Udlejere: Har intet ønske om at sætte folk på gaden

Hverken udlejere eller Dansk Industri ser loft over huslejestigninger som rigtig løsning på høj inflation.

»Man skal huske, at et lejeforhold er et kundeforhold, og man har ikke noget ønske om at sætte lejerne på gaden. Man vil gerne beholde dem, og derfor er jeg også overbevist om, at man lægger sig i selen for at finde løsninger,« siger formand for brancheforeningen Ejendomdanmark Peter Stenholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hos brancheforeningen Ejendomdanmark, der repræsenterer udlejere af fast ejendom, bryder man sig ikke om regeringens forslag om et loft over inflationsstyrede huslejestigninger.

Foreningens administrerende direktør, Peter Stenholm, henviser til, at man så sent som i 2015 ændrede loven, så huslejestigninger netop skulle følge prisudviklingen i samfundet.

Det har medført meget lave stigninger i mange år, hvor inflationen har været lav.

Nu, hvor inflationen senest er opgjort til 8,7 procent, kan huslejen stige mærkbart. Men det behøver den ikke, understreger Peter Stenholm.

»Vi har fuld forståelse for den situation, som lejerne står i, og jeg ved, at vores medlemmer er i gang med at finde håndholdte løsninger, så alle kommer helskindede ud af det her. Nøjagtigt, som det også skete under coronanedlukningerne.«

»Man skal huske, at et lejeforhold er et kundeforhold, og man har ikke noget ønske om at sætte lejerne på gaden. Man vil gerne beholde dem, og derfor er jeg også overbevist om, at man lægger sig i selen for at finde løsninger,« siger Peter Stenholm.

EjendomDanmark vurderer selv, at man repræsenterer omkring 85 procent af det professionelle ejendomsmarked.

Hos erhvervsorganisationen Dansk Industri kalder vicedirektør Kim Haggren det et meget vidtgående skift, at man vil lave et loft over en aftale indgået mellem private parter.

»De private vil gerne sætte sig sammen med det offentlige og se på, hvilke løsninger der kan være, men det skal ikke være snuptagsløsninger, hvor det private kommer til at hænge på regningen.«

Han mener, at staten også selv bør spytte i kassen. For eksempel kunne man se på regulering af boligstøtte, foreslår han.

Også Peter Stenholm havde gerne set, at ejendomsbranchen var taget med på råd i stedet for at få præsenteret et forslag, som måske slet ikke er gangbart.

»Vi har at gøre med aftaleparter, der har indgået en aftale, som man nu vil gribe ind i uden at have undersøgt, om det overhovedet kan lade sig gøre,« siger han.

»Vores håb er, at vi får styr på inflationen, så vi kan få det her til at gå væk,« siger direktøren.

Kim Haggren fra Dansk Industri frygter på den lange bane, at et huslejeloft kan skræmme investorer.

»Hvis ikke man som investor ved, om man kan få dækket sine omkostninger, så er man jo mere forsigtig med at kaste sig ud i investeringer. Så kigger investorerne andre steder hen, og det er jo et problem for udviklingen af ejendomme.«

»Vi har et stærkt boligmarked, fordi vi har haft stabile vilkår. De rammevilkår er investorerne nødt til at vide, at de kan stole på.«

/ritzau/