Esbjerg-koncern under milliarden

Claus Sørensen Gruppen i Esbjerg, der ud over at være landets største koncern inden for drift af køle-

og frysehuse ejer hovedparten af en af verdens førende producenter af maritime redningsmidler, Viking Life-Saving Equipment

A/S, mistede 80 mio. kroner i omsætning i 2003. Dermed har koncernen ikke længere status som milliardvirksomhed.



Det

var i går eftermiddag ikke muligt at få kommenteret koncernregnskabet af ledelsen, og heller ikke Vikings topchef var

at træffe. Årsagen til omsætningsnedgangen er formentlig hovedsageligt, at Vikings marked er presset af færre

nybygninger af skibe i fjor, og at det ikke har kunnet opvejes af udskiftninger af redningsudstyr.



Før skat er resultatet

reduceret med knap 14 mio. kroner til 54,9 mio. kroner. Ledelsen anser dog resultatet for tilfredsstillende, og soliditeten er fortsat

betryggende, idet den er forbedret fra 31,0 til 33,3 pct. af den samlede balance. Egenkapitalen udgør 373 mio. kroner i koncernen,

der ejes 100 pct. af Claus Sørensens Fond.



Claus Sørensen Gruppen har de senere år investeret kraftigt i

udvidelser af frysehuskapaciteten, især i trekantområdet, hvor Terminal Vejle Nord er udbygget flere gange. I fjor investerede

Claus Sørensen-koncernen 103 mio. kroner i blandt andet nybyggerier.



Oprindelig satsede koncernen på frysehuse i

en række vestjyske havne, men de senere år er strategien drejet mod placeringer inde i landet, så koncernen kan

betjene detailhandlen og de store fødevareproducenter. Den strategi har vist sig yderst succesfuld og har båret hovedparten

af indtjeningen.



Ud over 15 frysehuse og Viking Life-Saving Equipment ejer koncernen isværker, reje- og fiskepakkerier

samt flere udlejningsejendomme.