Haven lige nu: Sådan laver du dit eget udekøkken

Udekøkkenet kan bruges til meget andet end madlavning

I maj bliver udekøkkenet indrettet med grill, gryder og pander, klar til brug. Fold sammen
Læs mere

Når foråret kommer, og dagene bliver varmere, er jeg ikke til at drive indenfor. Der er altid lige et eller andet jeg skal i haven. Når børnene er med, og de er i gang med en god leg, er det endnu sværere at afbryde de gode eftermiddagsstunder. Imidlertid er vores børn sultne på slaget seks, så det er faktisk et problem, at jeg nøler sådan med at gå indenfor. Løsningen var at få et udekøkken.

Vi har en terrasse, der de første år har ­været anvendt til lidt af hvert, brændeop­bevaring, arbejdsplads og lignende. Den ligger op ad en vestvendt gavl, så solorienteringen er perfekt. Den er placeret tæt ved hoveddøren og med en dør direkte ind i kælderen, hvor vi i forvejen havde et ekstra køleskab og en kummefryser. Så placeringen var oplagt til et udekøkken.
Et udekøkken kan være mange ting, så første skridt på vejen var at låne bøger og søge på nettet for at samle inspiration. Der er talrige muligheder for at købe færdige køkkener lige til at sætte op, og prisen er ofte derefter. Andre har lavet nogle ualmindeligt kreative løsninger med genbrugsmaterialer og andre interimistiske midler. Alt sammen har vi kunnet bruge som inspiration til at lave lige præcis det køkken, der passer til os og vores behov.

Følg også boligstoffet på facebook

Det optimale udekøkken skal kunne anvendes året rundt. Vi er ikke dem, der griller anden juleaften, men for mig skal et udekøkken kunne anvendes til andet end mad­lavning. Det er kun i sommerhalvåret, at vi laver mad udendørs. Om efteråret står jeg i udekøkkenet og laver kranse og buketter, her bliver min adventskrans også til,  og om foråret er det her, jeg forkultiverer. Når vi et par gange om året køber en ottendedel af en tyre­kalv på en herregård i Nordsjælland, er det også i udekøkkenet, at kødet vejes og fordeles i fryseposer, inden det kommer i kumme­fryseren. På den måde får vi glæde af køkkenet i alle årets 12 måneder.

Læs flere af Louise Axholms have-artikler her:

Min have bliver aldrig færdig
Haven lige nu: Beskære eller ikke beskære?
Haven med Louise Axholm: Byg din egen drivbænk
Sådan indretter du køkkenhaven

For at sikre tørvejr har vi bygget et lille halvtag, der hænger på husets facade. Halvtaget er konstrueret med vinkler bygget af reglar, hvorpå vi har lagt de samme teglsten som på resten af huset. På muren under taget har vi opsat en hylde i køkkenets fulde bredde til de ting, vi har brug for. Under hylden er der opsat kroge, også til opbevaring. Selve køkkenet er udformet som ét stort køkkenbord, tre meter langt, 70 cm dybt og 90 cm højt.

På grund af dimensionerne har bordet seks ben, hvor der mellem de fire af benene er lavet en tremmehylde til opbevaring. ­Mellem de øvrige ben har vi gjort plads til en kulspand og en gasflaske. Selve bordpladen er støbt i beton og derpå olieret. Vi valgte beton både på grund af det lidt rustikke udtryk, og fordi det sammenlignet med f.eks. træ er et meget vejrbestandigt materiale. Rengøring af pladen er også meget enkel, da man både kan skure og skolde pladen. En sidste fordel er, at man kan stille varme ting direkte på betonen, så vi ikke har brug for varmebrikse.

Inden støbningen lavede vi en ramme af støbeplade og lister til at støbe i. Inde i rammen lavede vi en skabelon, så der kunne lægges en vask i pladen. Bordpladen er fem cm tyk, så alene vægten gør, at der er behov for en solid ramme. Heldigvis havde vi nogle aflagte reglar og lister fra et andet byggeprojekt, som kunne genbruges. Alt træværket har vi malet med sort linoliemaling. Malingen er tilsat fungicid, så det er egnet til udendørs brug. Vi mangler stadigvæk en vandpost i køkkenet, men vi klarer os indtil videre med en vandslange. Afløbet var der heldigvis ­allerede.

