Minikiwi - nyt bær til danske haver

Stikkelsbær har sin fine aroma til fælles med kiwi. Begge bær kan nemt dyrkes i haven og forsyne familien med frisk stikkelsbærsmag fra juni til oktober.

Foto: Foto: Maren Korsgaard, hortonom

Kiwi i danske haver? Jo, det er helt rigtigt, man behøver ikke et drivhus for at dyrke kiwi i Danmark, hvis bare man vælger en minikiwi. Det er en klatreplante, som vil levere kilovis af små kiwifrugter, selv i en kølig dansk have. 

Se og læs mere i galleriet til højre.

Frugten af minikiwi minder i både størrelse og smag om stikkelsbær, blot en smule sødere. Men de to planter er vidt forskellige. Stikkelsbær vokser på en busk, som er mere eller mindre tornet, mens minikiwi er en klatreplante. Sæsonerne er også forskellige. Stikkelsbær modner lige nu i højsommeren og kan allerede bruges som grønne, umodne frugter i juni måned. Minikiwi får modne bær i løbet af september-oktober.

Minikiwi er glatte bær, som spises hele med skræl, altså noget nemmere end den new zealandske kiwi. Minikiwi er dog tæt beslægtet med sin behårede storebror, da de begge hører til Actinidia-slægten. Minikiwi dyrkes en del i Rusland og tåler meget kolde vintre.

Planten skal have noget at klatre i. Giv den en pæl, et espalier eller et kraftigt træ og den vil klatre lystigt i det. De fleste sorter af minikiwi kræver noget plads, fire meter fylder en enkelt plante nemt. Minikiwi får både smukke blomster og blade og kan plantes alene som prydplante, som var det en klematis. Bærrene dannes kun på hunplanter og kun, hvis der er en hanplante i nærheden. Sorten ’Issai’ er dog selvbestøvende, men den siges at smage bedre, hvis den bliver bestøvet af en hanplante. Hanplanter behøver ikke optage meget plads, de kan skæres hårdt tilbage efter blomstringen, når de har gjort deres pligt. 

Læs også:

Frugttræer til små haver og altanen
Dyrk wasabi på altanen
12 gode råd til den bæredygtige have
Den krukkede køkkenhave
Havelys på solceller

Den fynske frugtavler Poul Erik Jørgensen har dyrket minikiwi i 10-12 år med stor succes.
»Minikiwi er utroligt vækstkraftige og frugtbare,« fortæller han. »De gror på et espalier i frugtplantagen og årsskuddene kan nemt blive flere meter lange. Dem skal man bare skære tilbage med hård hånd, ellers vil planten blive tæt som en hæk. Hver vinter beskærer man planten ved at fjerne nogle af de gamle skud, der har båret frugt. Blandt de unge skud beholder man det antal ranker, man nu synes der er plads til og fjerner resten.«

For et par år siden valgte Poul Erik Jørgensen at klippe planterne helt ind til stammen, og det tåler de sagtens.
Minikiwi bliver ofte omtalt som en plante, der bedst kan lide en let sur jord med pH 5-6. Det er dog ikke noget, som Poul Erik Jørgensen kan bekræfte, hans minikiwi trives fint på samme jord som æbler og andre frugtsorter, en helt almindelig neutral, fynsk jord. Poul Erik Jørgensen kan anbefale sorten Ananasnaja, som også sælges under navnet Anna. Den er meget frugtbar og velsmagende. Han dyrker desuden sorten ’Ambrosia’, men den giver langt færre bær.

Minikiwi-planter har ikke været så nemme at skaffe, men det er blevet nemmere, efter at Knud Hyldahl ved Give har specialiseret sig i den. Et bredt sortiment kan købes på hans net-planteskole blåbær.nu  Den belgiske planteskole Kruisbessen proeftuin, som betyder stikkelsbær-prøvehave, sælger via proeftuin.eu  et stort udvalg af minikiwi. De tilbyder også 30 sorter af stikkelsbær, så der er basis for at få udvidet sit sortiment i stikkelsbærsmag.

Den gode gamle stikkelsbærbusk hører til de nemmeste planter i haven. Bortset fra to slemme plager: Melduggen med det dramatiske navn stikkelsbærdræber samt de spraglede, livlige larver af stikkelsbærbladhvepsen. Melduggen angriber både blade og bær, så de henholdsvis visner og bliver uappetitligt lodne. Bladhvepselarverne kan afløve busken, mens man vender ryggen til, så hurtigt går det. Men bortset fra det kan stikkelsbærbuske gro overalt. De trives både i lys og skygge og på alle jordtyper.

