aRabbinerens søn Ehrich Weiss så umiddelbart ikke ud af meget. Kun godt 165 cm høj, med små fødder og et kæmpestort hoved. Ehrich var født i Budapest i 1874 og blev sin tids første superstjerne og alle tiders største tryllekunstner og flugtkonge. Kunstnernavn: Harry Houdini.
Et væld af biografier om Houdinis korte, hektiske liv har allerede set dagens lys, men den nyeste, der netop er udkommet i USA, er den hidtil mest kontroversielle. Forfatterne William Kalush og Larry Sloman har givet bogen undertitlen »Tilblivelsen af Amerikas første superhelt«, for Houdinis evne til at komme i rampelyset overgår alt, hvad man tidligere har set. Når han kom til en by, udfordrede han byens politichef til at lukke sig inde i fængslet med håndjern på. Han slap altid ud.
Med tiden blev hans numre mere og mere udspekulerede, og da han i London borttryllede elefanten Jessie samt dennes tæmmer, rystede det Europa. I virkeligheden var scenen bygget på et svømmebassin, som elefant og menneske røg ned i, men det vidste folk ikke. Men der skulle i længden mere end elefanter til at lokke publikum til, og Harry Houdini satte sit eget liv ind på at skabe sig et navn.
For som han sagde: »Den nemmeste måde at få en masse mennesker til at komme er at annoncere, at på et givent tidspunkt vil man udføre et nummer, der i tilfælde af fiasko vil medføre døden.« Som sagt så gjort og Houdini lod sig lukke inde i kister, nedsænke i vand, iføre sig spændetrøjer, springe ud fra broer og bygninger iført håndjern og risikere døden. Hans mest berømte nummer var den såkaldte Kinesiske Vandtortur, som han introducerede i 1913. Her blev han nedsænket på hovedet i en glasklokke. Beholderen blev derefter fyldt op med vand og forseglet. Houdini var i stand til at holde vejret i 3 minutter og slippe fri.
Houdini blev en verdensstjerne, som folk tiltroede overnaturlige evner. Når hans superheltestatus er forblevet intakt til vore dage, skyldes det hans tidlige død og de mange mysterier, der stadig knytter sig til hans korte liv. Den nye bog om Houdini løser ikke disse gåder, men tilføjer charmerende nogle nye.
Var han spion?
Forfatterne hævder, at Houdini arbejdede som spion for det britiske Scotland Yards specialafdeling, der senere blev kendt som MI5 - altså efterretningstjenesten. Desuden hævder de, at Houdini arbejdede sammen med den amerikanske efterretningstjeneste bl.a. for at afsløre falskmøntnere på vestkysten.
Houdini tilbragte en stor del af sin liv i USA, men fra 1900 til 1904 drog han på en særdeles succesfuld Europa-turne. Det var under denne turné, at han kom i forbindelse med lederen af Scotland Yard, William Melville. Melville havde ansvaret for en række agenter i udlandet, og forfatterne til den nye Houdini-biografi hævder, at han efter sine rejser til bl.a. Tyskland, Frankrig og Rusland indberettede om sine iagttagelser til Scotland Yard.
Tanken er ikke galemandsgæt, for Houdini kom vidt omkring og mødte ledende personligheder overalt. Men er påstanden rigtig? Beviset er nogle korte indførelser i William Melvilles dagbøger, der ganske rigtigt nævner Harry Houdini. Et sted skriver Melville, som også selv dyrkede magi: »Endnu ikke et ord fra HH«. Efter Houdinis besøg i Tyskland i september 1900 skrev Melville i sin dagbog »Rapport modtaget af HH«. Efter Houdinis tur til Sankt Petersborg skrev Melville i sin dagbog: »Kaldt til krigsministeriet for at aflevere et brev fra HH«.
Men det er fragmentariske kilder og slår man op i bogens noter, der ligger på nettet (www.conjuringarts.org.), bliver man ikke klogere. Bogen har forord af tidligere CIA chef John McLaughlin, der skriver, at antagelsen er sandsynlig, men han vedlægger ikke yderligere bevis. Tanken om Houdini som spion for vestmagterne er fristende og ikke usandsynlig, men noget afgørende bevis leverer de to forfattere ikke.
