Gode råd fra en erfaren amatør

Kameliablomsten har alt det, der skal til for at blive eftertragtet. Den er indlysende smuk og ikke helt nem at greje.

»Juris Yellow« er mere hvid end gul. Den minder i form en del om pæonblomsten. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er en udfordring for mange havefolk, glade amatører, der af samme årsag samler på kamelia. En af de absolut mest erfarne på dette område er læge Hans Trautner i Horsens. Han har gennem mere end 20 år haft dyrkning af kamelia i have og væksthus som en passioneret hobby.

Trautners interesse er gennem de senere år drejet i retning af kamelia til plantning direkte under naturlige forhold i haven. At det i større udstrækning er blevet muligt at dyrke kamelia som egentlige haveplanter, er Trautner ikke i tvivl om, skyldes de mildere vintre: »Sorterne, der anvendes, er i stor udstrækning de samme, som vi har haft de sidste 100 år, men vintrene er blevet mere, som de kendes i England.«

Hans Trautners har følgende råd om frit udplantede kamelia:

Jorden: Kamelia skal plantes i et område med en fornuftig jord. Det vil sige, den skal være humusrig, som den bliver, hvor mange løvblade er formuldet gennem årene. Der må gerne suppleres med iblanding af spagnum. Det dur ikke at plante i en lerjord, hvor der blot er fyldt spagnum i plantehullet.

Lyset: Kameliabuskene skal beskyttes mod sydsolen. Står de udsat for direkte sol, svides de. Det bedste er vandrende skygge hen over buskene, hvor den skarpe sydsol ikke rammer. Faktisk kan det også lykkes at få blomstrende kamelia på nordsiden af et hus, hvor der stort set ingen sol kommer.

Gødning: Langsom gødning er den absolut bedste gødning. Læg hvert år fem-ti bøge- og egeblade ind under buskene, læg grangrene over, så de bliver på stedet. Bladene formuldes langsomt, giver en sur jord og gødning til buskene. Kamelia får på denne måde mere stramme og glatte blade- ikke store buklede blade, som for meget gødning kan give.

Vand: Kamelia skal ikke tørre ud. Den har brug for rigeligt med vand i vækstperioden, men den må aldrig have stående vand omkring rødderne. Jorden skal være veldrænet.

Læ: Er udmærket, men ikke en absolut nødvendighed.

Kulde: Bliver der hårde vintre, kan man sætte sivmåtter op omkring planterne. Det vil i mange tilfælde være tilstrækkelig beskyttelse.

Trautner har fire forslag til gode sorter af kamelia, Camellia japonica, til plantning i haven: »Alba Simplex«, hvid, enkelt. »Elegans«, lyserød, stor, fyldt. »Jupiter«, rød, enkelt. »Hagoromo«, sart lyserød, halvfyldt.