Chefjurist fratræder efter kritik af universitets lovbrud

Tilsynsmyndighed kalder det »særdeles kritisabelt«, at Aarhus Universitet tilbageholdt aktindsigter.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe Jørgensen (S) finder Aarhus universitets handlemåde uacceptabel.(arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Aarhus Universitet har tilbageholdt aktindsigter i strid med loven, og det er ifølge Uddannelses- og Forskningsstyrelsen »særdeles kritisabelt«.

Kritikken koster nu universitetets chefjurist jobbet, skriver Dagbladet Information.

Sagen er en udløber af bladets afdækning af en meget omtalt rapport, der udkom i 2019, om oksekøds klimaaftryk.

Rapporten blev præsenteret som uvildig forskning.

Men det viste sig, at interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer og slagterigiganten Danish Crown var med til at udarbejde den.

Aarhus Universitet trak dengang rapporten tilbage, og sagen kostede den ansvarlige institutleder jobbet.

I kølvandet på sagen søgte Information aktindsigt i flere eksternt finansierede rapporter for at undersøge, om noget lignende havde fundet sted i andre tilfælde.

Men Aarhus Universitet udskød i to måneder at udlevere de ønskede dokumenter.

Interne dokumenter viser, at der på universitetet blev truffet en bevidst beslutning om at tilbageholde aktindsigterne, noterer Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe Jørgensen (S) finder universitets handlemåde uacceptabel.

»Når der kommer så alvorlig kritik fra styrelsen, så er det en sag, jeg ser med alvor på. Min klare forventning er, at Aarhus Universitet ikke lader det her være noget, der gentager sig, siger hun til Information.«

Rektor på Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen medgiver, at den »meget kraftige kritik« fra tilsynsmyndigheden er »helt berettiget«.

»Sådan skal sager ikke håndteres på Aarhus Universitet,« siger han til Information.

/ritzau/