Frugttræer til små haver og altanen

Selv i den mindste have og på altanen er der plads til et frugttræ. Søjletræerne gør det let at få frisk frugt fra små haver.

Søjleæbletræer bliver i øjeblikket udviklet mange steder rundt om i verden. Billedet her er fra forsøgsmarken på forskningsanstalten i Geisenheim i Sydtyskland, hvor de har udviklet de såkaldte Cat-sorter. Det ses tydeligt, at søjleæbler nemt kan gå i vekselbæring, for nogle af træerne er fulde af æbler, mens andre er helt tomme. For at undgå, at træerne kun bærer hvertandet år, skal man tynde ud i frugterne hvert år. Men så lover forskerne også, at man kan høste fem kg æbler pr. meter træ! Fold sammen
Læs mere
Foto: Maren Korsgaard, hortonom, tekst og foto

Et frugttræ kan være en statelig sag på over ti meter i både højden og bredden. Men frugttræer kan også være helt smalle, mindre end en halv meter brede. Søjletræer hedder den slags træer, og de er nemme at finde plads til. Selv en krukke på altanen kan rumme et træ i den størrelse. Søjletræer danner helt naturligt en kraftig stamme med ganske korte sideskud. De behøver stort set ingen beskæring for at bevare denne form. Der findes efterhånden mange sorter af æbler, hvor træet har søjleform, men der sælges også sorter af pærer, blomme og kirsebær med slank vækst.

Se flere billeder i galleriet til højre.

Frugttræer tilbydes også i forskellige dværg-varianter. Et dværgtræ er et frugttræ, hvor både sortens og grundstammens vækst er meget svag, og dværgtræer er dermed længe om at vokse ud til normal træstørrelse. Et dværgtræ kan dannes af svagtvoksende æblesorter som ’Discovery’ eller ’Rød Ananas’ m.fl.

Når de podes på den meget svage grundstamme M27 eller på den svage M9 vokser træerne langsomt. Dværgtræer er velegnede til pottedyrkning. Beskæring kan også holde frugttræerne små. Hvis man vælger træer på en svag grundstamme, bliver det aldrig noget stort arbejde at beskære træerne til en passende størrelse.

Læs også:

Man kan f.eks. beskære træet, så det ligner et søjletræ, altså hvor stammen kun får lov at beholde ganske korte sideskud. Det kaldes for snoretræer og er en gammel kendt træform til espalier.

Fordelene ved små træer er mange. På meget lidt plads kan man plante mange forskellige sorter og dermed opnå en god bestøvning af alle frugttræerne. Samtidig får man en fantastisk mangfoldighed af smag og vitaminer, der både er en nydelse og et tilskud til det gode helbred. Små frugttræer giver også ofte en god frugtkvalitet, da alle frugterne sidder i fuld sol. Og det er solen, der giver både smag og farve i frugten.

Små frugttræer på svage grundstammer tåler ikke så meget konkurrence fra undervækst. Hvis træer skal vokse godt, må de ikke stå med græs eller kraftige stauder tæt ind til stammen. En bund af forårsløg kan de derimod trives fint med.

Søjletræerne har den særlige fordel, at de kan vokse på en kraftig grundstamme og alligevel bevare deres smalle søjlevækst. En kraftig grundstamme er stærkere og mere konkurrencedygtig, og træet behøver dermed ikke ekstra støtte fra pæle eller espalier og kan også tåle noget konkurrence fra undervækst.

En fynsk frugtavler afprøver i øjeblikket nogle af søjleæblesorterne. Den store fordel ved dem er jo, at man slipper for arbejdet med beskæring. Plukningen fra søjletræer er også lettere. Der arbejdes endda på at udvikle robotter, der kan plukke æblerne fra disse trætyper. En opgave, der er mere enkel på et søjletræ end på et normalt træ med mange grene.

Robotter bliver dog nok ikke aktuelle i haven, men en stige kan være meget nyttig. Søjletræerne vokser, om ikke ind i himlen, så dog op til fire-fem meter i højden. Og det er en smuk pæl, når den står fuld af blomster eller æbler.