Jesper Office A/S glæder sig til kommunalreform

Læs mere
Fold sammen
I Ulfborg i Vestjylland ligger kontormøbelproducenten Jesper Office.

Her gnider man sig i hænderne ved udsigten til den kommende kommunalreform og de mange kommunesammenlægninger. Det skyldes ikke så meget, at selskabets hjemkommune, Ulfborg-Vemb, bliver en del af en ny storkommune med Holstebro og Vinderup.

Det skyldes mere, at de større kommuner, ifølge Jesper Offices markedsdirektør, Peter Kristensen, vil agere langt mere professionelt på indkøbssiden.

Det vil give de større leverandører fordele, mener han, og sætte skub i en tiltrængt konsolidering af branchen.

Plads til fem

Peter Kristensen har tidligere forudsagt, at der om fem år blot vil være fem danske producenter tilbage, og Jesper Office agter at være én af dem.

- Tidligere har især de små kommuner ved indkøb kunnet tage lokale hensyn. Det vil ikke i samme grad være tilfældet i fremtiden. De kommunale indkøbere vil være væsentligt mere professionelle, hvilket især vil komme de større udbydere til gavn. Derfor tror jeg også, at kommunalreformen vil sætte ekstra fart på den konsolidering i branchen, der alligevel vil komme før eller siden, forklarer han.

Markedsdirektøren mener selv, at Jesper Office har det helt rigtige set-up til den kommende tid.

Virksomheden er i fuld gang med at opbygge et landsdækkende net af franchisetagere, som med inspirationshuse skal tage konkurrencen op lokalt, men med en globalt aktiv virksomhed bag sig.

Der er i dag fem inspirationshuse, mens yderligere en er på vej i Kolding, oplyser Peter Kristensen.

Det globale hos Jesper Office ligger i, at virksomheden, foruden at producere i Ulfborg, har sin egen fabrik i Ukraine med 55 medarbejdere.

Hertil kommer, at vestjyderne hyppigt køber ind hos kinesiske leverandører.

Slutmontage foregår dog altid i Ulfborg.

Også på afsætningssiden opererer Jesper Office internationalt. Virksomhedens traditionelt største marked er USA, mens det danske marked er af nyere dato.

VækstBegge steder står den imidlertid på stærk vækst, oplyser Peter Kristensen.

I indeværende regnskabsår, der er lig kalenderåret, venter han en omsætningsvækst på mere end 25 pct., og i USA ventes væksten også at nå op i et tocifret procenttal.

På spørgsmålet, om væksten er udtryk for en generel vækst i markedet efter års tilbagegang, svarer han:

- Umiddelbart er det usikkert, om markedet virkelig er på vej op igen. Det betyder nu heller ikke så meget for os, om markedet stiger tre, fire eller fem pct. Vigtigere er det, at vi får erobret markedsandele, og det gør vi jo givetvis, da enhver jo kan se, hvem der de senere år har tabt omsætning. Især glæder det mig, at vores vækst er bredt funderet. Vi oplever den stigende efterspørgsel blandt såvel små som store eksisterende kunder, men vi får samtidig også mange nye kunder, siger han.

Væksten i Danmark kommer i et år, hvor Jesper Office først og fremmest har haft fokus på afsætningssiden. Året har således kun budt på få nye produktlanceringer. Det kommer imidlertid næste år, lover Peter Kristensen.

- I 2005 lancerer vi en række nye produkter på det danske marked.

- Det bliver både indenfor skriveborde, opbevaringsmøbler, konferenceborde og stole, fortæller han.