Den virkelige, storpolitiske verden banker på hard back-omslaget til tre nye nordiske spændingsromaner. Terrorangst, fremmedfrygt og efterretningstjenesternes rolle er hovedomdrejningspunkter i de samfundsskildrende konspirationsthrillere, der kombinerer gammeldags spiondramaer med skandinavisk krimi-tradition.
Romanerne klarer dog ikke alle kombinationen lige godt, men fælles for dem alle er, at de er skrevet med indsigt og engagement, og det er naturligvis også en kvalitet. Interessant nok er debutanten, norske Ingar Johnsrud, bedst, mens ellers altid spændstige, svenske Leif GW Persson denne gang leverer lidt af et langspyt, og den danske eks-diplomat Mogens Blom er for slap i de sproglige koder.
Sidstnævnte først: Mogens Bloms »Arven fra Basra« har rigtig mange gode elementer i sig til at kunne være blevet en god terrorthriller. Blom har større indsigt i Mellemøstens konflikter end de fleste andre forfattere, men han har desværre ikke nær den samme indsigt i og fornemmelse for plot og sprog, og det gør bogen til en noget ujævn fornøjelse.
Handlingen udspiller sig dels i København, dels i og omkring Amman, hvor en irakisk tolk bliver brutalt myrdet. Den danske FET-agent Majken Tarp, der tidligere har arbejdet tæt sammen med den myrdede, rejser derned – i øvrigt med sin journalistkæreste på en parallel opgave.
Hun er temmelig irriteret over at have ham i nærheden, men da han får fat i oplysninger om en gammel sag fra Basra, udvikler det sig snart til at handle om ting, der foregik, dengang hun var spion i Irak.
Blom bruger for mange – ligegyldige – sceneskift, han henviser især i første del alt for meget til tidligere hændelser, og hans figurer overvejer og funderer for meget til, at tempoet kommer rigtig i gang. Men vil man vide noget om dansk diplomati og efterretningsvæsen samt om arven efter Irak, så er denne to’er i serien om Majken Tarp fin at slå følge med.
Spænding og højt tempo
Leif GW Persson er en gammel nyser, der har et anderledes fast greb om sprog og spændingskurver.
Måske endda lige fast nok, for i »Bombemageren og hans kvinde« kunne der nok godt være skåret omkring 100 sider fra, uden at det havde svækket historien. En af Perssons forcer er netop, at han på spidsfindig vis beskriver en efterforsknings træge og omstændelige gang – men det kan så også blive lidt for trægt indimellem.
Handlingen udspiller sig i Sverige, hvor det svenske efterretningsvæsen, Säpo, gennem britiske kolleger har fået oplysninger om, at et terrorangreb er under opsejling. Operationsleder Lisa Mattei sætter gang i en større overvågning af formodede bagmænd, men det viser sig snart, at der bliver leget kispus med dem, og ikke bare udefra, men også inden for egne rækker, hvor der tilsyneladende er en læk.
»Bombemageren og hans kvinde« er en velskrevet, højaktuel politisk thriller, hvor stærke kvinder er i front i en grad, så man næsten kunne kalde den en feministisk spændingsroman.
På den måde er bogen et indirekte, ganske morsomt indspark i den såkaldte »store nordiske krimifejde«, hvor en række selvudråbt seriøse, hovedsagelig mandlige forfattere, deriblandt Persson, højlydt kritiserer femikrimien for at være på niveau med hesteblade for teenagepiger.
Den norske journalist Ingar Johnsruds debut, »Wienerbroderskabet«, er en overraskende, velskrevet og velturneret konspirationsthriller, hvor historiske begivenheder flettes sammen med nutidig terrorfrygt og politiske gemenheder.
I dette første bind af en trilogi er den psykisk ustabile politimand Frederik Beier sat på en sag om en højtstående politikers datters og barnebarns forsvinden. Datteren tilhører en religiøs sekt, der pludselig udsættes for et blodigt angreb, og da man på stedet finder et hemmeligt laboratorium, drejer efterforskningen sig snart i retning af et broderskab af racebiologer fra Anden Verdenskrig.
Johnsruds figurer er troværdige og sammensatte, dialogerne er rappe, tempoet er højt, og plottet er effektivt og skræmmende. Et brag af en konspirationspolitisk thrillerdebut - og altså bedst ud af de tre.
