Næste år går Joyce Carol Oates af som litteraturprofessor ved Princeton University, hvor hun har undervist siden 1978. Samtidig har hun med stor flid skrevet et væld af romaner, erindringsbøger, essays, noveller og lyrik. I romanen »De forbandede« tager hun udgangspunkt i den velmeriterede gamle skoles historie over fjorten måneder i årene 1905-1906.
En periode, hvor Guds eget land og dets udvalgte rystes af den gryende socialisme, og hvor dønningerne fra slavetidens overgreb mod de sorte stadig ulmer. Ku Klux Klans lynchninger og offerbål flammer lystigt i staten New Jersey - uden retsforfølgelse - og kapitalismens overgreb mod arbejderne tager til.
Samfundets konflikter fældes behændigt og tiltagende fandenivoldsk ned i romanens fortælling og lader dem udspille sig i betændte moralske konflikter, der korrumperer Princetons elitefamilier.
Især landets senere præsident Woodrow Wilson, der er universitetets rektor, plages og martres på sjæl og legeme. Han fremstilles som en grådkvalt hypokonder og rammes hårdt af universitetets idelige konflikter og akademiske brødnid. Ikke mindre end 14 hysteriske sammenbrud må han gennemgå, og alle forvolder de kroniske, nervøse spasmer, voldsom medicinering og lindrende hengivelse til det yndede lavement-apparatur.
Dæmonisk dokumentarisme
Mens denne karikatur muligvis vil holde som nogenlunde dokumentarisk, så vrimler dæmonerne ind på scenen fra forfatterens overskudslager af gotisk novellekunst og det mangfoldige persongalleris hemmelige læsning af okkulte skrifter og omgang med dæmoniske væsener.
Underligt kryb undfanges, en brud bortføres under sit bryllup i den strengt presbyterianske kirke og føder efter ophold i Moseriget – et fantasifuldt og afskrækkende helvede – et deformt slangevæsen. Eller også dør hun i barselsseng sammen med barnet?
Romanen følger stedse to spor, det okkult dæmoniske og det rationelle. Forfatteren har nemlig lagt fortællingen i munden på en halvstuderet amatørhistoriker fra Princeton, der søger sandheden.
Men da han selv midtvejs i romanen afsløres som deltager i det vrimlende persongalleri - og således gøres til del af fiktionen - mister man tilliden til dette sandhedsvidne som fortæller og overgiver sig med stor fornøjelse til fiktionen og den lystigt djævelske fantasi.
Om man vil følge de realistiske spor for fortolkning af begivenhederne i det hjemsøgte Princeton eller overgive sig til de dæmoniske fortolkningsveje, er naturligvis op til læseren selv. Den forførende forfatter lader imidlertid aldrig denne læser i tvivl: Med sin dæmoniske skrivekunst æder man al djævelskabet råt som forklaring på fortrængte drifter såvel hos den enkelte som i samfundet.
