Håbet er et skadedyr

I »Brugstyveri« skriver Lena Andersson med krystallinsk klarhed om, hvordan ugengældt kærlighed æder sjæl, fornuft og værdighed.

»Brugstyveri« af Lena Andersson Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ikke noget mere ophøjet i vores kulturkreds end kærligheden og dens forløber, forelskelsen. Her forløses vi som mennesker, her bliver vi den smukkeste udgave af os selv, her giver og modtager vi det gode.

Men kærligheden har også – som de fleste af os bitterligt har erfaret – en mørk side. Den viser sig, hvis de smukke følelser ikke løber begge veje, ikke gengældes. Så melder smerten, og det der er værre, sig i den forsmåede. Som i Lena Anderssons fortrinlige og krystalklart skrevne »Brugstyveri« – med undertitlen »En roman om kærlighed«.

Her lever forfatteren Ester et nøjsomt liv, hvor alt er underordnet arbejdet med ordene, som hun skriver til et lille publikum: »Ester Nilsson hed et menneske. Hun var digter og essayist med otte små komprimerede udgivelser bag sig i en alder af enogtredive. Egensindige ifølge nogle, legende ifølge andre, de fleste havde aldrig hørt om hende.«

Men Ester kommer i ubalance, da hun bliver bedt om at holde et foredrag om Hugo Rask, hvis kunst og personlighed hun gennem længere tid har været draget mod. Foredraget bliver en succes, og Hugo er smigret og tilfreds med de ord, Ester har sat på ham og hans værk. Derfor går han også med til et større interview til et tidsskrift. Han gør det for eksponeringen, hun for at komme tættere på ham. Det lykkes.

De begynder at mødes og taler om kunst og politik, og det står klart for læseren, at hun er ham intellektuelt overlegen. At han simpelthen ikke fatter, hvad hun taler om, når hun taler om utilitarisme, behaviorisme eller fænomenologi.

Hugo er distanceblænder, men det vil den forlibte Ester ikke erkende, og det skildrer Lena Andersson med underspillet, ond ironi. Som da Hugo taler om sit tilbagevendende motiv med mennesker i regn: »Hun blev blød i alle led af at betragte hans krops bevægelser og af den sanselighed som må findes i enhver som kan se at mennesker i regn kan være smukt.«

Selvbedrag og ugengældt kærlighed

Esters selvbedrag og besættelse bliver kun større og voldsommere i takt med, at Hugo taber interessen for hende. Det er både morsomt og dybt ubehageligt at følge. Hvordan han undgår hende under påskud af at have travlt, hvordan han åbenlyst har andre affærer, og hvordan hun klynger sig til ord som »vi snakkes ved«. Tomme fraser som Ester ellers, igen ironisk, mistror og undgår så sikkert i sit forfatterskab.

Og hendes besættelse udvikler sig gradvist mod det sygelige, som den slags har det med, mens hun forbliver en bifigur i hans liv. Derfor handler han også ubetænksomt. Opsøger hende for at sludre, lover hende en bog og får hver gang det lille håb til at vokse i hende.

Som Lena Andersson skriver: »Håbet er et skadedyr. Det ernærer sig og vokser på det mest uskyldige væv. Dets overlevelse består i en veludviklet evne til at se bort fra alt det som ikke begunstiger dets vækst, og kaste sig over det som gøder dets fortsatte liv.«

Sådanne betragtninger er »Brugstyveri« fuld af. Som denne favorit: »At efterligne normalitet er det sværeste.« Sådan er det med ugengældt kærlighed. Man forsøger at virke, som om alt er normalt, mens følelserne buldrer under huden. Og det kan gå helt galt. Som den første sætning i romanen måske antyder. Der står jo »Ester Nilsson hed et menneske«. I datid. Som om hun ikke længere lever.