De slemme plager kan man forebygge. Vælg en af de meldugresistente stikkelsbærsorter, og sørg for god vandforsyning til planten, så bliver meldug aldrig noget stort problem. Bladhvepsene må man tage som en oplevelse. Ser man larverne, inden busken er ribbet, kan man forebygge ulykken ved simpelthen at pille larverne af og mase dem. Ser man først angrebet, når busken er ribbet, ja så kan du glæde dig over, at naturen er ødsel. Stikkelsbærbusken danner blot et nyt hold blade, og en måned efter, at de glubske larver åd løvet, ser busken ud som om intet var hændt. Selvfølgelig tærer det på buskens kræfter og ydeevne, men stikkelsbær hører til overleverne.

Den gode, kraftige stikkelsbærsmag kan bruges både i smoothies, til saft og i det sure og søde køkken. Stikkelsbærkompot er lige lækkert til både fisk og is. En alsidig klassisk smag, som nu kan nydes fra juni til oktober, leveret direkte fra haven.

Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her

 

 

Gode sorter af stikkelsbær (Ribes uva-crispa):

 

Stikkelsbærsorter skal være robuste eller resistente over for stikkelsbærdræber, som er en meldug-svamp, der bogstaveligt talt kan dræbe stikkelsbærbuske. Nævnte sorter er robuste/resistente over for sygdommen. Stikkelsbær er selvbestøvende, så en busk alene kan danne bær:

 

»Captivator«: Røde bær. Næsten tornfri. Modner tidligt (først i juli)

 

»Larell«: Middelstore røde bær med god smag. Næsten tornfri. Modner tidligt, (først i juli)

 

»Rolanda«: Middelstore, mørkerøde, aromatiske let dunede bær. Modner meget sent (juli/august)

 

»Rød Hinnomaki«: Små røde, glatte bær med god smag. Modner middeltidligt, (midt i juli)

 

’Gul Hinnomaki’: Små gule, glatte bær med god smag. Modner middeltidligt, (midt i juli)

 

»Invicta«: Middelstore lysegrønne bær, let hårede med middelgod smag. Modner tidligt (først i juli)

 


Gode sorter af Minikiwi (Actinidia arguta):

 

Alle sorterne er hårdføre og modner i sept.-okt. Hunplanterne danner kun bær, hvis de bestøves af en hanplante. En hanplante kan bestøve ca. seks hunplanter. 

 

»Annanasnaja« /»Anna«: Hunplante. Små, runde bær ca. 0,6-1,5 cm i diameter grøn med brunlig solside. Meget frugtbar, god smag og meget kraftig vækst.

 

»Geneva«: Hunplante. Ligner »Anna«

 

»Jumbo«: Hunplante. Bærrene er 4-5 cm lange og grønne. Smager som en sød kiwi. Kraftig vækst.

 

»Kens red«: Hunplante. Bærrene ligner »Jumbo«, men er røde og med rødt kød. Meget aromatisk. God frugtbarhed. Kraftig vækst.

 

’Miss Green’: Hunplante. Grønne frugter med god smag. Modner midt i september. Middelkraftig vækst og god frugtbarhed.

 

»Issai«: Middelstore aflange grønne bær. Meget frugtbar, middelsvag vækst.

 

Issai er den eneste selvbestøvende minikiwi-sort og sælges derfor ofte i planteskoler. Kvalitet og frugtbarhed er dog væsentligt bedre i de øvrige nævnte sorter. Kvaliteten af ’Issai’ bliver bedre efter bestøvning fra en hanplante.

 

Hanlige sorter: ’Weima’, ’Oskar’, ’Nanas boyfriend’ m.fl.

 

Her kan du købe planterne

 

blåbær.nu  (Dansk planteskole med stort udvalg af minikiwi og blåbær)

 

proeftuin.eu  (Belgisk planteskole med stort udvalg af alle bærsorter)

 

lundhede.com (Dansk planteskole med mange bærsorter)

 

Se minikiwi her:

 

Haveselskabet afholder havevandring i frugtplantagen hos Poul Erik Jørgensen onsdag 1. september kl. 19, Tarupvej 29, 5792 Årslev.

 

Pris 20 kr.  Info på tlf. 65 99 17 11.