Historien gentager sig – og nogle gange for det gode.
I januar 1964 sidder maleren og forfatteren Asger Jorn i en togkupé på vej gennem Jylland sammen med sin kunsthandler, Børge Birch.
De falder i snak med en medpassager, der bl.a. fortæller om en gård, han har til salg på Kattegat-øen, Læsø. Jorn, der på dette tidspunkt er på toppen af sin karriere og for længst er brudt igennem internationalt, bliver begejstret for det, han hører, og da Birch siger, at gården kan blive hans for »et par billeder«, slår han til.
Hushandlen bliver afsluttet der i kupéen, uden at Jorn overhovedet har set huset.
Se billeder fra gården og læs mere i galleriet til højre....
Men han fortryder det ikke. Efter en renovering, der bl.a. involverer etablering af et stort, lyst atelier i den gamle kostald – det eneste atelier som Jorn i øvrigt selv designer – bliver Bangsbohave, som gården hedder, hans danske hjem.
Her finder han tiltrængt fred og ro fra den hektiske kunstverden, indtil han i 1973 dør en alt for tidlig død af lungekræft.
Og så lukker tiden sig bogstaveligt talt over den lille rødmalede gård, der står ubrugt hen, mens den omkringliggende natur langsomt, men sikkert, indtager især stuehuset.
33 år står huset uden nogen til at tage sig af det, og så, i sommeren 2006, sker der noget afgørende. Tom Christoffersen, der er galleriejer og Jorn-afficionista med base i København, hører, i ugen efter at han har været på ferie på Læsø, om gården.
Han får en lokal, færgedirektør Jess Jessen-Klixbüll, til at tage nogle billeder af den og deler sin nye viden med sin svoger, direktør og ejer af Causa Consulting, Peter Linder, der ligeledes er Jorn-elsker.
De to er ikke i tvivl. Den gård skal de have fat i. Visionen er også klar fra begyndelsen:
Bangsbohave skal genskabes, som da Jorn havde sin gang der i 60erne og 70erne, og den skal derefter etableres som et kunstnerrefugium.
Efter lidt detektiv-arbejde med at finde frem til Jorns arvinger bliver handlen gennemført. Først et stykke tid efter, at underskrifterne er sat, kommer de to nye husejere til Læsø for at se deres erhvervelse. Akkurat som Jorn selv.
Synet, der møder dem, kunne have slået luften ud af enhver nybagt husejer. Gården er fuldstændig groet til, og mens atelieret, som Jorn selv renoverede i 60erne, har klaret tidens tand nogenlunde, er det 200 år gamle stuehus ganske simpelt en ruin.
Det tager dog ikke modet fra Christoffersen og Linder, der sammen med den lokale hjælper, Jessen-Klixbüll, begejstret går på opdagelse på grunden.
En af de første ting, de bringer frem i lyset, dybt inde fra et buskads, er en gammel rusten cykel – Jorns cykel. Den står nu på en hædersplads i den fine lille gård foran stuehuset.
Indenfor finder man masser af andre ting og sager, der er blevet gravet frem af murbrokkerne, eller har overlevet i det tørre atelier: to skrammede kaffekander, en serveringsbakke, et rustent havebord og en gammel kommode.
Resten – kunsten på væggene, de flotte 60er-møbler, tapetet i køkkenet, de orange lamper og så videre – har de to nye ejere sammen med deres hustruer med stor tålmodighed støvet frem rundt omkring hos marskandisere og i antikvitetsforretninger.
Resultatet er intet mindre end imponerende. At træde indenfor i den store lyse stue i den gennemrenoverede stuebygning er som at træde ind i en tidslomme, og det fortsætter i køkkenet, i midterstuen, i soveværelset og i selve atelieret. Badeværelset består stort set af originalt inventar, så det giver sig selv.
»Selve designet og indretningen af det her hus var jo Jorn. At finde det var ligesom at finde et maleri, han havde malet, og som siden var blevet beskadiget. Det var sådan, vi så på det. Vi ville redde Jorns værk,« forklarer Peter Linder, der ikke lægger skjul på, at han og partneren er særdeles tilfreds med det endelige resultat.
Det restaurerede Jorn-værk skal nu fungere som refugium for unge kunstnere, der i huset og i dets omgivelser skal kunne finde inspiration til deres kunst. Håbet er, at stedet skal fungere som en løftestang for dansk kunst, ligesom Jorn i sig selv var det, da han levede.
