Britisk topøkonom: Trump kan føre verden ud i økonomisk krise

Arkivfoto. Præsident Donald Trump. Fold sammen
Læs mere
Foto: YURI GRIPAS

Donald Trumps »økonomiske vanvid« kan lede først USA og senere resten af verden ud i en skarp recession, mener en tidligere Bank of England-guru.

Det skriver The Daily Telegraph.

Det er den tidligere Bank of England-rådgiver Paul Fisher, der frygter, at skattelettelser og øget forbrug kan overophede USA's styrkede økonomi dramatisk.

Økonomiske stimuli kan presse inflationen i vejret og tvinge den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til hurtigt at skrue op for renterne.

»Det er økonomisk vanvid at tro, at tiden er inde til en finansiel ekspansion i USA. Økonomien kommer til at blive et fuldstændigt rod om fem års tid,« forudser Paul Fisher ifølge The Daily Telegraph.

Ifølge Fisher vil overophedningen lede til et kollaps af den amerikanske økonomi, og det vil hive resten af verden med i faldet.

Alligevel kan den førte økonomiske politik være til Donald Trumps fordel.

»Jeg kan godt forstå, hvorfor Trump sandsynligvis gør det - når det er tid til det næste amerikanske valg, vil fordelene kunne mærkes, men man vil stadig ikke have betalt prisen,« siger Paul Fisher.