For at få den optimale glæde af udekøkkenet har vi fundet service, gryder og pander, som kan stå der permanent i sommerhalvåret. Det betyder, at vi slipper for at slæbe ting frem og tilbage. Det kan hurtigt blive en stor udskrivning at erhverve dobbelt service og andet køkkenudstyr. Vores løsning var derfor flere besøg på det lokale loppemarked. Her har vi fundet både tallerkener, gryder og pander i rigtig god kvalitet og til meget få penge. Til selve madlavningen har vi købt et gasblus i støbejern, og vi havde i forvejen en lille Morsø-grill, som er beregnet til at stille på et bord. På længere sigt kunne vi godt tænke os at opmure et større grillsted på terrassen, så der bliver plads til lidt flere ting på grillen.

Der er ingen tvivl om, at udekøkkenet har været en stor gevinst i dagligdagen, og jeg slipper nu for at stå indenfor, mens solen skinner og havelivet kalder. En ekstra bonus ved udekøkkenet oplever vi, når vi har ­gæster. Der er næsten ingen begrænsninger for antallet, og udekøkkenet inviterer til, at man laver mad sammen. Det har vi allerede haft megen glæde af i forbindelse med større og mindre selskaber.

Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her

Gode tilbud fra Boliga.dk: 

Synliggør din bolig

Tilstandsrapport 

Skødeskrivning/køberrådgivning

Boligfoto

Eltjek

 

 

 

 

På næste side: Det skal du bruge

Det skal du bruge
Bord
Reglar til ben og ramme
Lister til hylder
Udendørs skruer

Bordplade

Støbeplade og lister til støbeform
Tørcement
Sand, grus eller støbemiks
Rionet/armeringsnet i 6 mm
En slaghammer eller kraftig rystemaskine til at ryste luftlommer ud af betonblandingen

Hylde
Terrassebrædder til hylder
Lister til hyldebærere
Messingkroge

Halvtag
Reglar til vinkler
Lægter efter producentens anvisninger
Teglsten med tilhørende bindere
Franske skruer og kraftige rawlplugs
Bræddebolte

 

Sådan gør du
Bord
Der bygges en ramme i reglar, så man har en ramme under bordet. Vi har brugt 45x95 mm, men vælg et format, der passer. Vores projekt var så stort, at vi valgte at have seks ben også udført i reglar, men et mindre kunne nøjes med fire ben. Det er vigtigt, at der er stivere mellem benene, både vandret og på kryds.
Til hylder har vi brugt lister i formatet 40x20 mm.

Bordplade
1. Start med at bygge en ramme i lister, som skrues sammen i hjørnerne og skrues fast i en støbeplade (en særlig vandfast finerplade med en meget glat overflade). Vi brugte lister i formatet 21x55 mm, men det afhænger af, hvor tyk pladen skal være.
 
2. Find ud af, hvor vasken skal sidde og byg en skabelon i lister, så der kommer et hul pladen. Beton er ikke synderligt stærkt, så det skal armeres, f.eks. med rionet/armeringsnet i 6 mm jern.

3. Til en stor bordplade kan det være en fordel at leje en betonblander, men man kan dog blande i en stor balje, men husk, at beton er tungt. Der er gået knap 200 kg beton til vores bordplade, så overvej størrelsen på bordpladen, før du går i gang. Vi brugte en blanding på en del cement til to dele sand til tre dele grus.

4. Smør formen med planteolie, så det slipper nemmere, og hæld ca. halvdelen af betonen op i formen, læg rionettet i blandingen og hæld resten af betonen over.

5. Nu skal luften rystes ud. Det gøres med en slaghammer, der slår på støbeformen eller en stærk rystemaskine.

6. Dæk hele bordpladen til med plastic, så det ikke tørrer for hurtigt, og lad det ligge i en uges tid. Nogen foretrækker at slibe overfladen, så den bliver helt glat, vi har valgt bare at oliebehandle, så den ikke suger alt for meget fedt.

Hylde
Med lister af 40x20 mm har vi bygget nogle trekanter, der kan bruges som hyldebærere. Oven på dem er lagt terrassebrædder som hylder.

Halvtag
Reglar i 45x95 mm er savet i smig og samlet med bladsamlinger og bræddebolte. De færdige trekanter er hængt op på husmuren med kraftige 12 mm rawlplugs og 10 mm franske skruer.
Taglægter udlægges efter producentens anvisninger. Sørg for, at længden af taget passer med formatet på tagstenene, så det rækker lidt ud over tagkanten. Vi har valgt ikke at bruge en tagrende, da tagfladen er relativt lille og der er god afvanding fra terrassen.