Norden-direktør ser stigende tørlastrater

I juni ramte raterne for fragt af tørlast bunden, og de løfter sig nu opad igen, fortæller topchefen for det danske tørlastrederi Norden, Carsten Mortensen.

Norden, der primært sejler med tørlast som jernmalm og kul til og fra Kina, har i disse år ligeledes medvind på grund af historisk gode markedsforhold. Men manglende havnekapacitet har skabt lang ventetid i havnene og ophobning af fragtkapacitet sendte for nylig raterne nedad. Men den udvikling er vendt nu.

"Vi er i begyndelsen af juli, og vi har fået en rebound de sidste fjorten dage i den normale lavsæson, så raterne er meget fornuftige lige nu. Der er rigtigt, at vi har noget ophobning lige nu, men vi kan fundamentalt mærke en stor efterspørgsel stadigvæk. Det er stadig Kina, der driver det. Der er pæn høj økonomisk aktivitet i verdensøkonomien lige nu," siger Carsten Mortensen til RB-Børsen.

Reaktionen fra Carsten Mortensen kommer efter, at en avis har spået fald på 30-40 pct. i fragtraterne på grund af ophobning af skibe foran havnene.

"Der vil altid være ophobning, men vi har hele tiden sagt, at det er et volatilt marked. Det har vi set demonstreret i den sidste måned, og der er intet overraskende i det for os. Som en stor operatør giver sådanne udsving også nogle muligheder, da vi både kan købe eller sælge kapacitet," konstaterer Carsten Mortensen.

(RB-Børsen)