Som barn var Ole Yde lykkelig, når det lykkedes ham at se et kort klip i TV-avisen fra en modeuge i Paris. Modellerne, tøjet, designerne. Det var så smukt, syntes han. En perfekt verden. Et drømmeunivers, han ville ind i, være en del af. Han brugte hvert et øjeblik på at forberede sig. Han læste og tegnede, og han drømte.

Nu står han her selv. Hans show er et af de sidste på den officielle showkalender i Paris på modeugens allersidste dag, og om få øjeblikke skal han ind og klappes ad. Backstage har makeupartisterne fra MAC pakket deres kit ned og lynet rullekufferterne op. Hårstylisterne har rullet ledningerne sammen.

De har rejst fra modeuge til modeuge og er trætte. Påklæderne har givet modellerne sæt på sæt på og står parat til at tage de sidste af og lægge tøjet tilbage i de hvide dragtposer. Bloggere med velkrøllet hår og tøj i mønstre, der gør sig godt på billeder, har været forbi og kindkysse og ladet sig fotografere.

Showet er slut om få øjeblikke, og så snart den sidste model er gået ud, skal Ole Yde gå ind i det store rum med tre rækker stole langs siderne og ned mod det glubske uhyre med tusinde øjne, fotograferne, der sidder i en stor klikkende klump for enden af catwalken. Den del hader han.

Han hader skridtene ud i lyset, at alle kigger og fornemmelsen af at være i centrum. Men han gør det. Træder ud og frem og går helt ud i lyset, så billederne bliver ordentlige. Han standser op og vinker. Og så går han tilbage.

Tøjet skal være i fokus

»Jeg får altid at vide, at jeg ikke går langt nok frem i lyset. Så det gjorde jeg i år, og så tænkte jeg, at jeg jo bare står her, så jeg vinkede til folk. Det er nok det, jeg allermindst kan lide, at blive interviewet og være i centrum,« fortæller han senere.

Men hvis man vil være designer i international topklasse, er det det, der skal til. Og for Ole Yde har det aldrig været en mulighed, at han skulle lave andet end at designe tøj, der gør kvinder smukkere.

»Kvinder er fascinerende. De er så smukke. Det har jeg altid syntes.«

Han er 37 år gammel, designer og den kreative kraft i det, der langsomt er ved at blive et modehus. Som en af de få danskere laver Ole Yde både en hovedlinje, der sælges i eksklusive butikker verden over, hvor fornuften ikke råder – her er pels, strudsefjer, dyre blonder og fed silke – og en underlinje (selvom han hader udtrykket, det lyder, synes han, som et uønsket og uelsket barn) til lavere priser og til et liv, der er en anelse mere hverdagsagtigt.

Her er snit, der er nemmere at bruge, ja, sågar en anelse denim, men dog kantet med perlebroderi. Han laver også tøj til private kunder, som kommer i butikken og får syet. Nogle fået syet kjoler til store fester, andre hele garderober. Sidstnævnte behøver blot ringe og sige »jeg mangler en lille jakke«, så supplerer Ole Yde det, han ved, de har.

Han nævner ingen navne, han kommenterer aldrig sine kunder. Kender man hans stil, kan man godt se, at det var hans kjole, Kronprinsessen bar til Dansk Design Talent Magasinprisen i sidste uge. Men man får det ikke bekræftet.

»Folk har ret til deres privatliv, uanset hvem de er.«

Fascinationen af de smukke kvinder

Men læser man sladderblade, er det ingen hemmelighed, at samtlige skandinaviske kronprinsesser er glade for hans feminine design, og i branchen er det heller ingen hemmelighed, at har man først fået Kronprinsessen som kunde, er det et anerkendelsens stempel, der giver kunder i erhvervskredse og blandt adelige.

De dyreste ting, der er kommet ud af butikken i Ny Adelgade, har kostet en halv million kroner pr. stykke tøj. Han syr brudekjoler i blonder til mange tusinde kroner meteren, så smuk at skrædderen Jesper bliver benovet, og han laver frakker af zobel, hvor en frakke nemt koster 300.000, hvis den ikke er for lang.

»Men vi har også ting til 5.000 kr. Og jeg er lige så glad, når en kunde går ud med noget til den pris, som med noget dyrere, hvis hun ser godt ud og føler sig smuk. Det er det, det handler om for mig.«

Sådan har det altid været for Ole Yde, der allerede som barn elskede at sidde og se sin mor komme ned ad trappen, når hun var klædt på til at gå ud. Hun var så smuk, syntes han.

»Bare den måde, hun duftede på, når hun havde de smykker på, hun brugte, når hun skulle ud. Det var meget særligt, og jeg blev meget stolt.«

Han var lidt mindre imponeret, når hun skiftede til blødt tøj, efter hun kom hjem. Hvorfor kunne hun ikke bare være elegant hele tiden, tænkte han.

