Når historien om den spanske banksektor engang skrives, vil det være svært at komme uden om Alfredo Sáenz.

Det er der primært tre grunde til. Først redningen af en af landets førende banker, Banesto, som Sáenz i 1994 af den spanske centralbank blev sat til at rydde op i.

Dernæst den fænomenale optur i Santander, der blandt andet via overtagelsen af Banesto og en bemærkelsesværdig international ekspansion voksede sig til Eurozonens største bank med Sáenz i direktørstolen.

Og som det tredje den mangeårige retssag, der i denne uge førte til, at han trak sig fra direktørposten.

På besynderlig vis trækker sagen tråde tilbage til Banesto, der i 1990erne var centrum for en af spansk erhvervshistories største skandaler, omkring den tidligere topchef og finansstjerne Mario Conde, der efter nogles overbevisning kunne være blevet premierminister, hvis ikke skandalen havde fældet hans karriere.

Det var netop Condes fald fra tinderne, der førte til, at centralbanken overtog Banesto og dernæst satte Alfredo Sáenz ind på direktørposten. Og mange år senere – i 2009 – blev Alfredo Sáenz så selv dømt for at have fremsat falske anklager for at lægge pres på en Banesto-skyldner.

Det udløste en betinget fængselsdom på tre måneders fængsel og et forbud mod bankdrift, som først blev eftergivet af den daværende regering – med efterfølgende snak om vennetjenester – for så tidligere i år at blive stadfæstet af den spanske højesteret. Denne mener ikke, at der er lovhjemmel for, at regeringen træder ind i den slags sager. Som regel er det centralbanken, der tager stilling til, om spanske bankdirektører er habile.

Men for at gøre sagen ekstra speget er regeringen – nu under premierminister Mariano Rajoy – igen trådt ind med et dekret, der i princippet gør det sværere for centralbanken at disciplinere bankdirektører, som dømmes for lovovertrædelser.

Vennetjenester eller ej, så har enten Santanders bestyrelse eller Sáenz selv besluttet, at omkostningerne ved at blive på posten alligevel var for store.

Det er værd at nævne, at den ultimative magt i Santander fortsat ligger hos formanden Emilio Botín, – en af Spaniens mest indflydelsesrige mænd, hvis familie grundlagde banken – og at den nu 70-årige Sáenz nok alligevel snart havde måttet vige for en arvtager.

Men Alfredo Sáenz’ øvrige bedrifter taler stadig for sig selv. Før han skabte sig ry som specialist i at omstrukturere banker, arbejdede han 15 år i industrisektoren, for en producent af stålrør. Han har også undervist i ledelse og takkede på et tidspunkt tilmed nej til at blive vicefinansminister.

Og den både jura- og økonomi-uddannede basker siges at besidde evnen til både at se de store overordnede perspektiver og engagere sig i de små detaljer i at føre planerne ud i livet.

»Man kan ikke være leder uden at rulle ærmerne op,« har han engang sagt.

Om privatpersonen Alfredo Sáenz vides ikke så meget, andet end at han elsker opera. Og synes han måske udadtil at virke lidt tør, så spøger mange spaniere nu med, at han sikkert vil få det mægtig sjovt med de 88 mio. euro i pension, som Santander har givet ham i afskedsgave.