
Læs mere

Pasta-værtshus kalder kokken David Oliver Fischer sin nye lille restaurant på Victor Borges Plads ved Ndr. Frihavnsgade. Ordet giver undertegnede associationer i retning af gamle askebægre, lunkne FF-sjatter og vægge drivende af brun nikotin og tjære, hvilket ærlig talt er lidt synd, for, om end uprætentiøst, så er Fischer er et sympatisk og ordentligt spisested.

Måske man i stedet skulle have kaldt det Fischers Køkken & Bar, for det er det, det er: Når man kommer ind af døren ligger baren på højre hånd og lever sit helt eget liv med stamklientel, slotmaskine og det hele. Spisningen foregår enten her ved baren eller ved de rustikke egetræsborde, som tilsammen rummer knapt 40 personer – bordbestilling er således en nødvendighed, men selv da kan man ikke være sikker på ikke at blive bænket med fremmede.

Hvad angår pastaen, så har Fischer et særligt forhold til den, i og med, at han i hele to år arbejdede i pastasektionen på Heinz Beck’s trestjernede La Pergola i Rom. Derudover har Fischer fungeret som souschef hos Jan Hurtigkarl, hvis køkkenchef Jacob Mielcke i øvrigt spiste i restauranten sammen med et par andre af byens absolut bedste kokke, den aften vi var forbi – ikke det værste tegn. Resten af klientellet bestod udover de erfarne lokale barflys ved disken af et ligeså så lokalt ungt, delvist piercet, fingerflettende crowd – afgjort et hyggeligt mix.

 

På det begrænsede menukort finder man naturligvis pasta – denne dag to slags, ravioli og linguine – samt endnu en forret i form af kikærtesuppe. Hovedretter er der kun to af, tilbehøret bestilles separat ganske som det er traditionen i f.eks. Rom, mens der hvad angår ost og dessert kun er ét valg, og det er dagens. Faktisk er denne simple menu absolut ikke ulig et ægte osteria i Italien, hvor man ser en pointe i at skelne mellem en rigtig ristorante og et simpelt gæstgiveri som dette.

På et traditionelt trattoria/osteria er vinkortet sjældent omfangsrigt, således heller ikke her, hvor samtlige flasker er fra Villania import. På sympatisk vis er der kun en lagt en hund på de detailpriser, som vinene kan købes med hjem til, hvilket betyder, at man selv som almindelig lønmodtager kan tillade sig at mæske sig i barolo og brunello. Vi blev yderligere gjort opmærksom på, at det meste på kortet også kan sælges glasvis – hvilket vi straks gjorde brug af og startede med et glas bobler fra Franciacorta-manden Ricci Curbastro (75 kroner). Og gik vi videre med ligeledes gode glas henholdsvis chardonnay fra samme producent (65 kroner) og Fiano di Avellino fra Mastroberardino i Campania (65 kroner) til vores forretter.

Jeg fik ravioli med fyld af aubergine garneret med store basilikumblade og semitørret tomat – en pletfri servering, helt igennem glimrende håndværk med det rigtige bid i pastapuderne – her kommer jeg gerne igen og spiser pasta.

Min gæst havde valgt kikærtesuppen – en ordentlig skål med fyld af hele kikærter og hasselnødder, ledsaget af et par uhyre lækre crostini på siden, smurt med mascarpone og strøet med grofthakket sort oliven. Selve suppen var god, dog foretrækker jeg personligt en mere grov version end den fint blendede suppe, blandt andet fordi det så er lettere at hælde den friske olivenolie på, uden at den løber ud i suppen. Efter min overbevisning er dette nemlig en af de bedste måder at nyde den friske grønne olie fra Toscana eller Umbrien.

Efter en passende pausering – betjeningen var helt igennem pletfri – modtog vi så hovedretterne: For mit vedkommende tagliata (skiver) af kalvefilet stegt herligt rare og belagt med en brunlig pebersauce, som indeholdt bl.a. madagascar-peber, som jeg må indrømme ikke er min livret.

Men kødet var fint, omend jeg nok havde foretrukket det solo, bare overhældt med lidt oliven, og så selvfølgelig akkompagneret af de tre contorni, som vi havde bestilt til deling: Stegte kartofler med rosmarin ganske som i Rom, frisk dampet spinat – også som i Rom, og blandet grøn salat.

Min gæst havde valgt dagens fisk, som var torsk.

Et fint højt veltilberedt saftigt stykke overhældt med en tomatiseret piccante-sauce, sorte oliven og frisk, meget kraftigt smagende merian – igen var saucen det svageste led iserveringen.

 

Vinmæssigt var vi ovenud tilfredse. På kortet havde vi spottet en flaske Brunello Valdicava årgang 1999, som stod til beherskede 615 kr., og den fik vi lov til at købe et par glas af til 115 kr. stykket bestemt ikke nogen ufornuftig pris for stor brunello med alder. Jeg har tidligere haft lidt svært ved at forstå Valdicava, men her hvor den havde fået lidt alder, var den fint udfoldet og en stor, stor nydelse.

En anelse ost måtte vi også smage, vi delte en portion, som bestod af tør, vellagret pecorino med skiver af marineret pære. Igen en rustik, men rigtig velsmagende servering.

På dette tidspunkt var der faktisk ikke plads til mere, så vi nøjedes også med at dele en portion af desserten, som var en helt klassisk og veldrejet tiramisu. Til sidst rundede vi af med et par dobbelte espresso’er af glimrende kvalitet.

En fin aften med god mad og glimrende vin var til ende. Ikke mindst var jeg meget imponerede over stedets unikke stil og atmosfære, som faktisk rammer tonen af ægte Osteria/trattoria mere præcist end nogen anden restaurant i København hidtil – inklusive steder som l’Altro og Famo 51. Madmæssigt befinder vi os mellem tre og fire stjerner, men runder op på grund af det fornuftige forhold mellem pris og kvalitet samt det originale koncept.

 

Det spiste vi:

Kikærte suppe 75 kroner

Ravioli med aubergine 98 kroner

Tagliata af kalv 135 kroner

Torsk 135 kroner

Spinat 35 kroner

Kartofler 35 kroner

Salat 35 kroner

Ost 85 kroner

Tiramisu 89 kroner