»I dag forstår jeg det godt. Nu gør jeg det også selv.«

Han er vokset op som den yngste af tre med en søster, der er syv år ældre, og en bror, der er fire år ældre. Hans far var direktør i et ingeniørfirma, og hans mor var advokatsekretær. De boede i en forstad til Odense, et nydeligt hjem med PH-lamper og brune Børge Mogensen-sofaer i læder. Et lykkeligt hjem, hvor han var perfekt, som han var. Men en barndom, der ikke altid var så sjov, når han gik udenfor hoveddøren.

Tiden alene blev brugt på fordybelse og dagdrømme

»Mine skolekammerater syntes bestemt, jeg var en underlig dreng. Jeg havde ingen venner. Det var ikke fordi, jeg blev drillet, jeg legede bare ikke med nogen. Når man nok gange har ringet på og spurgt, om nogen kunne lege og fået at vide, at det kunne de ikke lige i dag, holder man jo op. Så jeg var alene.«

»Eller også var jeg sammen med min bror og hans venner. Min bror havde mig med alle steder. Han var og er stadig den mest fantastiske bror. Hvis han var hos sin ven Jakob, der boede på den anden side af gaden, var det det mest naturlige i verden, at jeg gik derover og ringede på, og så lukkede hans forældre mig bare ind. Jeg legede ikke med dem. Jeg sad bagved og så på.«

Af og til prøvede han at lege med andre børn, men de ville lege noget andet end ham. Legede de med Barbiedukker, ville de andre børn lege hverdag, deres dukker skulle købe ind og lave mad. Ole Ydes dukker var statister i et modeshow, og han forsøgte at genskabe de universer, han drømte om.

»Min mor købte Dior og Oscar de la Renta-tøj til mine Barbiedukker, når hun var ude at rejse. Men man kunne ikke få Yves Saint Laurent, som altid har været mit største idol. Det havde han alligevel for god smag til.«

Så meget af sin folkeskoletid var han alene. Han læste meget, det ene emne tog det andet, og han ville vide mere. Han gik på biblioteket og lånte bøger, eller han kom der og sad bladrede i de smukke bøger om kunst og historie.

»Da jeg var meget lille, hørte jeg om Solkongen. Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan, men jeg blev enormt fascineret af ham og af det univers, der var omkring ham. Møbler, kunst, musik, maitresser. Det var nok min allerførste indgang til det her drømmeri, og jeg mærkede en gengang af det, da jeg så modeshows. Det var en moderne udgave af min drøm om det perfekte univers.«

Han tegnede også meget. Smukke kvinder på papir.

Orlov banede vejen for drømmen

»Så længe jeg har vidst, at man kunne blive designer, var det det, jeg ville være, så jeg øvede mig. Jeg fik en stor æske farveblyanter til jul et år, og dem sad jeg og tegnede med. Det var noget meget privat for mig, så jeg viste ikke tegningerne til nogen, men jeg gemte dem i en mappe, jeg havde fået af min mor, og så kunne jeg sidde og se på, hvad jeg havde lavet. Det var faktisk først mange år senere, da jeg begyndte at få kunder, at jeg viste dem til andre.«

Han kom i gymnasiet på Odense Katedralskole, selvom han ikke selv kunne se, hvad fidusen var ved det. Han vidste jo, hvad han ville, og det behøvede man ikke gymnasiet for. Men hans forældre syntes, det var en god idé.

»Og jeg er meget glad for, at jeg kom der. Det var første gang, jeg oplevede, at de ting, som jeg gik op i, var interessante for andre. Der var jeg okay.«

Efter gymnasiet flyttede han til København, hvor hans bror også var flyttet til, her gik han på tegneskole, før han søgte ind på Danmarks Designskole, hvor han kom ind i første forsøg.

»Jeg havde forberedt mig på det hele mit liv. Men sådan var det ikke alle, der havde det, og derfor fik jeg måske ikke så meget ud af det. Efter tre år søgte jeg orlov for at prøve noget andet, og så kom jeg aldrig tilbage.«

For i orloven holdt han og veninden Cecilie Toklum, som han havde mødt på tegneskolen, lidt for sjov et show med en håndfuld styles under Københavns modefestival.

»Vi tænkte, det ville være skægt at være med, og så lavede vi en lille bitte kollektion. Men der kom enorm fokus på os, Karen Margrethe Schelin fra Berlingske kom blandt andet og skrev meget fint om os, og efter det var der så folk, der ringede og gerne ville købe noget af det. Men vi anede jo intet om at producere. Vi havde købt stoffet i Silkehuset i Bjæverskov, og vi havde overhovedet ikke tænkt på, at vi skulle kunne producere i større mængder.«

For nok havde Ole Yde altid haft drømmen om at skabe et univers, om at gøre kvinder smukke, men han havde ikke haft en praktisk plan. Så det var lidt af et tilfælde, at han fik de første kunder, for de blev ved med at ringe. Han skabte mærket Yde.

