Registret er bredt og tanken dyb

Lydia Davis´ prosa er skrivekunst af bedste skuffe.

»Den trettende kvinde« af Lydia Davis Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Går man til de litterære opslagsværker og slår »novelle« op, får man at vide, at den slags udgøres af en kortere episk tekst, oftest med et enkelt handlingsforløb og en overraskende slutning, som beskriver en situation, der har betydning for hovedpersonens liv.

Men læser man Lydia Davis’ novellesamling »Den trettende kvinde«, erfarer man straks, at det slet ikke er så enkelt. Lydia Davis, som Jonathan Franzen har kaldt »novellens mester«, presser genren helt ud i yderpunkterne. Nogle af de 51 tekster er ultrakorte og har slet ikke det fordrede handlingsforløb. Andre er længere og beskriver en lang periode af nogens liv.

Her er et eksempel på, hvor kort og godt det gøres. Teksten hedder »Besynderlig opførsel« og lyder i fuld udstrækning således: »Se bare, hvordan man kan klandre omstændighederne. Jeg er i virkeligheden ikke noget mærkeligt menneske, hvis jeg propper flere og flere små stykker trævlet Kleenex ind i ørerne og binder et tørklæde om hovedet: da jeg boede alene, havde jeg al den stilhed, jeg havde brug for.«

Funderende skriveri

En »rigtig« novelle er det vel ikke, men uha, hvor er det en god og tæt tekst. Bemærk den pudsigt henvendende indledning (»Se bare ...«) og den vibrerende spænding mellem bevidstheden om at opføre sig besynderligt og ønsket om at måtte få fred.

Lydia Davis formår både at finde det tankevækkende i det daglige og at vende det almindelige så tilpas meget på hovedet, at vi ser det i et andet og klarere lys. I åbningsnovellen, »Kød, min mand«, beskriver en kvinde sine vedholdende forsøg på at lave spændende og sund mad til sin mand, som dog hellere vil have noget mere almindeligt.

Det er ikke ham, der virker tåbelig her. I »Professoren« udstilles en kvindelig akademikers identitets- og præstationstræthed gennem hendes drøm om at leve med en cowboy.

I det hele taget er kvindeidentitet og spændingerne mellem kønnene et genkommende tema, men Davis har givet god plads til afstikkere. Selve forfattergerningen er genstand for flere noveller, og vi nærmer os det surrealistiske i for eksempel »Cedertræerne«, hvor en landsbys koner bliver til cedertræer, og alting herefter falder fra hinanden.

»Lord Roystons rundrejse« er et genrestykke - en historisk novelle om kulturmøder, antropologiske iagttagelser, sygdom og død.

Lydia Davis’ register er bredt, og der er dyb tankemæssig resonans i hendes tekster. Nogle tekster er pointerede og bygget op omkring en enkel, skarp idé. Andre virker afsøgende, dunkle. Men fælles for dem alle er deres styrke. At læse denne fine samling tekster er som at spise østers: Man slubrer dem vellystigt i sig og nyder de fine smagsnuancer.

Efter et par stykker er man dog nødt til at tage en lille pause. Dels for at fordøje, men mest af alt for at nyde synet af de mange perler, man har været heldig at finde undervejs.