Saša Stanišić skriver stærkt fra den tyske provins

»Før festen« er en lille genistreg af en roman.

Saša Stanišić' »Før festen« fortæller raffineret om den tyske udkantslandsby Fürstenfelde, der ligesom danske udkantsbyer affolkes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er tysk hjemstavn og skrantende udkant for fuldt udtræk i den bosnisk-tyske forfatter Saša Stanišićs både prisvindende og storsælgende roman »Før festen« – en bemærkelsesværdigt ualmindelig fortælling om en meget almindelig lille by i en afkrog af det tidligere DDR.

I Fürstenfelde, som romanens afviklingstruede landsby hedder, »dør flere end der fødes«, og hele Saša Stanišićs bykrønike – i fornem oversættelse ved Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad – former sig dybest set som en underfundig påkaldelse af alverdens historier, anekdoter og malerier. Som et trodsigt modtræk mod forsvindingen og glemslen.

Et par af Fürstenfeldes vigtigste lokaliteter er karakteristisk nok Haus der Heimat og Ullis garage, hvor de lokale mødes, drikker øl og fortæller om gamle dage. På personlisten optræder i første række den deprimerede, historiedyrkende bestyrer af hjemstavnsmuseet og en 90-årig malerinde, hvis store ambition er at male alt og alle i Fürstenfelde.

Dertil kommer blandt andre Færgemanden, der netop er død, en pensioneret oberst fra Nationale Volksarmee, en tidligere Stasi-meddeler, der holder dværghøns og sælger æg til rimelige priser og selvfølgelig også svineopdrætteren Gölow, »de døende svin er nu engang den smule industri vi har«.

Romanens afgørende omdrejningspunkt er den årlige Annafest, hvis sande formål simpelthen er at fejre, at den findes: landsbyen Fürstenfelde. »Og alt det vi kan fortælle hinanden om den.«

Fortælletekniske raffinementer

Meget af det, der kan fortælles om livet i landsbyen Fürstenfelde, vil læsere, der har fulgt med i de seneste års diskussioner om affolkningen af yderkanternes Danmark, nikke genkendende til. Men på afgørende punkter distancerer Saša Stanišićs fortælling sig radikalt fra enhver forudsigelig almindelighed: Forfatterens omgang med fortællerstemme og synsvinkler er noget ganske specielt.

Hans brug af et fortællende »vi« etablerer det ene øjeblik en oplevelse af solidaritet og indforståethed i omgangen med landsbyens indbyggere og deres problemer, og det næste øjeblik spiller han virtuost på et fortroligt fællesskab med læseren eller måske på en slags kommenterende distance til de skildrede begivenheder. Hyppigt optræder sætninger som »det må vi give ham«, »men vi giver ham lige tid til« eller »for fru Reiff er en kvinde, man ikke kan udsætte noget på. Vi har i hvert fald ikke hørt om noget endnu.«

Dobbeltheden af nærhed og distance, af indefra-viden og udefra-iagttagelse skaber den særlige tone og stemning i »Før festen«. Det er dén tone, sammen med blandingen af de forskellige tidsdimensioner og de tilbagevendende skift fra menneskeperspektiv til en omstrejfende hunrævs perspektiv, der gør Fürstenfeldekrøniken unik. En gobelin som skabt til hjemstavnsmuseet.

At netop Saša Stanišić, der i 1992 kom til Tyskland som 14-årig flygtning fra Bosnien, så eminent har fanget stemningen i et østligt hjørne af det genforenede Tyskland, er en litterær integrationshistorie af den mest tankevækkende slags. Men måske handler det i særlig grad om indlevelsen i tabet af hjemstavn og rødder.

I hvert tilfælde er »Før festen« en lille genistreg af en roman med sine fortælletekniske raffinementer, sin solidariske humor og sit helt usentimentale forsvar for traditionernes og yderområdernes overlevelse.

Titel: Før festen. Forfatter: Saša Stanišić. Oversættelse: Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Sider: 312. Pris: 299 kr. Forlag: Tiderne Skifter.