De første år kom kunderne hjem til ham i hans lejlighed på Christianshavn. I 2009 åbnede butikken i Ny Adelgade, og han holdt sit første show ved Copenhagen Fashion Week i 2009. For to år siden holdt han sin første visning i Paris, og for tre sæsoner siden var han for første gang på den officielle kalender i Paris.

Paris er stedet for den overdådige påklædning

Her står han nu, lidt træt, lidt lettet, sammen med sin mand, Anthony, der er direktør i firmaet. Han er uddannet designer, men arbejder nu sammen med Ole. Han skærmer ham, når der er brug for det. Og skubber ham frem, når der er brug for det. Ud i lyset, så der kan blive taget gode billeder. Designmæssigt, så han kan erobre endnu en bid af verden.

Men lige nu fejrer de et kort øjeblik, at showet gik godt. Champagne i store vinglas. De rigtige mennesker kom. Der var de danske journalister, et par veninder hjemmefra, Ole Ydes bror og de to elskede niecer på seks og ni. Den danske ambassadør i Frankrig. Men også vigtige indkøbere, bloggere og stylister, og så var fotografpodiet fyldt til bristepunktet, og det var, siger den danske fotograf Helle Moos, som rejser rundt til modeugerne, de rigtige fotografer, der kom.

»De var her alle sammen, dem der repræsenterer de rigtige magasiner. De kommer, fordi de hører godt om Ole Yde, og når de kommer igen, er det fordi de som freelancere også sælger billeder fra hans show. Det er virkelig et godt tegn.«

For selvom han har succes i Danmark, hvor de faste kunder kommer i butikken og lader ham være en del af deres liv, så han først laver brudekjolen og året efter dåbskjolen, henvender hans tøj sig til et internationalt marked. Derfor er han i Paris.

»At holde show i Paris er en mulighed at komme i kontakt med en del af pressen, som man aldrig når under modeugen i København. Selvom der kommer indkøbere fra de rigtige butikker til København, køber de ikke hos os, fordi de tager til København for at købe den mode, der er mere enkel og hverdagsagtig. De indkøbere, der vil have det mere luksuøse, køber ind i Paris. Til selve showet ville vi selvfølgelig gerne have, at de vigtigste redaktører og stylister selv kom, men bare det, at fotograferne kommer, er kæmpestort. Så ved vi, at de ved, vi findes. Og så kommer de måske selv en dag.«

Håndværkere går i gang med at pille bagvæggen ned. Boremaskinerne snurrer. Et par effektive typer samler stole sammen. Ole Yde skal videre. Der venter en middag med særligt gode kunder og i morgen besøg i den lejlighed, hvor kollektionen vises frem til de internationale kunder, som kommer fra Asien, Nordamerika og Mellemøsten – Ole Ydes tøj sælges i både Saudi Arabien, Kuwat og Dubai. Som altid er ingen navne nævnt, men kongehusene i Mellemøsten kender ham også, og prinsesser derfra køber hans tøj. Især hvis han designer kjolerne, så de kan fungere i både korte og lange versioner, så de kan bruges i offentligheden i Mellemøsten.

Andre kunder, som en butik i oliebyen Dallas, køber derimod de mest festlige ting, han har i sit sortiment: en lille læderkjole med strudsefjer f.eks.

Designeren i jeans og t-shirt

»Det er fantastisk spændende at få lov til at opleve forskellige kulturer. Jeg ved godt, at jeg møder et særligt udsnit af kvinder fra Mellemøsten, men de kvinder, som køber ind hos mig, de er ikke kuede. De ved godt, hvad de vil have.«

Det, der er fælles for kunderne, er, at de er velhavende, men det går Ole Yde ikke op i. Selvom han er omgivet af velstand og velhavere, bliver han aldrig jaloux. Han går aldrig selv i andet end jeans og en t-shirt. Skal han være fin, tager han en jakke ud over.

»Jeg er ikke fascineret af penge, jeg er fascineret af mennesker. For mig handler det ikke om, hvad ting koster, men hvor smukke de er. Det er en kærlighed til det luksuøse. Det handler om en livsstil, en værdsættelse af skønhed, og den har jeg haft altid. Den følelse, jeg kunne få som barn, når jeg så Yves Saint Laurent, den følelse... den elsker jeg stadigvæk. Det er en flugt fra virkeligheden, men jeg behøver ikke selv at eje en zobelpels for at opleve det, det er ikke afgørende. Det er nok for mig, at jeg laver pelsen og rører ved den.«

Hvad ville den ti-årige Ole, der sad i Odense og tegnede, sige, hvis han kom på besøg i dit liv i dag? Ville han være stolt?

Han kigger rundt i butikken, hvor han sidder og fortæller. Paris, København, shows, private kunder.

Stilhed, pause. Latter.

»Han havde meget større drømme end det her. Men jeg er jo heller ikke færdig endnu.«

Berlingske var inviteret til Paris af MAC