Vaskeanvisning: Sådan bliver 53 beskidte milliarder hvide

Sådan fungerede teknikken i hvidvask-skandalen: Man tager en håndfuld selskaber i hemmelighedsfulde skattely, en naiv stråmand og konti i en bank, der ikke stiller kritiske spørgsmål. Og så kan hvidvasken begynde.

Foto: Asger Ladefoged. Igennem en årrække er Danske Bank blevet brugt til at hvidvaske op mod 53 milliarder danske kroner igennem deres estiske filial i Tallinn. Her reportage fra den estiske hovedstad.
Læs mere
Fold sammen

Berlingske har i halvandet år gravet sig gennem tusindvis af bankdokumenter, talt med stribevis af kilder og eksperter og lag for lag afdækket skandalen om hvidvask i Danske Banks estiske filial. På den baggrund kan vi her give et detaljeret indblik i vaskemaskinrummet.

Vores rundtur ind i hvidvaskens maskinrum begynder samme sted som pengestrømmene: Ved bagmændene. I sagens natur ved vi ikke meget om dem: Selve formålet med hvidvask er at få penge, der er tjent på illegale aktiviteter – eller har et illegalt formål – til at fremstå lovlige. Og her er det afgørende at sløre pengenes rejse, så nysgerrige blikke ikke kan spore pengene tilbage til bagmændene.

Alligevel kender vi nogle af dem. Historien om pengestrømmene gennem Danske Bank Estland skriver sig nemlig ind i en større fortælling om et parallelt, »sort« banksystem, hvor bagmænd i årevis har hvidvasket milliarder af kroner gennem små og store banker verden over. Myndigheder og journalister har siden forsøgt at spore pengene tilbage til hovedmændene. Og enkelte gange lykkes det.

Fire Danske Bank-konti var, som Berlingske kunne afsløre i efteråret 2017, kontrolleret af regimet i Aserbajdsjan, ledet af præsidentparret Alijev (billedet ovenfor), der sendte penge til skattely, luksusforbrug og politikere og embedsmænd i Vesten, der talte regimets sag i bl.a. Europarådet.

En anden gruppe konti i Danske Bank var kontrolleret af en personkreds, der angiveligt talte fremtrædende russere med tråde til efterretningstjenesten FSB samt Igor Putin, præsident Vladimir Putins fætter, der tidligere stod i spidsen for en række russiske banker.

Bedst kendt internationalt er nok Magnitskij-sagen: Det internationale investeringsfirma Hermitage Capital fik i 2007 frarøvet over en milliard kroner af et netværk af russiske embedsmænd og organiserede kriminelle. Hermitages advokat, Sergej Magnitskij, endte med at dø i et russisk fængsel. Hermitage har bl.a. sporet de stjålne penge gennem 20 konti i Danske Bank Estland. Men disse navne er kun toppen af isbjerget. I Berlingskes materiale optræder hundredvis af selskaber, hvor ejerne er skjult bag stråmænd og skattelyselskaber.

Eksperter peger på, at pengestrømmene kan dække over en lang række aktiviteter: Velhavende russere, der ønsker at smugle deres formue i sikkerhed i Vesten. Sanktionsramte stater, der laver forretninger skjult bag stråmænd. Korrupte politikere, der har brug for at hvidvaske bestikkelse. Og forbrydere, der vil sløre indtægter fra kriminalitet som narko- eller våbenhandler.

Bagmændene har brug for hjælp til deres hvidvask – her kommer mellemmændene ind i billedet. De er hvidvaskens arkitekter og håndværkere. Det er dem, der står for det møjsommelige arbejde med at etablere det sindrige netværk af selskaber verden over. Dem, der tager sig af arbejdet med at finde stråmænd. Og dem, der har kontakten til bankfolkene, som leverer konti til hvidvaskemaskinen.

Ofte benytter bagmændene en kæde af forskellige mellemmænd: Nogle er selvbestaltede revisorer eller advokater i russisk storbyer. Andre er finansielle rådgivere i skattely som Cypern, Panama (billedet ovenfor) eller Seychellerne. Og endelig er der firmaer, der præsenterer sig som selskabskonstruktører for kunder, der ønsker en høj grad af diskretion.

Mange af skattelyselskaberne i Danske Bank-sagen er etableret af samme mellemmænd: Eksempelvis irske International Offshore Services Group eller New Zealandske GT Group. Firmaer, der jævnligt optræder i sager om skattesvindel eller hvidvask.

Det er langt fra givet, at mellemmændene reelt ved, hvad deres kunder har tjent deres penge på. En række danske kommanditselskaber, der stod bag en del af de mistænkelige konti i Danske Bank Estland, var eksempelvis etableret af det danske konsulentfirma CPH Consulting, og mange af firmaernes regnskaber var underskrevet af den danske revisor Carsten Kvist Jensen. Parterne afviste at kende til kundernes ulovligheder.

Ofte udfører mellemmændene selve hvidvasken og overfører de mange penge på kryds og tværs af konti. Typisk sørger de for, at transaktionen ledsages af en følgetekst – et »formål« – der dels bidrager til at sløre billedet af hvidvask, og dels kan hjælpe mellemmændene med at føre system over betalingerne. En transaktion mellem to skattelyselskaber ledsages eksempelvis af teksten »betaling for byggematerialer«, selv om ingen af selskaberne har noget som helst med byggeri at gøre.

Tit ses det, at mellemmændene hvidvasker penge for flere kunder samtidig på samme bankkonti. Derfor er de enkelte kontoudtog et sammensurium af pengestrømme: Nogle har eksempelvis relation til Magnitskij-sagen, andre relaterer sig til Aserbajdsjan, mens en helt tredje gruppe transaktioner ender i asiatiske selskaber.

