Kombinationen krig og kærlighed hører til litteraturens store og uopslidelige temaer. Historien om mødet mellem de destruktive kræfter og de stærke følelser, der sættes i relief af dødens nærhed, er blevet fortalt igen og igen og med alverdens variationer, i romaner som Herman Bangs »Tine« og Tage Skou-Hansens »De Nøgne træer«, for nu bare at blive inden for rammerne af den danske kanons mere populære titler.
Læst i forlængelse af netop Bangs og Skou-Hansens bøger bliver det også en slags krigens røde tråd gennem den litterære danmarkshistorie, Dy Plambeck med sin nye roman, »Mikael«, fører frem - fra 1864 og besættelsestiden til indsættelsen af de danske soldater i Afghanistan.
Historien i »Mikael« er enkel og har i øvrigt - kan man læse sig til - sine klare forbindelseslinjer til forfatterens egen biografi. En journalist, Becky, tager til Afghanistan for at skrive nogle artikler om de danske soldater, præcis som Dy Plambeck har gjort det til Weekendavisen, og stille og roligt vokser interessen og følelserne frem mellem journalisten og soldaten Mikael. Det er stort set det.
Hvor Dy Plambeck i sine tidligere romaner, »Texas Rose« og »Gudfar«, med kærlig fanden-i-voldskhed og veludviklet sans for de spøjse og groteske detaljer har dyrket de farverige sider af almindeligheden og de særlige kroge af hverdagslivet med skildringerne af for eksempel westernklubben Gunslingers eller bikermiljøet, så går hun i »Mikael« nærmest den modsatte vej.
Her fokuserer hun på rutinerne og almindeligheden midt i en fortælling, der bogstavelig talt handler om liv og død. Både kærligheden og krigen håndterer hun med påfaldende nøgtern neddæmpethed.
Iøjnefaldende er romanens klare distanceren sig fra de politiske markeringer. Forfatterens projekt er ikke vurderingen af det rigtige eller forkerte i det danske engagement i Afghanistan eller en analyse af indsatsen, for Dy Plambeck handler det om at bliver klogere på krigens væsen og på de mennesker, der vælger krigen som metier.
Deltaljeret fortælling
Mikael er så ubetinget romanens omdrejningspunkt, og uden at tage for håndfast på de psykologiske tolkningsmodeller får vi både beretningen om det tidlige tab af forældre og om trygheden i det maskuline fællesskab og kammeratskab blandt de udsendte soldater.
Romanens afgørende pointe bliver formuleret i Mikaels fortælling om reaktionen på at skyde en mand: »Før den oplevelse tænkte jeg, at når jeg havde slået én ihjel, ville noget ændre sig i mig, sagde han, men bagefter havde jeg det præcis på samme måde som før. Jeg var stadig mig selv. Og det var det, der var det svære.«
Dy Plambecks ambition har ikke været at skrive en dansk version af Erich Maria Remarques »Intet nyt fra Vestfronten« eller Ernst Jüngers »Stålstormen«. Til gengæld har hun med journalistisk sans for de små detaljer, der skaber et hverdagsunivers, og med musikalsk lydhørhed i afdækningen af den gensidige tiltræknings psykologi skrevet en fin og troværdig kammermusikalsk kærlighedshistorie.
Det store drama, krigens og kærlighedens, omgås »Mikael« meget diskret. Sine indlysende styrker har romanen i en række fremragende landskabsbeskrivelser fra Afghanistan, Sardinien og Vestjylland og ikke mindst i de lavmælte og bevægende beskrivelser af en drengs tab af forældre. Måske bliver man som læser ikke voldsomt meget klogere på krigen, men soldaten Mikael, en af krigens deltagere, er et spændende bekendtskab.