På krigsstien
Det andet hovedspor i Kalushs og Slomans bog er Houdinis opgør med spiritismen og hans død, der muligvis var organiseret af en spiritistisk bande, som stod i ledtog med Sherlock Holmes-forfatteren Sir Arthur Conan Doyle. Vi ved så meget, at Houdini tidligt i sin karriere var interesseret i spiritisme og endda forsøgte at få kontakt med sin afdøde far og senere sin mor. Vi ved også, at han blev skuffet og siden forsøgte at afsløre spiritisterne som fupmagere. Bevægelsen var i første halvdel af århundredet ikke bare et stykke åndemaneri for de få, men blev antaget af store dele af befolkningen. Gennem spiritistisk arbejde kom Houdini i tæt kontakt til Sir Arthur Conan Doyle, der var en fanatisk troende spiritist.
Mange spiritister hadede Houdini af et godt hjerte. Han havde en ubekvem vane med at dukke op til deres sceancer, kigge på forstillingen og så råbe: »Jeg er Houdini, og jeg afslører jer som fupmagere«. I videnskabelige selskaber og over for Senatet førte Houdini endvidere en kampagne mod spiritismens bannerførere. Houdini blev kendt som lidt af en ghostbuster, der afslørede fupmedier over hele jordkloden, som han selv beskrev det i bogen »A Magician Among the Spirits«.
Arthur Conan Doyle havde selv en personlig interesse i spiritismen, som han håbede kunne bringe ham i kontakt med en afdød søn. Doyle og Houdini havde nær kontakt og var en overgang nære venner, men netop uenighed om troværdigheden af et medium fik dem til at skilles som uvenner, og fjendskabet eksploderede i offentlig polemik. Egentlig troede Doyle, at Houdini selv var et medium, og at han kunne udføre sine numre på grund af sine paranormale evner. Hans dygtighed til at afsløre fupmedier var i Doyles øjne blot udtryk for Houdinis egne exceptionelle evner, som Doyle forklarede det i sin bog »The Edge of The Unknown« fra 1931.
Mordteorier
Skildringen af spiritist-scenen i London i 1920rne er et gys af et persongalleri med åndemanere, fupmagere, profitjægere, sørgende enker og naive tosser. Der er næppe tvivl om, at nogle af de spiritistiske krølhjerner gerne ville Houdini til livs, og forfatterne fremlægger god dokumentation for, at der i miljøet blev fremsat mordstrusler og andet mod Houdini.
Hans død er nogenlunde godt beskrevet af to vidner: Houdini blev slået i maven af ung mand ved navn Joscelyn G. Whitehead for at afprøve Houdinis mavemuskler. En kraftprøve, som Houdini selv var gået med til. Slagene fik Houdinis blindtarm til at briste. Han blev indlagt på et sygehus, men døde af implikationerne. Kalush og Sloman hævder, at Whiteheads slag var arrangeret af spiritistiske kredse, der ønskede at komme Houdini til livs, og at Conan Doyle var medvidende om attentatforsøget.
Disse sidste anklager står temmelig udokumenteret i bogen, men forfatterne får givet en forrygende skildring af det spiritiske miljø i London. I øvrigt nægtede Houdinis elskede hustru Bess at acceptere ægtemandens død. Hun søgte hvert år gennem spiritistiske sceancer at komme i kontakt med Houdini, men han dukkede ikke op. Traditionen er siden overtaget af andre, som hvert år organiserer en sceance for at komme i kontakt med Houdini.
Løs på tråden
William Kalushs og Larry Slomans biografi er som faghistorisk bog mere spirtisme end kildenær empirisme. Samtaler med direkte tale er gengivet uden kildebelæg. Der er i bogen ingen kilder, og de elektroniske kilder er ikke altid lige pålidelige. Der gættes på forhold, som forfatterne ikke har eksakt viden om. Og så alligevel er det lykkedes for dem at lave en vellykket bog, for den er simpelthen forrygende spændende og tryllebinder læseren.
Jeg tror på, at Houdinis faktisk arbejdede for Scotland Yard, for citaterne fra Melvilles dagbog virker troværdige, og beskrivelsen af det åndede spiritistmiljø i London stinker af autenticitet. Men påstanden om et planlagt mord virker utroværdig, fordi der ikke er andet en løse trusler at binde sagen op på. Men til alle, der elsker Harry Houdini og myterne om hans liv, så er denne bog et scoop.
Man lægger den fra sig som et yderst sympatisk portræt af Houdini, som en ildsjæl, der elskede børn og var en trofast ægtemand. Men har bogen mere at byde på en det? Ja, for den åbner for et mylder af pragtfulde skæbner, der hver for sig kunne bære romaner og film.
Det er bøgers styrke, at de i modsætning til nutidens nyhedsmedier ikke lukker af for dette menneskemylder ved hovedsagelig at prioritere allerede kendte, ligegyldige filmstjerner og popsangere højt, men lader os lære nye ukendte skæbner fra fortiden at kende.