I en slidt bygning i Aserbajdsjan bor en fattig flygtning. Han taler ikke engelsk og har ingen indtægter af betydning. Alligevel var han på papiret bl.a. direktør for selskabet Hilux Services LP, der sendte milliarder gennem konti i Danske Bank. I virkeligheden anede han ikke, hvad der foregik på kontoen, forklarede han til Berlingskes samarbejdspartner, OCCRP. Han var bare en tilfældig stråmand, der mod mindre beløb havde skrevet under på de nødvendige bankdokumenter.

Stråmændene er en vital del af hvidvaskemaskinen. For uden en person af kød og blod fungerer den ikke: Når man etablerer et selskab og indberetter regnskaber – selv i notoriske skattely – kræves der gyldig legitimation. Det samme gælder, når der skal oprettes bankkonti. Og da hverken bagmænd eller mellemmænd ønsker at blive kædet sammen med kontiene, må de finde hjælpere, der er villige til at sælge deres identitet. Af og til er stråmændene lavtrangerende ansatte i mellemmændenes firmaer – eksempelvis banker eller advokatfirmaer. Andre gange er forbindelsen helt tilfældig, og de har sjældent noget kendskab til bagmændene.

Nogle stråmænd er blevet misbrugt så mange gange, at de har fået kultstatus blandt hvidvaskeksperter. Som den lettiske statsborgere Erik Vanagels, der i en periode på 13 år blev indsat som direktør for tusindvis af selskaber, der bl.a. har været brugt til ulovlige våbenhandler. I virkeligheden er han en fattig, alkoholiseret pensionist. Eller direktøren for 127 britiske selskaber, Ali Moulaye. I virkeligheden en iransk immigrant, der tidligere boede i Letland og i dag bor i Bruxelles, hvor han ifølge mediet BuzzFeed arbejder som tandlæge. Hans selskaber optræder bl.a. i en lang række selskaber med konti i Danske Bank.

Den litauiske håndværker Arunas Masenas (billedet ovenfor) var anført som direktør for en række danske kommanditselskaber med konti i banken. »Jeg er blevet snydt og har nu store problemer, efter at jeg i flere år har været indsat som direktør i mere end 250 selskaber,« forklarede han Berlingske. Han følte sig bedraget af mellemmanden, Irene Ellert, som han lærte at kende som en af sine naboer. Hun har tidligere afvist kritikken og understreget, at hun mener, at hvidvasklovgivningen er overholdt.

Sidste led i hvidvaskkæden er bankkontoen. Hvidvask af 5.000 kroner tjent på hashhandel kan klares ved en shoppingtur i Bilka. Når der er tale om enorme milliardbeløb, som i Danske Bank-sagen, kræves andre metoder. Her er det afgørende med konti i en solid og velfungerende bank med et pænt image: Jo bedre ry, jo mindre opsigt vækker pengestrømmene hos andre banker og myndigheder.

Derfor har hvidvaskreglerne i årtier stillet skrappe krav til bankerne: De skal bl.a. indhente dokumentation for kundernes identitet, forretningsmodel og forventede transaktionsmønstre, så de kan spotte uregelmæssige pengeoverførsler. Alt tyder på, at Danske Bank Estland (billedet ovenfor) på dette område har fejlet fatalt.

Et eksempel: Førnævnte Hilux Service LP, der på papiret var ledet af en fattig flygtning, havde oplyst til banken, at det handlede med fødevarer og byggeudstyr og forventede tre til seks indbetalinger om måneden. I virkeligheden fossede ti milliarder kroner gennem kontiene på to år – pengene kom blandt andet fra ministerier og statsejede selskaber i Aserbajdsjan og røg videre til bl.a. skattely og europæiske politikere.

Kontoudtog, Berlingske er i besiddelse af, giver et detaljeret indblik i hvidvaskens hverdag: Hver dag indsættes store beløb fra ét selskab med skjulte ejere i skattely, hvorefter pengene i mindre bidder straks efter sendes videre til andre, ligeså lyssky selskaber eller forhandlere af ejendomme, smykker, luksusbiler eller andre let omsættelige luksusgoder. Mønstret gentager sig i det uendelige. Og undervejs tager banken sig betalt i form af gebyrer.

I flere store sager om hvidvask, der er kommet frem de senere år, står det klart, at ansatte i bankerne til en vis grad har kendt til de mistænkelige forhold. I sagen om hvidvask i Deutsche Bank, der sidste år kostede den tyske storbank milliardbøder, blev ansatte ligefrem tilbudt bestikkelse fra mellemmænd mod at se gennem fingre med hvidvaskreglerne. I andre banker – som den nu lukkede lettiske ABLV – har hvidvask været en integreret del af forretningsmodellen.

Også i Danske Bank tyder noget på, at ansatte i den estiske filial har kendt til de ulovlige forhold. Bankens interne revision konstaterede i februar 2014, at ansatte i filialen aktivt – og i strid med reglerne – skjulte identiteten på de mistænkelige kunder.

De lyssky kunder i filialen var organiseret i afdelingen for non-resident customers – de ikke-estiske kunder. De cirka 3.000 kunder i afdelingen blev betjent af knap 20 ansatte og deres porteføljer af især russiske kunder med bl.a. britiske og cypriotiske selskaber var omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri – selv om de genererede langt størstedelen af filialens indtægter.

Præcis hvem i banken, der vidste hvad – og om ansatte aktivt medvirkede – bliver nu undersøgt af både Danske Banks advokater og Bagmandspolitiet (SØIK) samt den estiske anklagemyndighed.

Har du svært ved at forstå sagen om hvidvask i Danske Bank? Få overblikket i denne digitale fortælling.